Stærkt slingrede den tæt besatte Skude,
Skumfraaden piskede ad Dækket hen,
hvor Folk stod sammenstuvede som Stude,
Her blev den unge Krage snart en Ven
af begge sine brave Sidemænd.
Den Ene var en lille, fin Student,
saa rød og hvid og spinkel som en Pige.
Han syntes være nitten Aar omtrent;
hans store brune Øjne syntes sige,
at det var første Gang, at han var sendt
paa Farten ud i Verdens store Rige.
Han satte frejdig frem som almengyldig
sin Tro, at Sejr og Fryd blev Kampens Løn,
thi det var simpelthen Vorherre skyldig
ham som hver anden ærlig Danmarks Søn.
Han sendte op til Danebrog paa Stangen
en Elskers sværmeriske Øjekast,
og jublende istemmede han Sangen
Den Anden v a r en Bondekarl, lidt tyk,
med Kornblomst-Øje, Adfærd sat og rolig,
med Haar saa tæt og gult som modent Byg;
han tav, men passede sin Madkurv trolig.
Studenten raabte til ham: „Hvilken Lykke
som Landsoldat at drage nu afsted!”
Han svared, men blev ved sit Sul at tygge:
„Det er der ingen større Morskab ved.”
— „Jo,” raabte Ynglingen, hvis Øjne funkle,
„se, hvor den himmelfaldne Fane vajer,
der altid bar de Danske frem til Sejer
fra Volmers Tid hen over Bølger dunkle!
Søkonger ere vi af nordisk Sæd;
der ruller Vikingblod i vore Aarer,
vor Fjendes Blod skal hævne alle Taarer,
som vor forpinte Moder, Danmark, græd!”
... Her kom en vældig Slingring: Vikingsønnen
fik sin Lyrik i den forkerte Hals;
han holdt sig fast, men kunde allenfalls
kun tale fort med Klukken og med Stønnen:
„Mod Venderne til — av — til Dyst vi stævne,
som Absalon vi — uh — gjør blandt dem lyst,
vort Spær skal — puh — faa Brynjer til at revne,
naar tæt vi fylkes — av — aah — Bryst mod Bryst.”
Han maatte standse, thi mens Skuden dybt
i Vandet dukked, Alt sig i ham hæved;
der gødes ud i Havets dunkle Krypt.
Den Kultus smitted. Bondekarlen maatte
udover Rælingen, hvorved han sad,
sin Mave for dens rige Indhold blotte;
han sukked, mens ham Vand i Øjet traadte;
„Der ligger al min Moders gode Mad!”
Men heldigvis blev Begge strax kurerede,
da Fod de satte paa den faste Jord,
og alle Tre blev sammen indkvarterede
i Flensborg, i den danske Del mod Nord.
Og deres Vært, en gammel ærlig Skipper,
strax sagde langsomt i sit brede Maal:
„Hør Folk — fra dette Sted I ikke slipper,
før vi har drukket Danebroges Skaal.
— Tag med saa mange, Stuen den kan rumme!
jeg har en gammel, rar vestindisk Rom,
hvoraf jeg brygger Jer en Punschekumme
og en endnu, saasnart som den er tom”.
Vor Helt tog strax Ideen op med Glæde;
den gamle Sømand saare godt han led,
som der han stod saa undersætsig, bred
i Jakken af det tykke, mørkblaa Klæde,
imens hans Tænder langsomt Skraaen sled.
Hans store lysblaa Øje aabned sig
saa trofast ud mod den, med hvem han talte,
at det umiddelbart hans Tanke malte,
som gik fra Hjertet ud den lige Vej.
Flux fòr den unge Krage ud i Staden,
og som det gik ved Biblens Gjæstebud,
han vraged ikke, søgte ikke ud,
men indbød, hvem han netop traf paa Gaden
med sjællandsk, fynsk og jydsk og lollandsk Tale,
af hver en Stand fra alle Landets Egne,
Kommis’er, Haandværkssvende, Bønderkarle;
Studenter, der bar Frø til Belletrister,
til Præster, Dommere og Journalister;
desuden ikke faa Seminarister,
der vistnok alle bare Frø til Degne.
Den gode Skippers Hus blev godt besøgt;
tre fire Borde fik han sammen rykket,
og ved den øvre Ende selv han brygged
sin Punsch med megen Grundighed og Kløgt.
Den dufted lifligt i den hele Stue,
hver Landsoldat dens Aande suged ind,
og mens den blussed højt i blaalig Lue,
iskjænked Værten den med Smil paa Kind.
Saa tog til Orde han: „Hør gode Venner,
vær allerførst velkommen i mit Hus!
Jeg kjender nok den Skik at spinde Ender
paa mange Alen, naar man ta ’er en Rus.
Men denne Skik er grim. Naar man vil drikke,
saa skal man synge, snakke lidt i Smug,
men disse lange Præk’ner duer ikke;
man har jo nok af Vrøvl til daglig Brug.
Dog vil jeg bede Jer i dette Lag,
mens end for Lystighed vi have Stunder,
at drikke Skaalen for det røde Flag,
som jeg i mange Aar har faret under.
Jeg tjente, hvad jeg ejer, ved min Skude,
saa Flaget har vel været mig til Gavn,
og jeg har glædet mig, naar jeg var ude
og saâ det flagre i en fremmed Havn.
Og jeg tør sige, jeg har ej det sveget,
thi aldrig fòr jeg under fremmed Klud;
dog har jeg aldrig elsket det saa meget,
som fra den Tid, da det blev værst skjældt ud.
I dette Land dets Kaar har været drøje;
men nok derom! Nu skal I have Tak,
at I for Flaget vove vil Jer Trøje.
Skaal for vort Flag! og ingen mere Snak!"
Med fyldte Glas man rejste strax sig op
og vilde ud i Tavshed Skaalen drikke,
men vor Student formaaede det ikke;
der sad en Taledjævel i hans Krop.
Han raabte højt: „I Hedenold paa Thinge
Højnordens Sønner spared ej paa Ord.
Hvi skal da ikke nu Livsordet klinge,
da vi er bænkede ved Gammensbord?
Hvorfor ej mane frem, hvad Saga prented
med mageløse Runer paa sit Skjold:
Hvorlunde, da den blinde Vermund vented
at se sin Søn i Tyskerjættens Vold,
hans Søn, den Intet mælende, da vejed
to Tyskere med Skræp, sit gode Sværd.
Saalunde Danskerne har altid plejet
at tie, men at slaa i Ledingsfærd.”
En dæmpet Fnisen lød om Bordets Rund;
da slog paa Skuldren ham den unge Krage
og hvisked til ham: „Gjør som Uffe Spage,
slaa løs i Morgen, hold i Dag Din Mund!”
Men den Slags Folk er af godmodig Art;
den skikkelige Fyr blev knap fornærmet,
han knipsed kun sin Ven paa Frakkeærmet
og snoede sin Quasi-Knevelsbart.
Nu brummed Skipperen: „Jeg sa’e jo før,
at man skal synge lidt, naar man vil drikke,
for ellers bliver Halsen noget tør.
og uden dette glider Punschen ikke.”
Studenten brat sit Taleruheld glemmer,
han raaber: „Syng det gamle Bjarkemaal!”
og „Sol er oppe” kraftig han istemmer.
Flux ved hans Side braste løs et Skraal
af to Seminarister. Alle følte,
de maatte kunne fylde Kirkens Kor,
men kun den Ene kunde Visens Ord,
den Anden bare Melodien brølte.
En Smedesvend fra Kjøbenhavn, som fandt,
at dette Foredrag var for højtideligt,
med Vittigheder afbrød Sangen ideligt
og jodled som Tyroler-Ferdinand.
Studenten standsede og spurgte vred:
„De kjender bedre Sange, kan jeg tænke?”
og Svaret lød: „Ja Satan —” (saa en Ed)
„jeg kjender alle dem fra Behrends Enke.”
Mens nu de mest banale Viser løde
om „Ægtestand, o søde Ægtestand”,
om „Lotte, der i Fønix fik en Mand”,
om „Jomfru Rask, der pryglede en Jøde”;
mens Alles Kinder blussed flammerøde,
og Sveden flød fra Panderne som Vand,
sad vor Student og grundede alvorligt,
med Sindet tynget af Melankoli.
Han havde aldrig tænkt, det var saa daarligt
bevendt med Folkets Sans for Poesi.
Og da man saa brød op, og næsten Alle
besværligt dinglede mod Døren hen,
og Nogle saâs døddrukne om at falde,
blev atter sorrigfuld vor Ungersvend,
som ellers ganske flittig havde været
til Værtens dybe Glas at stikke ud.
Han havde aldrig tænkt, at Folket næred
en slig Foragt for Sædelærens Bud.
O hvilken Pine! Førend Morgengry
den stakkels Fyr ad Landevejen spanker,
og i hans Hoved, der var tungt som Bly,
det vrimlede af melankolske Tanker,
der, Smedehamre lig, i Hjernen banker;
Oppakningen har sagtens virket med,
thi pludselig faldt Fyren om i Skarnet,
hvori hver Fod til Anklerne sank ned.
Da raabte Smeden: „Op med Pigebarnet!
jeg synes, hun paa Dansegulvet gled.”
Den unge Krage med et hurtigt Spring
var hos ham, rejste ham og spurgte: „Lyster
Dig endnu mer af Krigens Romantik?”
Men Bondekarlen sagde Ingenting,
han tavs og trofast ved hans Side gik
og slæbte hele Tiden hans Tornyster.
— Erfarne Folk vil vide det for vist:
Naar Tømmermænd huserer i vor Hjerne,
da vækkes den moralske Alvor gjerne,
da har Samvittigheden ingen Frist,
men Naget steger Sjælen paa sin Rist.
Saa gik det og Studenten denne Dag;
den Rus, han Aftnen forud havde drukket,
han mindedes med Ruelse og Nag.
„Nej aldrig mere i mit Liv”, han sukked,
„jeg smager Spiritus. Jeg sværger højt,
at aldrig jeg det ækle Tøj vil røre.”
Da sagde Bonden: „Det er altfor drøjt,
det Løfte burde ingen Kristen gjøre.”
— „Hvordan?” udbrød Studenten; „naar jeg vil,
jeg trodser Fristelser langt mere store.”
Da svared Karlen: „Nej, naar man skal more
sig rigtig, maa s’gu Brændevinen til.”
Men Pinslerne var endnu ikke endte.
Studenten var jo ikke vant at gaa
tre fire Mil med tunge Støvler paa;
hans sønderrevne Fødder sved og brændte,
tilsidst han kunde næppe paa dem staa
og maatte næsten segne under Kvalen.
Da Regimentet nu en liden Stund
holdt Rast paa Vejen, tager Bondekarlen
Feltflasken frem og holdt den for sin Mund,
tog sig et dygtigt Drag — ah — hvor det smagte!
derpaa han Flasken til Studenten rakte
og sagde med en rolig, myndig Kraft,
som kun hos gamle Praktici man finder:
„Held nu en Snaps i hvert et Støvleskaft,
saa skal De bare mærke, hvor det linder!”
Hans Blik sig med Triumf mod Krage vende,
imens han hvisker med et fiffigt Grin:
„Han maatte ligegodt tilsidst bekjende,
at der er meget Godt ved Brændevin.”