Hvor bar ham rask afsted hans unge Fod!
Hvor slog ham Vaarens Aande stærkt imøde!
Af klæbrigt Hylster spæde Blade brøde,
og fine Planter dækked Træets Rod.
„Kun fremad, frem — ud i den store Vaar,
hvor Skoven alt de høje Haller tjelder,
hvor Foraarsvinden suser i mit Haar,
hvor Lærken højt om Livets glade Kaar
med Jubeltriller hele Verden melder.”
Ja det gik frem — han vidste ej hvorhen —
han drak en dygtig Rus af Foraarsduften,
han kasted Hatten syngende i Luften,
og lo, naar ej han fanged den igjen.
Det syntes ham, den vide Verden loved
ham lutter underfulde Æventyr,
fantastiske som hine Kuglesky’r,
der, mens de vælted over Skovens Hoved,
blev snebedækte Bjerge, Kæmpedyr.
Ved Landevejen, tæt ved Skovens Hjørne,
han vege Poppelkviste svaje saâ,
og prægtigt tegned sig mod Luftens Blaa
det nys udsprungne Grønt paa Gjærdets Tjørne;
i Haven gjemt en venlig Bolig laa.
En munter Latter klang ham kjækt imøde,
og noget Hvidt med bugtende og bløde
Kontourer skimted han i Havens Gang;
med et Par Sæt han over Vejen sprang
og op paa Gjærdet. Tvende Piger fore
afsted i lystig susende Tagfat.
Hver sprang saa lydløst som en lille Kat
hen over Bedenes Lavendelkrat;
den Lille fanged jublende den Store,
og en Duet af Latter klang i Sky;
den Ældre lidt sin hvide Kjole hæved,
de lette Fødder hen ad Gruset svæved,
og Legen hurtig kom i Gang paany.
Men midt i Farten standsede den Lille,
den Fremmede paa Gjærdet blev hun vár
og staar et Øjeblik i Gangen stille,
paa én Gang hun mod Huset Flugten ta’r.
Den Voxne stak i Løb; idet hun vilde
forfølge hende, løber hun mod Gjærdet,
men studser brat og standser hel forfærdet.
Karminrødt lægger sig paa hendes Kind,
fortonende sig ned ad Hals og Skulder,
hvorpaa en Strøm af blonde Krøller ruller,
og med en Vending, let som Skovens Hind,
gjør hun omkring og søger ogsaa Huset;
af Synet helt betaget og beruset,
han stod endnu, mens Lokken tæt og kruset
henflagred i den muntre Foraarsvind.
Da klirrer Dørene til Havestuen,
en gammel Mand med Slaabrok, Pibe lang
gaar ud og letter hilsende paa Huen
og styrer mod den Fremmede sin Gang.
Hans Haar var snehvidt, men en stærk og sund
Natur stod malet i hans Øjne brune;
om en bevægelig og fyldig Mund
der spillede et lyst, et frejdigt Lune.
„God Dag, Højstærede! træd indenfor!
jeg bliver ikke som et Raakid skræmmet,
jeg glæder mig af Hjertet, hver Gang vor
beskedne Bolig gjæstes af en Fremmed.”
De traadte ind, vor Ven var lidt forlegen
og mægted næppe nok at sige Tak,
Situationen var jo noget egen.
„Naa, sæt Dem ned og gjør nu ingen Snak!
De ser, at Frokostbordet alt er dækket.
Kom saa? Hvor er I? lille Anna, svar!
Aa, Herre Gud! Kom ind, Du lille Nar,
hvorover er Du bleven saa forskrækket?”
Strax ad den aabne Dør nu træder ind
de tvende Piger Haand i Haand tilsammen,
og endnu gløder blussende i Flammen
den Voxnes fyldige, ovale Kind.
Dog hilser høflig hun den unge Mand,
mens Munden til et lille Smil sig trækker;
den Lille bag ved Søsteren sig dækker,
af halvkvalt Latter Øjet staar i Vand.
Vor Helt blev ogsaa rød, da op han sprang,
hans Komplimenter vælted et Par Stole;
den Lille skjulte sig bag Søstrens Kjole,
men sejrende en Barnelatter klang.
„Naa, Vildkat, naa, sæt sig saa hen og spis!”
den Gamle brummed. Og ved Glassets Klinken
brast snart Forlegenhedens tynde Is.
Vor Helt var sulten og gik løs paa Skinken.
Samtalen flød saa herlig, let og fri,
den Gamle flittig for dem begge skjænked
og gav sin Gjæst, der tæt ved ham sad bænket,
af alle Tre en kort Biografi:
Hans Datters Børn de unge Piger vare,
hun døde, da den Yngste nys var fød,
og kort derefter fulgte Fadrens Død.
„Jeg selv er Medlem af den store Skare
af Pensionister; jeg var Overlærer
ved Kolding Skole; jeg min Afsked tog,
da vi en tynd, moderne Filolog
til Rektor fik, der talte som en Bog,
og som fortalte mig — ja mig, som ærer
de gamle Grækere, som alt mit Liv
har søgt hos dem min bedste Tidsfordriv,
han kunde ikke bruge mig som Lærer,
thi jeg forklared galt en Optativ.”
Naa — det var noget for den unge Krage;
af Græsk han aldrig havde fattet Stort,
og Optativ just i hans Skoledage
ham havde allehaande Knuder gjort.
Den Gamle syntes ham en Forbundsfælle
i hans Protest mod sligt et Snerperi,
han svang sit Glas og raabte muntert: „Ih,
saa kan jeg Dem blandt mine Venner tælle.
Jeg hader alle Slags dresserte Dyr,
hvad for Slags Kunster end de kunne lave,
om de kan kro sig med en Rektormave,
hvad eller gaa i præsteligt Postyr
og brøle op i Kraft af Naadens Gave
i Helligdommen som en Himmeltyr,
om de som store Virtuoser bænke sig
i Lænestole om Salonens Bord,
og la’r de værste Børster, man kan tænke sig,
opfodre dem med ferske Smigerord.”
Og nu fortalte han ham sin Historie
og den Skandale, som han havde gjort.
Den Gamle lo og sagde: „Ikke stort
er det bevendt med Deres Martyrglorie.
Og hvis Forfængeligheds Dæmon ej
ved Bøn og Faste De formaar at baste,
De tvinges ind paa den profane Vej
og naâr ej op til Kunstens Præstekaste.
Derhjemme var De bleven slemt forkludret,
bad Dem nu i Naturens Bølge ren,
tro ikke, Livets store Strøm er mudret,
fordi De snubled i en Rendesten.
Bliv De hos os, saalænge De har Lyst!
den gamle Skolemester har havt Ære
a f mangen Lærling før, hvis unge Bryst
var Jordbund for en simpel, ærlig Lære.
Og hvis jeg piner Dem med græske Gloser,
og synes De, jeg er en bladløs Tjørn,
saa spring i Haven om med disse Børn!
dèr véd jeg da, De har to friske Roser.”