Den ældre Krage havde fattet Had
til Alt, som mindede om Æsthetiken;
at kjøbe Billeder han ikke gad,
han aldrig Kunstnerne gav Middagsmad,
men kastede sig over Politiken.
Nu drak man Skaaler ved hans Middagsbord
for Dronning Thyras Led, for Ejd’rens Grænse,
for Danebrog, for et treenigt Nord,
for de Bestræbelser, der vilde rense
vort Modersmaal fra tyske, vælske Ord.
Vor Prokurator blev en Folketaler;
ja ved en Grundlovsfest sit Vikingmod
saa gribende for Publikum han maler,
at ud af Manges Øjne Taarer flyder;
han tilbød kjækt sin sidste Draabe Blod
som Offer for de brave Sønderjyder.
I Pressen selv Navnkundighed han vandt;
hvad under Mærket „Cornix” dèr blev skrevet,
i flere Klubber slig Beundring fandt,
at alle Mand det vilde læse først,
saa Nummeret blev næsten sønderrevet,
men læsked mangen patriotisk Tørst.
Men denne Søn var ham en stadig Gene;
thi Prokurator Krage havde tænkt:
Er han end falden paa Theatrets Scene,
er Politikens ikke for ham stængt.
Han kunde dog maaske sin Hylde finde,
hvis han sig stilled i en landlig Egn
til Rigsdagsmand og kunde overvinde
en bondevenlig Gaardmand eller Degn.
Naar blot de store Blade han med Flid
studerede og ret opmærksomt hørte,
naar ældre Folk politisk Tale førte,
han maatte kunne paa en tre Aars Tid
til Maalet naa. Men Sønnen ej sig rørte
fra Stolen, naar en Taler højt med Brag
forkyndte Sejer for den danske Sag
og Sveden af sin hede Pande tørte.
Ja stundum drillende han disputerer
med Gjæsterne, der ellers En og Hver
de samme Fraser lydig repeterer,
saa at en Gang en liberal Grosserer
erklærer ham for stokreaktionær.
En Aften Livet rørte sig paa Ny
i Prokurator Krages lyse Sale;
snart bruste Luregjald og Skjoldegny
i krigerske Politikeres Tale;
snart præked folkeligt en opvakt Præst,
dels til Forargelse, dels til Opløftelse,
at Hjertefolket hued Herren bedst;
snart lød en meget lærd strategisk Drøftelse
af alle Chancer i en mulig Krig,
hvoraf det fremgik, at vi kunde magelig
hver Fjende trodse hist ved Sliens Vig,
thi Danevirkes Vold var uindtagelig.
Den Talende var ikke Militær,
men Filolog og Lærer i Historie,
citered mangt et Slag, hvojr Romas Hær
sig havde skaffet Sejrens gyldne Glorie,
og talte med en stille Selvtilfredshed,
saa hvem, der hørte ham, fik næsten Vished
om, at han havde staaet Cæsar nær.
Men samme Aften kom et Dødens Bud,
der som et Vindstød Glædens Fakkel slukked:
at Døden havde Kongens Øje lukket
paa Slesvigs Jord. Dødsstille gik man ud
fra Salens Lys. Paa Gaden Vinden sukked,
og Alt var Mulm og Mørke, Rusk og Slud.
Og Krigens Sky’r trak mer og mer sig sammen;
paa Himlen trued de som Varselstegn
med Blods og Taarers rædselsfulde Regn,
imedens Stormen pisked Fakkelflammen,
der lyste over Kongeligets Tog
i Vinternatten paa den sorte Bølge.
Tyst Snækken hen mod Kongeborgen drog,
langs med Kanalen gik det tavse Følge.
I Kappen hyllet ind, i tunge Tanker
blandt Folkehoben stod vor unge Ven.
Hans Blik gled svømmende langs Vandet hen,
og da han gjennem mørke Gader vanker,
han sagde ved sig selv: Et større Maal
end Kunstens Flagredans paa Psykevinger,
er Krigens Leg, der Død og Sejer bringer,
hvor Legetøjet er af Bly og Staal.
Jeg faldt i Kampen under Lampens Skjær,
stod op igjen og leved efter Slaget
et Liv, der ej var fire Skilling værd,
og hyled som en Dreng for Nederlaget.
Men falder jeg i Kampen for mit Land,
ukjendt i Nattens Mulm, bag snedækt Gjærde,
saa har jeg vel tilbagekjøbt min Ære
og, skjønt i Døden først, mig víst som Mand.
Den næste Dag han resolut betroede
sin Fader, at han vilde gaa i Krig,
men Prokuratoren blev underlig
og sagde, mens han rysted paa sit Ho’de:
„Du vil i Krig — hm! for det Første har
vi ikke Krig endnu, og for det Andet
(her sugede han stærkt paa sin Cigar)
— den trækker daarligt — kuller saa forbandet —
og for det Andet er det jo imod
hvad, Du har ytret før. Naar der var Tale
blandt os om Kampen for det Nationale,
Du paa en ganske modsat Side stod.
Og for det Tredie, da jeg indsaa strax,
Du vilde blive indkaldt, har jeg hyret
en Stillingsmand af den solide Slags,
en rigtig udtjent Underofficer,
hvad rigtignok Affæren har fordyret
med et Par hundred Daler eller mer.”
Den Unge svared kun: „Hvad der mig fylder
med Kjærlighed ret inderlig og sand,
jeg helst med Hjertets stille Sange hylder,
ej med den brede Ordstrøms lunkne Vand.
Ja, det, jeg elsker mest, det gjemmer jeg
til festlig Stund, til Aandens Søndagsglæde,
jeg væmmes, naar man bredt det ud vil træde
paa Trivialitetens Alfarvej.”
— „Det er min Løn — Du kritiserer mig
med Dine exalterte Drengefraser,
fordi jeg faderlig vil spare Dig
for Krigens aandsfortærende Strabadser.
Der er jo nok til Kampen mod vor Fjende,
dertil er hver en simpel Mand parat;
det gjælder om Intelligens at finde
og Folk, der kunne kraftig Ordet føre
og lede Stemningen i Folk og Stat.
Hvad nu Du vil, hver Bondekarl kan gjøre:
at trampe i Geleddet som Soldat.
Jeg taler ikke som Aristokrat;
jeg tager Hatten af for Den, som uden
Talent og Kundskab villig giver hen
det Eneste, han ejer, vover Huden.
Men Du, som har et smukt Organ, Talent
— saaledes lød da idetmindste Meningen
i Blade selv, der dadled Din Debut —
maa, da Du desforuden er Student,
som Taler kunne virke i Foreningen,
og vække Mod til Kamp ved Ordets Gny.”
— „Nej, Fader — fra i Dag jeg netop tier,
jeg anser Ord som Narrebrixens Slag,
jeg vil ej aande mér i Fantasier,
men i den virkelige skarpe Dag;
vil alle geniale Griller ave,
vil vænne mig til Marchens Takt at trave
i mit Geled som en gemen Soldat,
og sørge for at blive blandt de brave
og jævne Folk en trofast Kammerat.
Igjennem Luften stærke Røster klinge,
min fangne Sjæl slaar atter Vingen frit,
og Fædrelandets Nød formaar at bringe
mig til at glemme, hvad jeg selv har lidt.
Jeg har en Pligt, nu véd jeg, hvad jeg vil!
Mit Land mig kalder! haardt det trænger til
hver Mand med Marv i Knokler, Vejr i Bringe.”
Hans Fader mumled: „Nyt Fantasteri!
jeg mangler ganske Tro paa Din ihærdighed!”
— gik ind i sit Kontor, slog Døren i;
men se — der tabte Manden al sin Værdighed;
brat fra hans Øjne brast en Taarestrøm:
„Han er min Eneste! Vel saâ jeg briste
mit stolte Haab paa ham, min bedste Drøm
— men jeg kan ikke taale ham at miste.”
En Mylren sig mod Banegaarden bryder,
men Hurraraabet klinger mat og stumpt,
og i den tykke Luft kun sløvt og dumpt
Trompetens Gjald og Trommens Hvirvel lyder;
slet ingen Sol paa blanke Bajonetter,
Regndraaber kranse kun de blaa Kaskjetter;
tungt Ængstelsen hen over Folket hang,
og Alting varslede: Ej denne Gang
for Eder Sejren sine Lavrbær fletter.
Soldater i Kupéerne man propper,
Signalet peb — et Ryk — man fòr afsted.
Vor Helt var med blandt disse første Tropper,
der skikkedes til Landegrænsen ned.
Mens Trainet langs med Gitterværket gik,
der fra Stationen sig et Stykke strakte,
han paa sin Faders Ansigt Øje fik,
da ud af Vindvet han sit Hoved rakte.
Han sér, hvor bleg, hvor ene der han staar:
og Søn og Fader mødes i et Blik;
det var kun et Sekund, men dette bragte
to Hjerter nærmere end mange Aar.