Hvor mon bedst din Aand jeg træffer?
... En hellenisk Purpuraftenstund,
naar de hvide Relieffer
skinner mod Metopens Farvegrund,
naar den stadbeskyttende Athene
sig i Solens Guldglød løfter ene
paa en sydlig Himmels dybe Grund,
i den Old, Helleneraanden,
i sit Dødssuk endnu skøn og stor,
ramt til Døden, kækt, trods Vaanden,
brydes med det stolaklædte Kor,
i de vilde, sønderrevne Tider,
da i Følelsesveer tungt sig vrider
den med nye Fostre svangre Jord?
da fra Jorden Tanken skræmmet
ned i Kaos’ Afgrund søger Ly,
da fra Dagen den som fremmed
til Mystikens Erebos maa ty,
hvor Ekstasens vilde Blaalys glimter,
hvor det lange Dødningtog man skimter
sitrende igennem Mulmet fly?
Vil din Aand mig Stævne sætte
hos Vafthrudner under Fjeldets Væg,
hvor den hundekloge Jætte
mumler Gaader i sit Istapskæg;
hvor det sidste Spørgsmaal Odin hvisker,
mens den vrede Storm fra Norden pisker
Snestøv i hans side Kappes Læg?
Eller skal din Aand jeg finde
blandt de Tro, der lyttede hin Gang,
da fra Bjergets høje Tinde
Kærlighedens store Hymne klang
paa hans Læber, fra hvis skønne Billed
Dogmers Overkalkning du har pillet,
tvunget af dit Hjertes Sandhedstrang?
Følger Faust du, da paa Gaaden
han sit Øje havde stirret træt,
mens han søgte efter Traaden
gennem Verdenslabyrintens Net,
til han hilses højt af Englelæber:
„Den, der altid trofast op ad stræber,
kan vi løse, kan vi frelse let?”
Saa jeg spurgte mange Gange,
naar jeg saa et Billed af din Aand
spejle sig i Sagn og Sange,
iført fjerne Tiders Klædebon.
Men, saasnart jeg skuede din høje,
ranke Vækst, dit dybe Granskerøje,
og du varmt mig rakte Broderhaand,
følte jeg: Den Aand jeg træffer
bedst, hvor frem den spired kærnesund
hvor Naturen Relieffer
hugger i Granitens brune Grund,
hvor igennem Granskovskatedralen
Stormens Tuba blæser selv Koralen,
paa det gamle Sverrigs faste Grund.
Did du alle Skatte bærer,
som du samled paa din stille Fart
gennem Seklers Tankesfærer;
dér du ordner dem saa smukt og klart
til et Arsenal med ædle Vaaben,
slebne blankt til Kamp i Marken aaben,
Sværd, hvis Egge sløves ej saa snart.
Højt skal dit Museion rage
over hver forvitret, sort Kolos,
som fra Middelaldrens Dage
byder Lys og Liv og Glæde Trods,
frit gaar Luftens Dans i Søjlehaven,
frit gaar Solens Spil langs Arkitraven
paa din Kampestens Peripteros.
Templets Celle har du viet
til et Panteon for Lysets Mænd,
de, som drog mod Tyranniet
med Begejstring Friheds Sværd fra Lænd,
de, der Faklen længst i Mulmet førte,
de, der Hjertets Sangbund dybest rørte,
de, der gav for Sandhed Livet hen.
Søg i Templet ind, I unge
svenske Mænd! Bøj Øret til hans Røst,
naar fra klangrig Digtertunge
Frihedshymnen stiger fra hans Bryst!
Lad hans ædle Granskeraand Jer tvinge
til i Friluft, kækt paa Tankens Vinge
ret at tumle Jer med Liv og Lyst!
Og du selv, du Tempelbygger,
hil dig, som jeg ser dig sidde dér
drømmende i Søjleskygger
i et guldgult Eftermiddagsskær!
Tæt imod dig ser jeg lænet hende
staa, den fromme, hjertevarme Kvinde,
fin som Eders bløde Birketræer.
Tak, at du mig vilde kalde
Broder, da vi saâs paa Sverrigs Jord!
Ja, vi maa vel fylkes alle
Smaa og Store til et sluttet Kor.
Kampens Lurer alt i Luften lyde ...
Gid af Stridens Mulm der frem maa bn
Aandens klare Dagny over Nord!