Det var i Skumringen en Vinterdag;
i Kakkelovnen rased Stormens Tuden,
og store Tøsnéfnogge slog mod Ruden
med monotone, matte, vaade Slag.
Vor faldne Helt sad i sin mørke Stue,
hvor Alt, som udenfor, var koldt og klamt,
med bittert Smil paa Læbens slappe Bue,
med døsigt Blik, berøvet Aandens Lue,
og af et Lamhedsslag i Hjertet ramt.
Lede og Kvalme vakte Alting om ham,
det skorted ham endog paa Kraft til Had,
en slimet Masse Verden forekom ham,
hvorved hans Fingre ikke røre gad.
Da lyder paa hans Dør en kraftig Banken,
„Kom ind!” han svarer, skjønt han nødig vil,
og snarere han har vel sagt i Tanken:
Bliv udenfor og rejs ad Helved til!
Da aabnes der, og et Godaften klang
med klar og mandig Røst, der syntes bringe
Varme og Lys i Stuen paa en Gang
og Livet op af søvnig Døs at tvinge.
Hin Skuespiller, som fra første Færd
saa sympathetisk venlig tog sig af ham,
rask traadte ind, et kraftigt Haandtryk gav ham
og sagde: „Kom, fald ej i Staver her!
Gaa med, saa spiser vi til Aften sammen,
og muntrer os en lille Smule op,
et godt Glas Vin kan tø en frossen Krop
og helde Olie i Sjæleflammen.”
Den sunde, svære Skikkelse, der stod
med Smil om Mund, med stærk og klangfuld Stemme,
indgød den unge Mand en Smule Mod;
den viste ham, at Kraft og Sundheds Blod
endnu i denne Verden havde hjemme.
Snart fik de deres Aftensmaaltid endt
og rykked deres Stole nær hinanden,
og efter at Cigarerne var tændt,
den Ældre løftede sig fra sin Plads,
holdt Flasken højt, saa i de grønne Glas
Rhinskvinens Perler knitrede mod Randen.
Da klang fra Brystet ud hans Stemmes Malm:
„En Skaal for Hver, som Aandløsheden trodser,
som spreder Koteriets Ærtehalm,
som slaar med Asenskjæft Rutinens Tosser
og vælter om Filistertemplets Piller;
for Hver, der glad som Fisk i Vandet spiller,
naar Kampgny gjalder op mod Himlens Blaa,
der, naar Pygmæerne ham giftig driller,
kan Latterharpens stemte Strænge slaa.”
Den unge Krage noget uvis skotted
hen til den ellers rolig-stille Mand,
hvis Ord var netop paa hans Mølle Vand;
men mon han ej med Ironi ham spotted?
Den Anden vedblev: „Nu for Dem en Skaal,
der Kunstens Stil tør dristig reformere,
der sætter den et nyt og vældigt Maal
og gjør paa mugne Traditioner Kaal
og paa en Aften kan dem expedere;
der viser os, at Maal og Grænse kun
er tomme Floskler i Pedanters Mund;
der som en færdig Kunstner springer ud,
Athene lig, af Zevs’s tykke Pande,
men dør igjen paa Fløjtetoners Bud
og styrtes ned i Letheflodens Vande!
... Naa Gud ske lo v ! (han saâ den Unges Bryn
sig rynke og en Trækning kruse Læben)
jeg ser, nu faar jeg Lykke med min Stræben
at lokke fra den lumre Sky et Lyn.
Changeons de style! men husk, det falder svært,
naar man er vant at egge dvaske Stude
ved idelige Svip af Piskens Snært,
at holde Svippene af Talen ude.”
Den unge Mand ham faldt i Talen brat:
„Det glæder mig, at Bladkritikens „Kjærte”
har oplyst og forandret Deres Dom.
Hør, husker de den allerførste Nat,
da mellem os det til Forklaring kom,
da udbrød De: De har et Kunstnerhjerte?”
— „Et Kunstnerhjerte! — rigtig! det er Tingen;
det har De, derom véd jeg nok Besked,
men om De bliver Kunstner, er der Ingen
paa begge Hemisfærerne, som véd.
I al Fald — vær saa artig: bliv kun vred;
slaa De kun bagud som den unge Fole! —
man bliver ikke Kunstner ved med Bringen
at bryde paa og proklamere sig
som Banebryder paa den nye Vej,
naar end man trænger til at gaa i Skole.
Ja, hvis de store Skikkelser staa klart
og plastisk formede i Deres Indre,
saa màn dem frem, omvend os i en Fart
og lad dem stolt i Lysets Straaler tindre.
Jeg bøjer mig i Støvet for Genierne,
der sendes til os lige ned fra Gud;
sér jeg et saadant, raaber højt jeg ud:
Strør Palmer for hans Fod og jævn ham Stierne!
Men — mulig fejler jeg — jeg kan ej spore
i Tidens Færd det mindste Varsel paa,
at den skal avle et af disse store
Genier, der som Statuer skal staa
i Kunstens Pantheon. Nej, Folk vil æde
og drikke ved Diné’er, comme il faut,
og saa ved Kunst og Poesi sig glæde
som ved en Pousse-café, en Curaçao.
Før vi faa Digtere igjen, hvis Røst
kan bringe alt det Stærke og det Dybe
til Sang og Klang i Folkets eget Bryst,
vor Kunst maa varsom hen ad Jorden krybe.
De fødes først, naar det, vi nu fornemme
som rastløs Færd, som Bulder og som Brag,
lig Dampmaskinens dumpe Stempelslag,
faar Livets Klang og Sjælens klare Stemme.
Hvis De har Kræfter, som er noget værd,
som længes efter Rum til dristig Færd,
saa styrt Dem ud, hvor Livet stridest strømmer,
hvor der er Plads for en athletisk Svømmer!
Ved Vaden i Theatrets Gadekjær
De bliver kun en misfornøjet Drømmer,
der slikker Ætherblink og Maaneskjær.
Forøg ej Kunstens store Ladegaard,
som alt maa denne Hob af Lemmer rumme,
der frækt Forfængeligheds ækle Saar
for Verden viser frem, imens det dumme,
forslidte Vaas, at Ingen dem forstaar,
de rundt paa Gader og paa Stræder brumme.”
Den unge Mand blev i Forundring bragt
og spurgte: „Hvordan skal de Ord jeg rime
med, hvad de tidt i en fortrolig Time
begejstret om den samme Kunst har sagt,
som nu De overdænger med Foragt?”
Den Anden svared: „Den Gang jeg blev fangen
af Kjærlighed til Scenen, mægtigt lød
igjennem Atmosfæren Efterklangen
af Digterkoret, der som Fuglesangen
frem i det ny Aarhundreds Morgen brød.
Og jeg har sét den stolte Kunstnerskare!
Paa Kongens Nytorv i det sorte Hus
jeg hørte Hakons Røst som Graners Sus,
og Valborgs Elskovsord som Perler klare;
jeg saâ Per Degn med fedt og svedent Grin,
mens han for Jeppe panis deklinerede,
hvorpaa Montanus raste paa Latin,
og Ridefogden Degnen sekunderede.
— En Skjønhedskultus laa i Tidens Luft,
som drev os til med Ærefrygt at hylde
den Poesi og Kunst, der steg som Duft
i Virakbølger op fra Livets Fylde.
Jeg hører kun til Kunstens Efterhøst,
maa regnes blandt Heroers Epigoner,
men det har stedse været mig en Trøst,
naar jeg har følt, at Noget i mig toner
som Ekko af de Stores Aanderøst.
Ja, som det gamle Huses Restavrator
bevarer efter Evne jeg dets Stil;
jeg er aldeles ikke Reformator.
Men jeg kan ikke bare mig for Smil,
naar unge Mænd med os rotundum melde,
at de vil lære os det Splinterny;
naar Drengeflothed for Geni skal gjælde,
og Brøl for Fuglesang i Morgengry.
Min kjære Ven — jeg fatted alt, den Gang
jeg saâ Dem første Gang, at Øjet brændte
af Poesiens Ild, at Aandens Trang
Dem ud paa Deres Fart i Livet sendte.
I Sjælen De et Tankebilled huste
fra denne mægtige og rige Old,
da Shakespeares Ord som Verdenshavet bruste,
der vælter sig mod Kystens Klippevold.
Men dette Billed har De aldrig mægtet
at mejsle ud i Kunstens klare Form;
mens planløst De med Ben og Arme fægted,
De producered kun en lyrisk Storm.
Men har De Mod paa Tingen, har De Tro,
kan ikke lange Prækener Dem skræmme,
tag atter fat med Alvor og med Ro;
helst i tre fire Aar De maa Dem gjemme.
Mod Ignoranter, der om Intet véd
imellem Himmelen og Jord Besked,
for Dem jeg altid højt skal løfte Stemme.”
— De rejste sig og vandred sammen stille.
Den Ældre saâ ved Gassens Lygteskin
den Unges Øjne tankefulde spille.
De tavse Gader klang af deres Trin.