Vi kender den, den kostelige Skare
af Typer, som hans Kunst til Liv har bragt,
en Række friske Skizzer, som ved klare
og kække Linier os betog med Magt.
I Aand, ej blot i Sprog de danske vare;
og mild var Latteren, som de har vakt.
Lig Digteren — hans Ven fra Skolens Bænke —
han turde ej i Kunsten saare, krænke.
Den Overgivenhed, som Romantiken
gav Baggrund i hans glade Ungdoms Gry,
hint Hostrupsk-skjælmske Smil, lig Solens Kikken
en Sommereftermiddag bag en Sky,
og hin Godmodighed i Polemiken
mod aandig Søvn i lave Stuers Ly,
det elsked han og tolkede saa gerne,
det var paa Kunstens Vej hans Ledestjerne.
Som faa han tumlede sig bredt og kjækt
bag det, hans Samtid holdt for Kunstens Grænse.
Naar Lieutnant Buddinge løj rigtig frækt,
hvor kunde Latter vore Lunger rense!
Men, da der kom en anden Digterslægt,
han helst paa dens Figurer lagde Trense.
Da Ibsens Spot han fandt for haard og blodig,
han gjorde Daniel Hejre selv godmodig.
I Livet derimod hans Læbe spændte
sig som en Bue, skød saa mangen Pil
med skarp, satirisk Od, der sved og brændte,
da tog hans Vid en mere dristig Stil.
Fredspiben snart han dog med Fjenden tændte,
og naar hans Sind blandt Venner var i Hvil,
og naar man hos ham sad i Hjemmets Stue,
man mærked Hjertets store, varme Lue.
Hvor holdt han af at le! Jeg kender Ingen,
med hvem jeg bedre kunde sammen le.
Snart endevendte han parodisk Tingen,
saa man den fik paa Hovedet at se;
snart gik han en Filister løs paa Klingen,
men kunde dog som Alvorsmand sig te,
saa Fyren, der mistænkelig først skotted,
med prægtig Fjollethed sig ganske blotted.
Haardnakket Troskab var hans Væsens Grund.
Hans Liv og Kunst bar begge af den Mærket,
og alle Drømme fra hans Ungdoms Stund
blev gennem alle Skuffelser forstærket.
Som med den unge Plougs Studentermund
han talte end om Norden, Enhedsværket,
der skulde rejses lig Aladdinsborgen
med Spir, som flammed i den røde Morgen.
Vi Yngre fandt vel tidt de Vaaben rustne,
han hented fra det gamle Arsenal,
for os var den Slags Illusioner brustne,
vi gennemgik en Skole for brutal
men, naar han raabte: I er visne, gustne!
og hug mod Bordets Plade sin Pokal,
saa lo vi ikke. — Der var Ild i Øjet!
Vi for den ældre Mand til Side bøjed.
Brat stivned Velklangskilden i hans Bryst;
de stærke Læber ikke mer sig krumme
til Viddets bratte Spring i Ordets Dyst,
ej mer han leger Kispuds med den dumme,
forlorne Værdighed af Hjertens Lyst.
Men nu skal Danmarks Panteon ham rumme
som den, der ægte danske Typer tolked,
— en Digtekunstens Sædemand blandt Folket!