Hver Dag randt hen, som om det var en Fest;
af Liv og Aand den stærke Gubbe sprudled,
han syntes næsten yngre end sin Gjæst,
og aldrig havde noget Stygt besudlet
hans barnlig-rene Sjæl. Han var en Præst
for Skjønhedstankens store Aabenbaring
i Livet og Naturen, og han saâ
det Hele som et prægtigt Kunstværk staa
i en platonisk, ideal Forklaring.
Skjønt fra en Tid, da man romantisk drømte
om Blomsten Underskjøn og stirred paa
Fata Morganas Stad i Luftens Blaa,
han helt besindig og godmodig dømte.
Han sagde selv: „Jeg drak vel tysk Likør,
og tidt endnu et lille Glas mig kvæger,
og hvis jeg ej i Hovedet bli’r ør,
det skyldes Grækerne og Oehlenschläger.
Jeg stirred vel paa mangen Gaaderune,
paa mangt et farvespillende Symbol,
men Gud ske lov, mit brede jydske Lune
holdt Tanken bort fra mangen Kapriol.”
Helt tidt i Talens Løb han ivrig sprang
saa let som nogen Yngling op fra Stolen
og hented ned en Græker fra Reolen;
da lød hans Røst med Malm og Ungdomsklang,
naar han fortolkede de Gamles Sang:
snart stormed vildt Akillevs frem i Slaget,
snart Zevs’s Torden om Promethevs braged,
mens denne haanede den nye Gud;
Kong Oidipus sin Jammer aanded ud;
Ifigenejas Hjemve bønlig klaged
„som enlig Isfugls Sang paa nøgne Fjeld”;
Platanen bredte ud de Skygger svale,
og under takket Løvværks brede Tjeld
til Faidros toned Sokrates’s Tale.
Af Billeder han maned frem en Vrimmel
i Dybet af den Unges Fantasi,
der jublende imellem Jord og Himmel
sig svang som Fuglen, der er bleven fri.
Og tidt, naar Natten over Jorden hvilte,
og hele Huset dybt i Slummer laa,
den unge Mand i Havens Gange ilte
og kunde hele lange Timer gaa;
og hine Skikkelser, han havde skuet
opdukke nys af Poesiens Væld,
betog ham mægtigt i den tavse Kvæld,
og medens Hjertet slog, og Øjet lued,
de voxed frem, vandt Liv og Kjød og Blod;
den gamle Have blev hans første Scene,
Kulisserne var Hasselbuskens Grene,
og højt paa Himlen Lysekronen stod.
Og hine stærke Længsler, som med Vildhed
før i hans hele Væsen sled og rev,
en andagtsfuld Tilhørerskare blev,
der lytted til og glæded sig i Stilhed.
— Hvor var han lykkelig; hans Kaos nu
en plastisk Skaberhaand gav Kosmospræget,
han var saa glad, han var saa blødt bevæget,
en mild Tilfredshed varmede hans Hu.
I Haven løb han tidt omkring og leged
med Børnene Tagfat. Han og den Lille
gemytlig til hinanden sagde „Du”,
og hendes største Morskab var at drille
ham rigtig ilter. Naar han sagde „s’gu”,
hun lo, saa Taarer ned ad Kinden trille.
Men med den ældre Søster — som forklarligt —
gik kun en stakket Tid det saadan til;
den skjære Hud med Blodets fine Spil,
to Øjne, der kan sige hvad de vil —
Sligt er jo altid overmaade farligt.
Først fandt han, at han burde trodse stoisk,
og tænkte paa saa mangen sølle Herre,
der halve Snese Aar trak om heroisk
med Kjæresten, som Hesten med en Kærre.
En skjønne Morgen han af Sengen fór
med Ærgrelse, fordi han sidste Aften
var smeltet hen, og med et Slag mod Bord
han søgte atter frem at mane Kraften.
Javist! Just nu hun ud i Haven traadte,
og al hans Stoicisme smelted brat;
Avriklen sad paa hendes lille Hat
og nikked skjelmsk, som vilde den ham spotte.
Han maatte ned i Haven. Hvilken Pragt
og hvilken Ungdomsfylde i Naturen!
Der stod den store Guldregnsbusk ved Muren,
klædt i sin grønne, guldbroderte Dragt;
sødt Krydderdufte gjennem Luften bølge,
mens Lyset sitrer i Skjærsommerglans;
de hvide Sommerfugle snart sig dølge,
snart dukke frem i lynsnar Flagredans.
Den unge Pige kom saa venlig mod ham,
og Talen tog paastand sit vante Fald;
han følte, hun paa hvert et Punkt forstod ham,
naar varmt han talte om sit Kunstnerkald.
Hun sagde: „Før, naar Bedstefa’er forsøgte
at tolke for mig, hvad han rundt omkring
i gamle Bøger fandt af skjønne Ting,
saa fik jeg Lyst af Stuen ud at flygte;
thi naar han læste, syntes jeg, at fjerne
utydelige, stærke Stemmer sang,
men — ja — jeg skræmmedes ved deres Klang;
saa søgte ud i Mark og Skov jeg gjerne,
jeg syntes Jordens Blomst og Himlens Stjerne
var bedre Tolke for mit Hjertes Trang.
Men naar De taler med mig om det Samme,
som Bedstefader læser af en Bog,
saa tror jeg, at jeg bliver mere klog
paa Digternes forunderlige Sprog;
ja hør — jeg mærker Noget i mig flamme.
Jeg tidt har tænkt derpaa, men aldrig fundet,
hvad Grunden var.” Med Smil den unge Gjæst
til Orde tog: „Jeg tænker, det er grundet
deri, at lige Børn de lege bedst.”
Hun rødmed let og drejede sig halvt,
thi ved hans Ord hun følte Hjertet banke,
især da tungt hans Blik paa hende faldt,
som vilde Sjælen helt deri sig sanke.
Men da han vilde tale, sagde hun:
„Hør — Bedstefa’er studerer, og min Søster
med sine Billedbøger sig forlyster.
Aa, tag en Bog og læs for mig en Stund!”
„Ja det forstaar sig.” Løbende han for
i Kamret op, og uden lang Betænken
han tog en Bog, som fandtes paa hans Bord,
og snart de sammen sad paa Havebænken.
Men hvilken ondskabsfuld, drilagtig Nisse
drev med de unge Hjerter her sit Spil?
Den Bog, han havde fundet, var tilvisse
den allerværste Bog, som vel var til.
Da stærkt mod Hjertet strømmed hendes Blod,
hun havde trængt til en, der kunde svale
som Sommerskyens Draabe mild og god,
men hed som Sydens Vin var Bogens Tale.
En Elskovshymne, Alting overbrusende,
rev Begge som en Hvirvelstorm afsted
og løfted dem paa Ørnevingen bred
igjennem hele Universet susende,
til i Orangens Lund den daled ned,
med Farveglød og Duft hver Sans berusende.
Ak, det var Romeo og Julie. Denne
berømte Scene først i anden Akt
vort unge Par saa vidt alt havde bragt,
at, uden at han vidste det, om hende
han fik sin Arm i kraftigt Favntag lagt.
Gud véd, hvornaar det havde faaet Ende,
hvis ikke pludselig en rolig Stemme
— som fra en anden Verden — havde sagt:
„Min Pige, Du maa ej vor Frokost glemme.”
Aldeles modsat Husets vante Skik
de tavse sad om Bordet, og de Unge
ned i Tallerknen sænked deres Blik,
og over Gubbens Pande Tanker tunge
som melankolske, lange Skygger gik.
Men da han rejste sig, han sagde blot:
„Aa hør, Hr. Krage, lad os to spasere;
jeg føler mig lidt mat og ikke godt
i Stemning til, som ellers, at studere.”
I Tavshed mod den nære Skov de skrede,
den Gamle standsed ved en Skovsøs Rand,
hvor Bøgegrene hang som Skjærme brede
og strøjfede det dunkelbrune Vand.
Imellem fint og saftigt Enggræs kikked
Forglemmigejer frem som Øjne blaa.
„Det Sted” — den Gamle mæled — „synes skikket
til en fortrolig Passiar at faa.”
De satte sig — han greb den Unges Haand
og trykkede den inderligt og længe
og talte saa med ømt bevæget Aand,
med Klang af alle Sjælens milde Strænge:
„Paa Deres Pande har Vorherre sat
det Stempel, der betegner en Udkaaren,
der er til Kunstens store Gjerning baaren:
at svinge Faklen højt i Livets Nat.
Men den, der bærer Aandens Adelsmærke,
er viet ind til Gang ad Klippesti,
og han maa binde sig med Tove stærke
til Værn mod hver Sirenemelodi.
Og skal en Kvinde følge slig en Mand,
saa maa hun eje dette Mod, der synger
en Jubelsang paa Afgrundssvælgets Rand
og lér, naar Broen over Dybet gynger.
En kjælen, blød Natur, der fæsted Rod
i fredet Jord, i Ly bag Havens Gjærde,
vil hemmende sig vikle om hans Fod
og ved sin tavse Bøn ham selv forfærde.
Tro ingenlunde, at jeg kaster Vrag
paa hvad der voxer i min lille Have;
det Mod, der holder ud fra Dag til Dag,
mens Livets Bølge gaar sit jævne Slag,
det er tilvisse en velsignet Gave.
Til langsom Kamp, fordelt paa tusind smaa
Skjærmydsler mod det Dagligdags og Flade,
der kræves ogsaa Mod og Troen paa
Livspoesiens Ret paa hvert et Stade.
Var De den Mand, hvis Syssel trued med
at gjøre Synet sløvt for Sol og Stjerne,
hun skulde hindre Dem at drages ned,
hun skulde nænsomt om den Sangfugl værne,
der, gjemt i Deres Hjerte, lønligt led.
Men gynge paa de store, dybe Vande,
hvor ej det tunge Blylod finder Bund,
at se fra Svimmelsti paa Fjelderande
Taagernes Boltren dybt i Kløftens Grund,
at færdes i det Pludselige, Bratte,
fra Højt til Lavt foruden Overgang,
det Liv kan hun ej leve, men kun skatte
formidlet gjennem Billed eller Sang.
Og De — med denne trodsig-stolte Higen,
med ildfuldt Blod og muskelstærk Natur —
ej tæmmes maa i Deres Opadstigen
og stænges ind i et idyllisk Bur.
Riv Baandet over, før det er for silde,
førend det strammes med en saadan Magt,
at hun ved Bruddet sig forbløde vilde
og visne i sin Ungdoms fejre Pragt.
O, list Dem bort, sig hende ej Farvel,
det vilde blæse Gnisten op i Flammer;
vel vil hun sikkert mangen ensom Kvæld
saa stille græde i sit lille Kammer;
dog tror jeg næppe, hun endnu er bøjet
saa stærkt, at ej hun rejser sig igjen,
endnu kan friske Briser tørre Øjet
og vifte Sorgens Uvejrsskyer hen.”
Den Gamle tav. Det var som Røstens Mildhed
end sitrede med dæmpet Efterklang
i sagte Susen mellem Løvets Hang;
den Unge sad en Stund hos ham i Stilhed,
da med et heftigt Ryk han op sig tvang
og løb i Skoven ind med hastigt Fjed;
han aned ikke, hvorhen han det retted,
men det gik over Rod og Stub afsted,
og Grenene, som hemmende sig fletted,
brød han itu og langt afvejen smed.
Han følte noget Dumpt og Dødt i Brystet,
der lammed kvælende hvert Aandedrag,
det stærke Legem knuget blev og rystet,
og Blodet pressed paa; hans Hjerteslag
dundred som Hamre gjennem alle Aarer.
Da sank han, tvungen af sin Byrdes Læs,
og brød i Hulken ud foruden Taarer
og trykked Panden mod det vaade Græs.