Mekanisk drog han hjem. Hans Fader skammed
ham daglig ud. Han hørte, sløv og lammet,
paa Talen, som den ikke kom ham ved.
Han var jo tryllet til et andet Sted,
hvor Tanken i en stadig Rundkreds svirred,
som Myg om Flammen, om hans Hjertekvide;
med Mindets Naale han i Saaret pirred,
som om han fandt en Vellyst ved at lide.
Tilsidst han flyr igjen. Han aner ej,
hvad egentlig han vil. Ved Nattetide
han gaar og gaar, til paa en Landevej
han fandt sig selv i Morgentaagen skride.
Hen over knoldet Mark og over Grøfter
han styred Kursen; og da han var træt,
lidt friere det spændte Bryst sig løfter,
og Modet hæver sig med trodsigt Sæt.
„Hvad er det saa ? — en Drøm, der maatte svinde;
man dør vel ej af sligt et Æventyr.
Hvor var hun dejlig, denne unge Kvinde!
men — ja — han havde Ret, den gamle Fyr.
Som agtbar Ægtemand at tjene Føden
med Slid og Slæb til Hustru og til Børn,
at lære danse som en stakkels Bjørn
og ikke turde brøle højt i Nøden,
det passer slet for mig! Nej jeg vil ned
i Kjældren blandt den rigtige Kanaille,
hvor Lampen oser, Væggen staar i Sved,
hvor Hulens Nymfe aldrig bliver vred,
naar haardt man kryster hendes føre Taille.”
Hvad om en Skæbnens Magt det ledte mildt,
— hvad eller det kun var en ren Tilfældighed —
ved Vejen, saa han, laa et Hus med Skilt,
hvorpaa der malet stod en Kongekrone
og under den „Privilegeret Kro”,
og fra de aabne Vindver klang med Vældighed
et Bravoraab som Brølet af en Ko.
Ind ad den lave Dør paastand han træder;
en Duft af Stege- og af Støvlefedt,
af Petum optimum og Vadmelsklæder,
af Finkel, Punsch og Øl slog mod ham hedt.
Et Publikum af Slagtere og Bønder,
halvfulde mindst, med Klap og Stokkestød
de musikalske Præstationer lønner,
som fra en sirtsbeklædt Tribune lød.
To Damer sad der: først en ung og kjøn
med et zigeuneragtigt, kulsort Øje
og fyldig Barm, der svulmed mod en grøn
husarbesnoret, luslidt Fløjelstrøje;
den Anden — lidt passée — som lig en Stork
i Vejret spjætted, naar hun skulde tage
de høje Toner, der var noget svage,
og som ved Striber, malt af sveden Kork,
om Øjets nedre Rand og ved det tynde
Lag af Karmin, der var paa Kinden sat,
snildt havde frisket op sin Ungdomsynde,
og smægtende, lig en forelsket Kat,
paa skraa udsendte sine ømme Blikke.
Men en Madam, der Harpens Strænge sled,
som om de skulde briste, syntes ikke
i godt Humeur; især hun skotted vred
hen mod sin fede, rødblaa Ægteherre,
hvis Bas var næsten rustet op desværre,
og som med melankolsk Resignation
halvt sovende faldt ind og Takten nikked,
og drak af bajersk Øl en svær Portion,
og Draaberne af Overskjægget slikked.
Repertoiret var af blandet Art;
den yngre Kunstnerinde gjorde Lykke
ved mangt et „humoristisk” Modestykke,
som frem hun kvidred som en lille Sisken,
hvor Rimdaktyler fulgte i en Fart
hinanden ret som Smæld af Ridepisken.
Den Ældres Sange vare mere ethiske,
snart lød der en om „Nattens blege Sol”,
snart gik hun i „Den visnede Viol”
fra det Elegiske til det Pathetiske.
Knap var vor Ven derind i Stuen traadt,
før et Par sorte Øjne mod ham sendte
saa varme Straaler, at han saâ, han godt
strax kunde blive Cavalier servente.
Han mumled ved sig selv med Haan: „Nu vel,
da dog mit Liv skal bruges til at gjøgle,
jeg vælger Narrens Maske, Brixens Smæld
for Brystets Ridderkors og Bagens Nøgle.”
Han kræved Punsch til Kunstnertruppens Brug
og rykked Stolen henad mod Tribunen,
og lige under Flammeblikkets Lynen
han trykkede den Skjønnes Haand i Smug.
Det led en Slagter ej, som sad i Stuen,
mod hvem hun forhen havde vist sig huld;
kjækt paa hans Øre sad Søløvehuen,
hvorunder blinked Ørenringens Guld;
det lange Hageskjæg, der paa den røde,
i kraftig Sløjfe bundne Halsklud hang,
den gule Frakke med det brede Skjøde,
det flotte Sprøjt, hvormed han helt behændig
udspyttede sin Skraa en enkelt Gang,
ham gjorde til en rigtig Landsbydandy.
Han snakked højt om kjøbenhavnske Drenge,
der skulde holde sig i Skindet smukt,
hvis ej de vilde prøve Slagtertugt;
men han paa Gjensvar vented ikke længe.
Den nye Gjæst tilraabte ham: „Hold Mund!”
Den lange Slagter uden al Ilfærdighed
sig vendte om og sagde: „Kom De kun!”
Saa tog han Frakken af med rolig Værdighed:
„Nu er jeg færdig; vil De træde an!”
Da flokkedes omkring dem alle Mand;
men da en anden Slagter vilde tage
sin Kammerats Parti, med stræng Retfærdighed
en Kalvekusk holdt kraftig ham tilbage
og sagde nikkende til En og Anden
i Kredsen: „En om En, og To om Fanden!”
De tvende Kæmpere hang ærligt i,
og drøje Slag paa begge Sider vanked;
og Resten af sit Hjertes Raseri
den unge Krage ud paa Slagtren banked.
Til Alles Studsen fik han Overmagt,
og Egnens stærke Mand blev overvunden
og blev i gjennemprygiet Tilstand bragt
af Stuen ud, mens som en Sørgevagt
hans Venneskare fulgte ham. Med Grunden
stod Kalvekusken lidt og sagde blot:
„Det Slag fra neden af — det sla’er De godt.”
Forresten Sejerherren fik at mærke,
at slig en Slagterhaand er ikke blød;
han følte alle sine Lemmer værke,
hans højre Øje brændte som en Glød.
Han kom i Seng og slumred hurtig ind,
men vaagned ved at mærke Nogen bøje
sig over ham og kysse paa hans Kind
og — lægge vaade Klude paa hans Øje.