Det var en Søndag Nat; men Morgenlyset
med hvide Striber meldte sig i Øst;
det var den tavse Stund, da Kuldegyset
med Isnen stemmer for Naturens Bryst;
et lidet Tog drog hjem fra natlig Lyst,
højt havde nys de glade Sange larmet,
af Ekko vugged’ over Sø de lød.
Nu var den Ild, der Alle havde varmet,
i Foraarsmorgnens strænge Køling død.
Man naaede Østerport. Den gamle Vold
var nylig overklædt af grønne Masser,
hvis svulmende og bølgende Terrasser
saa sagte bæved under Duggen kold.
Der gik vor Helt med sine nye Venner,
af hvilke Læseren alt nogle kjender;
de kom fra Skoven, fra et lille Sold.
De havde luftet sig fra Støvet, Røgen
og druknet Sorgen i den vaade Grav;
hvis Nogen lyrisk havde hilst paa Bøgen,
saa var det løbet ganske stille af.
Nu standsed Toget, saâ hen over Byen,
der hvidblaa baded sig i Dæmringsskyen,
hvoraf først Spir og Taarne toned frem,
mens Gavles brudte Linier skare Luften;
nu mærked man, at man var kommen hjem,
nu maatte Drømmen vige for Fornuften.
Og Krage saâ, paa mangt et Ansigt dukked
et Mismods- og et Træthedsudtryk op,
og mangen ungdomsrank og smidig Krop
som under et usynligt Aag sig bukked.
Da sagde han: „Hvad om en Fe Jer lukked
ud fra Jert sorte, giftopfyldte Hul
og lod Jer aande Himlens Luft for Kul,
mon da I stod og krymped Jer og sukked,
fordi det hen mod Arbejdstiden led?
Naar Tanken ej af Bulder mer blev sløvet,
mon da en Mand, hvis Haand var stærk og øvet,
gad hyle over Udsigt til lidt Sved?”
Han fik til Svar: „Ifald Du kjender Feen,
skaf os Billet til det Slaraffenland!
jeg finder, meget prægtig er Ideen,
og hvis tre, fire Mark det gjøre kan,
betaler jeg Dig forud her Entreen.”
— „Aa, Feen har I alle i Jert Blod;
det er den Higen, som Jer fremad tvinger;
Entré betales med Jert Ungdomsmod,
ryst det til Gavns, som Guldmønt da det klinger!
Hør, lad os rejse, gjøre Sindet frit
for al den Bitterhed, som her det trykker,
for evigt Kjævleri om Mit og Dit,
for vore egne og vort Samfunds Nykker!
Hvis her vi med et Spring forsøge paa
at komme op fra denne Hulvejs Fure,
— hvori os Verden hidtil vandre saâ,
vil vore Fødder blodige vi slaa
mod høje Skranker og solide Mure.”
En brød ham af: „Nej, vi vil heller lære
at sprænge med lidt Krudt den hele Stads.”
— „Ja” — svared Krage — „det kan gjerne være,
men Stumperne vil slaa os selv i Mas.
Og skal vi dyrisk vælte ned i Mudret
de Spir, hvis Pile kløve Himlens Sky’r,
og bære Vidne om, at hvor forkludret
vor Slægt end var, den var dog mer end Dyr?
Jeg har en høj, en fast, en hellig Tro,
at de, der tungt, med bøjet Ryg maa skride
ad Sukkenes og Sorgens lange Bro,
skal nok faâ Bod for hvad de maatte lide.
Jeg tror, at Lys og Luft vil trænge ned
til dem, der har i Mulmets Strømme vadet,
men Midlerne dertil er Kjærlighed,
ihærdig Grandsknings Flid, og ikke Hadet.
Ja, flere Slægtleds allerbedste Kræfter
af varme Hjerter og af skarpe Tanker
maa strænges an, før det til Væxt sig ranker,
som nu de store Masser sukker efter.
Jeg nægter ej, jeg har den Mening havt,
jeg kunde blive hine Massers Værge,
men jeg tog fejl; jeg ejer ej den Kraft,
der sprænger brat en Tunnel gjennem Bjerge.
Jeg er kun Jeres Kammerat og Ven.
Min Smule Kraft, den vier jeg til Eder;
vil I til mig Jer trøstig give hen
som til et lille Vennesamfunds Leder,
saa lad os drage ud og søge os
et Sted, hvor vi som frie Mænd kan virke,
hvor Intet vækker os til Had og Trods,
hvor Skoven er vort Værksted og vor Kirke,
hvor vi kan Spaden eller Øxen svinge
saa stolt, som nogen Ridder svang sin Klinge.”
— „Hurra for Krage!” lød det højt i Kor,
„her er min Haand, min Ven! Det er et Ord,
saa vil med Dig paa Æventyr vi drage!”
Men den, der før faldt ind med sin Kritik,
tog ham til Side lidt og sagde: „Krage,
slaa ikke mere op, end Du kan bage!”
— „Min Plan var lagt før dette Øjeblik,
og Pengene, dem, tror jeg, jeg kan skaffe.
Vær rolig, jeg har gjort mit Overslag.”
— „Du skaffer Mønt! Det er en anden Sag,
saa vil jeg, før vi skilles, give Kaffe.”
... Hr. Prokurator Krage saa paa Sønnen
som paa en knap tilregnelig Person,
da fast og rolig han kom frem med Bønnen
om Penge til en slig Expedition.
Men da han saa ham staa saa stor og stærk,
faldt det ham ind: „Han dûr vist ej til Andet
end til at øve Haandens grove Værk;
og paa den anden Side maa je g skjønne
paa det, at han dog ikke her i Landet
vil gaa og slæbe Kul og grave Brønde;
det vilde dog genere mig forbandet.
Naa derfor vil jeg ogsaa være flot;
hans Mødrearv jeg strax ham udbetaler.”
Han gav sin Søn en fire tusind Daler
og lovede ham fler, hvis det gik godt.
Han rørtes ved sit eget bløde Hjerte
og tørred Øjet, der var blevet vaadt;
og mulig følte han en Rest af Smerte
ved Tanken om sit Haab, der nu notorisk
var for bestandig lagt i Gravens Skjød:
at Navnet Krage blev en Gang historisk
og vilde straale, naar han længst var død.