Hvorfor er Du saa kjedelig og gnaven,
at næppe man et Ord kan af Dig slaa?
Igaar ved Forestillingen i Haven
var du saa munter og saa rar som Faa.
Et Par af Dine Viser af Din Skuffe
jeg tog, og begge skaffed mig Applavs,
imens Amanda — uh — den gamle Sluffe!
kun disked op med sit forbrugte Snavs.
Du er jo dannet, klog, og i et Nu
Du skriver Viser, der er rigtig Slag i;
sig, hvordan kan Sørgmodighed faa Tag i
et Menneske, saa lykkeligt som Du?
Du har en Kjæreste, min Dreng — om ej
hun just er smuk — hun er ved Gud dog tækkelig;
hun følger Dig paa hver en Livets Vej
og elsker Dig — ja elsker Dig forskrækkelig.”
— Der laa de slængte paa den grønne Høj
i Ly af Brombærbusken, over hvilken
fra Havet Morgenbrisen sagte strøg
og pusted ud i Smaaballoner Silken
af hendes Shawl, hvormed hun let drappered
sit Legems øvre Del og Barmen høj,
der ej af noget Snørliv var generet.
Under det stive Skjørt stak frem koket
en lille Fod, der saa behændig krummed
sig som en Kattepote, smidig, let,
i Strømpen af Trikot, der stramt den rummed.
Den ene Slæbe havde sig forvildet,
og ned ad Bakkens Skraaning var den trillet.
Han svared ej — han hørte vistnok ikke.
Ud over Havets Blaa, hvor Lyset gnistred,
han stirrede med halvt tillukte Blikke.
„Jeg har dog aldrig sét Dig saa forbistret.
Hvad fejler Dig? — o Gud! — Du mangler Mønt;
syv Daler kan Du faa hos Din Louise,
skjønt med Fortjenesten det gaar kun tyndt;
for Dig jeg gjerne sælger min Chemise.”
Han klapped hendes Haar, og tørt han lo,
men flygted atter hen i Drømmelandet.
„Men hvorfor bliver Du dog ved at glo?
Hvad Morsomt er der ved at sé paa Vandet?
Nu skal jeg sé at muntre Dig, min Søn;
jeg kan en Dans — Cachucha nok den hedder;
Musiken til den er særdeles kjøn;
af en Veninde, der Theatrets Bræder
— det kongelige, Du! — saa tidt betræder,
Figurantinden Rosalinde Grøn,
har jeg den lært en Gang. Nu jeg den danser,
saa kommer Du vel nok til Dine Sanser.”
Paa Hosesokker stiller hun sig op
i Højens vaade Græs og Skjørtet letter,
og Shawlet som et Skjærf om Skuldren sætter,
og eftergjør med Knepsen Kastagnetter,
og snor med Smidighed sin unge Krop.
Samtidig sang hun Dansens Melodi;
og da saa Sang og Dans var vel forbi,
med udbredt Favn hun kasted sig paa Knæ
og trykked mod sit Bryst, der vældigt gynged,
hans Hoved op; men som et Stykke Træ
det koldt og dødt paa hendes Skulder tynged.
„Hvordan? Var Dansen ikke rigtig smuk?
og Melodien mageløs forførende,
og ikke, som Amandas Viser, rørende
og fuld af Taarer, Snøften eller Suk?”
Han svared ikke — rev sig gnavent løs;
da sprang hun op og vrissede med Nakken:
„Du er en vakker Herre! Det er Takken,
fordi man danser som en Gadetøs
paa Hosesokker og bli’r vaad om Benene.
Ja sé — paa Strømpen har jeg revet Hul,
fordi jeg skured Hælen imod Stenene.
— Aa nej — bliv ikke vred, min egen Unge
Maaske var Visen Dig for sorrigfuld?
Saa sang hun løs igjen af fulde Lunge:
„Vide omkring maa jeg vanke,
ejer hverken Hus eller Vraa.
Snart skinner Solen den blanke,
snart sig de Regnskyer sanke,
stedse jeg synger og danser,
altid med Roser mig kranser,
er saa Himlen graa eller blaa.
Slaaet er Aftenens Time —
hører I Glasklokken kime?
Syng og drik, mens I formaa!
Sidder en Grubler i Stuen,
sur og tvær, tavs som en Blok,
slaar jeg af Ho’det ham Huen;
op farer Fyren med Gruen,
Pilen fra Øjet jeg sender,
Hul gjennem Vesten den brænder,
— Hjertet fænger mere end nok.
Favnen imod mig han breder,
sukker og raser og beder.
Blomster gro paa vindtørre Stok.”
Sangen var endt. Han foran hende stod
og sagde smilende: „Farvel, min Pige!
En føje Stund jeg dvæled i det Rige,
hvor Du er Dronning, og en Dronning god.
Men sér Du, der er andre Lande til,
som jeg maa alle møjsomt gjennemvandre.
Farvel — og bring min Hilsen til de Andre!
God Lykke her i Livets Gjøglespil!”
— „Men er Du rasende? O Gud, o Gud!
Kan nogen Troløshed dog være værre?
Og det skal kaldes for en dannet Herre?
Jeg dør af Sorg! Det holder jeg ej ud!
Amanda! Hjælp! Hr. Pfingstenmayer! Madam!
Ja, lad kun rolig — lad kun uforfærdet!
Nu skal det hele Selskab sé Din Skam
og vidne, hvor Dit Hjerte er forhærdet.”
Fra nære Værtshus, tæt ved Højens Fod,
ved Raabet vakt, kom hele Banden ilende.
I Slaabrok af Kattun tilsyne lod
sig Demoiselle Amanda, bittert smilende;
nu rødned Sminken ej den hule Kind,
men Haaret struttede af Papillotter.
Madamen sine højst rebelske Totter
med Fingrene stak under Kappen ind;
Natkappebaandene som Faner vajer,
og Kroppen bovner under Trøjen rød.
Tilsidst med langsomt Skridt Hr. Pfingstenmayer
kom, tyggende paa Sild og Smørrebrød.
„Was giebt’s?” lød strax Madamens gnavne Stemme,
da hun sin skjønne Primadonna saâ
med begge Arme vildt i Luften slaa
og derpaa Hænderne mod Hjertet klemme.
Med en af Hulken afbrudt Røst hun mæler:
„Han — hvem jeg elskede til Raseri,
forræderisk sig fra mit Hjerte stjæler,
og siger ligefrem, det er forbi.”
— „Aa Gud, min Pige! faar først nu Du Kundskab,”
Amanda overlegen tog til Ord,
„at ej man høster Andet her paa Jord
af Elskovs korte Fryd end Sorg og Ondskab?
Skjønt ung endnu, jeg kjender det fra Grunden.
Jeg har havt Masser Elskere; de svor
mig alle Troskab, brugte store Ord;
En raabte: Nu er Idealen funden.
Og han stak ogsaa af. Men hvis Du tror,
at Nogen af dem saâ mig rase, tude,
saa tror Du fejl. Nej, jeg er altfor stolt.
Men Taarerne, det mig i Løn har voldt,
har vædet mangen Nat min Trækkepude.”
Men vor forskudte Dido fandt ej Smag i
Amandas bittersøde Trøstetale;
hun sagde vredt: „De Herrer var da gale,
som blot i otte Dage fandt Behag i
at kysse nogle røde Sminkeklatter.”
Fra bleg blev purpurrød Amandas Teint,
hun over Hænderne Louise tjatter,
og der var sikkert blevet Haandgemæng,
hvis ikke Madam Pfingstenmayer myndig
imellem begge havde stillet sig
og mælt med en Kommandostemme fyndig:
„Halt! kein Skandal und keine Flegelei!”
Den unge Krage gik, mens det stod paa
til Huset ned; den Smule Tøj, han ejer,
han pakker sammen og vil til at gaa;
da sér han bagved, sig Hr. Pfingstenmayer
med Fredens milde Smil paa Læben staa:
„Zum Abschied, guter Herr — en lille Bajer!”