Salen glimrede de tændte Kroner;
man havde spist og røget sin Cigar. —
Den første Modeskuespiller ta ’er
sin Plads ved Flyglet og slaar an dets Toner.
Hvad giver De? — „En Bellman!” lod hans Svar.
Og Damerne (den Aften var der Damer)
de lægge Ho’derne paa Siden ømt;
om denne Kunstner havde tidt de drømt,
han var jo saa pikant i Scribes Dramer.
Man flokkes om ham, man anticiperer
den store Nydelse med henrykt Sind;
kun en af Vinen døsig, ung Grosserer
i Sofahjørnet sagte slumrer ind.
Skoflikkeren, der Mollberg gav „på truten”,
fordi han spillede den polske Dans,
blev foredragen med en Elegans,
en let Hengliden, saa at paa Minuten
det Hele blev forvandlet til en Krans
af smaa Pointer; Mollberg og hans Fjende
blev nette Folk med Alunshandsker paa,
og Kroen kunde ikke mer man kjende,
det var som en Koncertsalon man saa.
„Saadan skal Bellman netop foredrages,
det Raa hos ham skal idealiseres,
det Slibrige skal smagfuldt effaceres;
naar Sligt med fine Hænder foretages,
saa kan han selv af Damer godt goûteres;”
saa mæled med Begejstring Frøken Skrut,
Forstanderinde for et Institut.
Men — som vor Kunstner for Beundringsklubben
just foredrog den sidste Strofes Ord
da hørtes der et Næveslag mod Bord,
saa Lysekronens Kupler klang og klirred
og: „Fy for Fanden, det er splittergalt!”
lød fra en Røst, der stærkt af Harme dirred.
Knap Frøken Skrut et Rædselsskrig fik kvalt,
og Skuespilleren fór op forvirret
og vendte sig mod den, der havde talt.
Det var den unge Krage. Midt i Salen
han stod med Blus i Blik og Glød paa Kind,
og Faderen, hvis Harme kvalte Talen,
fór hen imod ham som en Uvejrsvind
og stammede: „Din dumme Hvalp — Du tør —”
„Aa Gud — han aner ikke, hvad han gjør,”
tog Kunstneren til Orde, overlegen,
og slog med Hovedet, saa hans Frisure
forandredes og antog strax en egen
theaterheltemæssig flot Tournure.
En højst forlegen Tavshed fulgte paa,
en Myg man havde kunnet høre flagre;
Grossereren fra sine Drømme fagre
fór op og helt forfærdet om sig saâ.
Samvittigheden slog ham, og han troede,
at det var ham, som Alle agted paa.
Hr. Krage havde fattet sig imens
og sagde til sin Søn: „Gaa op, min Gode,
og gaa i Seng, men frygt den Konsekvens,
at Du faar ondt i Morgen i Dit Ho’de.
Og Sønnen gik, men der var lagt en Dæmning
for Glædens Strøm, saa den randt ikke fort,
slet ingen kunde komme mer i Stemning,
derfor man tyede til at spille Kort.
Hvor var Hr. Krage opbragt, da man skiltes;
Sligt vilde han ej havt for nogen Pris;
hans Sindsbevægelse og Harme stiltes
ej ved et stort Glas Sodavand med Is.
Hans Hænder knytted sig, hans Tinding banked,
og for hans Øre ringed det og sang,
febrilsk paa Kryds og Tværs omkring han spanked
og følte til en Heltegjerning Trang.
„Jeg strax vil vække ham og strængt forkynde,
at Sligt jeg ikke taaler i mit Hus,
der hidtil havde Ry for Smag og Ynde;
det kommer der af denne Sus og Dus;
min Fadermyndighed skal nu begynde
at vise sig i romersk Strængheds Form.”
Sin Vest han retter og sit Halsbind knapper
og farer som en mægtig Vredesstorm
til Sønnens Dør op ad de mange Trapper.
„Men hvad er det? — Er det en Deklamator?”
Han hørte tydelig en kraftig Røst
udtale nogle Ord af fulde Bryst;
forbavset standsede vor Prokurator.
„Den stilles maa, den Banken i min Barm,
den komme maa, den Tid, da ej i Fængsel
jeg rusker vildt i Gitter og i Hængsel
og ej fortærer mig i kraftløs Harm.
Ja, jeg maa ud, hvor under Stormens Tag
De stive Træer smidigt maa sig neje,
hvor store Skyer under lystigt Jag
med revne Rande over Himlen feje.
Ja, jeg maa have Luft! i Stormens Bad
min unge Glæde skal sin Frihed fejre
og bort med Latter Smaaligheden vejre,
som sammenhobed i mig Haan og Had.
O, I Menageriets Dyr, som nu
til Lirekassens Klang paa Bagben springe,
I skal ej mer forbitre mig min Hu,
min Fløjte skal Jer snart til Krumspring tvinge.
Men jeg maa have Hvile til mit Hoved,
naar jeg paa Stormens Dag har let mig træt;
jeg vinde maa, hvad Drømmene mig loved,
naar ind de spandt mig i det bløde Net.
Fra Skyens Rand maa Hun til Jorden dale
og brede Favnen ud i stille Bo,
hvor Hjertets Ord som Natvioler gro
og aande Duften ud i Briser svale.”
Hr. Krage tænkte: „Det er ganske kjønt
og ikke daarligt af en ung Studerende;
det er, hvad Tanken angaar, lovlig grønt,
og Noget af det lyder irriterende.
Hvad vil han grine ad? Ad mig vel ej?
Jeg lider ikke den Tendens til Latter,
Og hvem er denne Hun? — Den Skrædderdatter
her ligeoverfor? Jeg haaber nej.
Hm! skulde mon en Digter i ham bo?
Af alt det Krimskrams i hans Skolebøger
jeg synes snarere, man skulde tro,
at han var Maler. Men ifald han søger
ad Digtekunstens Vej at vinde Navn,
saa maa en Konferens han absolvere
i Æsthetik, og jeg kan til hans Gavn
med Tiden Recensenterne traktere.
Naa — lad ham hvile ud i Søvnens Favn,
i Morgen kan jeg jo moralisere.”
Hr. Krage gik og sig i Seng forføjed;
den næste Morgen tidlig op han gik
til Sønnens Dør for rigtig med Ethik
at muntre ham — men da var Fuglen fløjet.