Det kan vel ligge tyve Aar tilbage,
da Byens første Prokurator, hvem
de største Boer betroedes, hed Hr. Krage.
Den Mand var en Mæcenas i sit Hjem;
hans Hus stod aabent for enhver Poet,
hver Billedhugger, Skuespiller, Maler,
som han af Pressen havde stemplet sét,
hvis Anerkjendelse var ham omtrent
som Stemplet paa et retsligt Dokument.
Han Gilder holdt, hvor allehaande Taler
og Vine potensered Aandens Evne,
man sang og læste op og deklamerede,
filosoferede, æsthetiserede
og var af Produktionskraft ved at revne.
Hans Boligs Udstyr viste, at hans Skik
var ikke den at spare angst paa Skillingen;
han kjøbte — efter Bladenes Kritik —
en Mængde Ting paa Maleriudstillingen;
hans Bøger havde „komponerte” Bind
og straaled gyldent ned fra Skabets Hylde,
og under Lysekroners blanke Skin
Klaver og Sang med Toner Salen fylde.
En Gang da slig en Fest var endt, Hr. Krage
gik op og ned igjennem sine Stuer
og kaldte Dagens Nydelser tilbage.
En livlig Rødme paa hans Kinder luer;
Champagnen stødte mildt ham op i Næsen,
hans Nerveliv i sagte Sitring kom;
han drak et lille Glas Guavarom,
det stemte skjønt i Harmoni hans Væsen.
Han nynned ved sig selv de Melodier,
som nys saa lifligt fra Klaveret klang;
mens hans Havanarøg i Kreds sig svang,
til Mindets Nydelse han helt sig vier.
Da det tilfældigvis var stjerneklart,
han i det aabne Vindve hen sig stilled
og blev sentimental: en Taare trilled
ned i hans anglomane Bakkenbart:
O Kunst — o Kunstnere! jeg elsker Eder!
I vugge sødt i Glemsel Dagens Kiv,
med gavmild Haand I Poesien spreder
hen over mit møjsommelige Liv.
O, maatte dog min Søn til Kunstner voxe
oh hævde til det stolte Navn sin Ret!
Men — uf — han bliver vist en rigtig Oxe,
i Skolen faar hvert Øjeblik han Slet.
Student han være skal til næste Aar,
saa er han det — om ej han bliver Andet,
saa har jeg ærlig gjort, hvad jeg formaar
for at faa Tølperen gjort klassisk dannet.
Men tænk, om Skæbnen nu ham vilde unde
Geniets Himmelgave ved sin Gunst,
saa han en Gang, naar han blev voxen, kunde
erstatte, hvad jeg har lagt ud til Kunst.
Tænk, om jeg kunde høre Poesier
af ham i denne Sal til Glassets Klang,
hvad eller se hans egne Malerier
beundres paa Charlottenborg en Gang.”
Nu — Sønnen var en lang og kluntet Dolk
med Dinglekrop og store løse Lemmer,
der gloede distrait paa alle Folk,
og sine Ting i Skolen tungt han nemmer.
Og hvad det Værste var: i Disciplin
var han af Alting allermest tilbage;
det ærgrede Hr. Prokurator Krage,
der selv en Lovens Mand, en dannet, fin
beleven Mand, ej kunde Sligt fordrage.
Den Dreng var uklar, taaget, dvask og sky
og kunde Intet klart og grundigt fatte,
men alle sine Bøger, gamle, ny,
bemalte han med Ugler, Marekatte.
Som Barn beundred man hans skjønne Blik,
og en Poet erklæred det for svømmende
og Barnets Aand for dyb-romantisk drømmende
med Aarene den Skjønhed rent forgik.
Men Fyren blev Student en skjønne Dag
som tusind Klodrianer før og siden;
hans knebne Haud gav kun en saare svag
Forhaabning om, at noget Studiefag
ham vilde fængsle specielt med Tiden.
Ja snart kom andre Sorger til:
Hr. Krage hørte, han en Knejpe søgte,
hvor „Sjavs” man spillede og andre Spil,
som ej for Elegance havde Rygte.
Han lured Sønnen op en Nat paa Trappen
og saa, han bragte hjem en vældig „Bjørn”;
da hylled han som Cæsar sig i Kappen
og mumled: „Man har Sorg af sine Børn!”
Om Morgenen han gik til Sønnens Kammer,
af Ethos og af Pathos sammenstøbt,
og i en Fløjels Slaabrok værdigt svøbt,
med Øjet funklende af Vredens Flammer.
„Hør mig, Dit utaknemmelige Barn!
Mens jeg mit Hus til Skjønheds Tempel danner
og planter i det Poesiens Banner,
Du vælter kynisk Dig i hæsligt Skarn.
I mine Sale troner Zevs og Hera,
Du glædes ved en Kjælderpiges Grin,
jeg skjænker Léoville og Dry Madera,
Du drikker Punsch — ja maaske Brændevin.
Hvad vil Du dog paa Steder, hvor den fæle
brutale Raahed opslaar sit Pavlun?”
Da rejste Sønnen sig af sine Dun
og sagde rolig; „I maa ej mig kvæle
i Jeres Atmosfære blød og lun,
hvor Alt er dæmpet af, hvor Alt er mattet,
hvor Alting bliver skyldigst applaudert,
hvor hvert et Menneske er slikket, glattet
og forud i sin Rolle instruert.”
— „Men de, Du træffer i den skidne Kro,
hvor aldrig jeg gad sætte mine Fødder ... ?”
— „Ja, Fader, det er gyselige Rødder,
men de er pudsige — det kan Du tro.
Barberen græder, naar han bliver fuld
og slumrer derpaa sødt med Vand i Øjet;
Borgermajoren griner saa fornøjet
og holder Taler om den Kvinde huld,
hin Sydens Blomst i Nordens kolde Lande,
der er som Rosen favr og tro som Guld
og tørrer Sveden fromt af Mandens Pande,
imens den døve Farmacevt hans Ros
afbryder brydsk med Skjældsord imod Kællingen,
der altid vasker Gulv og svider Vællingen
og skjælder ud, naar Manden vil til Kros.
Det er dog Mennesker, som ligne Dyr;
de fra Salonen ligne Marionetter,
dresserte Hunde, der paa Bag sig sætter.”
„Se, se — hvad Pokker gaar der af den Fyr?”
Hr. Krage sagde ved sig selv — „saameget
han har ej talt — jeg tror — i Aar og Dag.
Jeg maa dog have undersøgt den Sag,
han har dog muligvis — hvem véd? — et eget
Talent i Bellmans eller Hogarths Smag.”
Han rømmed sig og drejed sig paa Hælen
og gik med langsomt Skridt af Stuen ud;
hans Søn trak Dynen over Sengefjælen
og slumred ind saa rolig som en Gud.