„„Gal leder Blind! ja det er Tidens Pest.”
Mon nogen Læge for den finder Kuren?
Hm — man kan fristes, lig en kulret Hest
til vildt at løbe Panden imod Muren!
Se — Millioner under Slid og Sved
og uden Aandens Lys i Aaget trælle,
imens den fade Middelmaadighed
sig breder i sin Herskerstol med Vælde!
For Massen al Slags hule Skvalderord
agerer Frelsens Budskab, Visdoms Tale,
og: Verdens Herrer Sagen sløvt beglor
og brummer ved det flotte Middagsbord:
Det har s’gu ingen Fare, de er gale.
Men denne Galskab higer efter Blod
og efter højt at svinge Hævnens Brande
og vælte Alt, hvad højest, rankest stod,
til Undergang i Kaos’ sorte Vande.
Mon der vil fødes En med Kæmpetanke,
med Kjærlighedens Alterild i Bryst,
med Ord, lig Druen fra den ædle Ranke,
hvoraf den Sørgende kan suge Trøst,
med Daad, som vejer op hans Ord tilfulde,
som vise kan den Frysende et Hus,
den Sultne Brød og ikke blot vil lulle
os Jordens Børn i Himmeldrømmes Rus?
Og jeg — ja jeg har villet spille Rolle
som Orfevs, flytte Stene med Musik,
derfor min styltespankende Lyrik
til Latteren har artigt maattet tolde.
Men kan den store Brakmark ej mig bruge,
saa maa jeg søge mig en lille Plet,
hvor resignert jeg grave kan og luge
og bringe hvert et Jordlag til dets Ret.
Og først naar jeg ved brave Fællers Side
haandterer Spaden under Arbejd drøjt,
min Røst jeg løfte vil til Opsang højt
og bringe det til muntrere at glide.”
Med den Slags Tanker gik vor unge Ven
i mange Dage om, distrait og ene;
saa gik han atter til hin Knejpe hen,
der havde været hans Fiaskos Scene.
Det var hans Hensigt nu at se og tie
og til Personers Studium sig vie.
Hver Gang den populære Smedesvend
og Skrækkenborg sig højest producerede,
han med de Andre skyldig applavderede,
men stræbte lønlig, om han kunde naa
de yngste Folks Fortrolighed at vinde;
han vilde deres Tankeliv forstaa
og ej Systemer bygge op i Blinde.
Han raabte aldrig op, han talte sagte
om hvad de leved i, om Dag og Vej;
han slynged ej rhetorisk ud abstrakte
Idé’r, som blæser op, men mætter ej.
Der sad en Fyr med milde, lyse Blik
og kruset Ynglingsskjæg om Mund og Hage.
Med ham sig indlod strax den unge Krage;
den Anden paa hans Spørgsmaal frejdig svared,
at han var ansat ved en Sømfabrik,
men at til Søs han fordum havde faret
og havt sit Arbejd ved Maskineriet
i store Skibe, døjet meget Ondt.
„Er De da nu tilfreds med Deres Dont?”
— „Tilfreds? — aa ja — man finder sig vel i’et,
saa længe man er ung og godt ved Kræfter,
men slemme Tider kommer siden efter;
for dem man nok kan ønske sig befriet.”
— Vor Helt ham spurgte: „Tænker tidt De paa
det aabne Hav og Himlens høje Blaa,
og maa De ikke mange Gange savne
det raske Liv i Sydens fjerne Havne?”
— „Jeg tænker paa det uden mindste Rørelse,
det var saa sjældent, at jeg kom i Land;
i Rummet saâ man ej det aabne Vand,
og Ild og Kulrøg, Hjul og Oliesmørelse
det lugter og ser ud om Bord som her.
Nej, Rejser er Skam ikke meget værd.”
— „Saa? — Ikke én Erindring er tilstede,
hvorved De mærker Længsel eller Glæde ?”
Det unge Menneske lidt kejtet lo
og svared efter nogen Tøven: „Jo;
en Gang i Cadix’ Havn ved Indelukket,
hvor jeg blev næsten stegt, jeg op var stukket
paa Dækket, som de bare Fødder brænder;
der staar jeg svedt og skiden som en So,
kulsort paa Ansigt, Arme, Bryst og Hænder.
De skulde sét et Syn! Som Blod saa røde
er Vand og Luft; den hele By og Strand
ser ud som en gevaltig Ildebrand;
og lige ud for Skibet, paa den øde
og tomme Kaj jeg øjner Noget staa
og hvidt igjennem alt det Røde skinne.
Jeg saâ tilsidst, det var en Spanierinde
med snehvidt Shawl og snehvid Kjole paa.
Hu! — hendes Øjne de var meget blankere
end Stenkulsperler, sortere end Ravnen,
og hendes Rejsning den var meget rankere
end noget Fartøjs rundt i Havnen.
Og De maa ikke tro, hun stod der dvask
og gloede blot: hun sang; og hendes Trille
langs hen ad Vandet leged Smut saa rask,
som om den dovne Sø hun vække vilde.
Det kribled lige ned i mine Tæ’r;
op med et Sæt paa Rælingen jeg springer
for dog at komme hende mere nær!
Men strax en Latter ud imod mig klinger,
just i det Øjeblik, da hun mig sér;
— det er en appetitlig Kavaller,
har hun vel tænkt. Og jeg, jeg tumled ned,
og havde jeg mig ikke taget i’et,
jeg havde tudet højt af Arrighed. —
Nej, Svin de kommer ej i Kancelliet.”
En sur og muggen Karl, hvis Næses Lød
Formodning vakte, at hans Appetit
til Gjenstand havde kaaret Akvavit,
med Suk sit tomme Glas tilbage skød.
— „Nej — Kristian Nikolajsen — véd Du hvad?
det Værste, som en Mand kan foreta’ sig,
er Giftermaal. Min Ven, vær bare glad,
at denne spanske Tøs hun grinte a’ Dig.
Ja, mens man har et Pigebarn til Kjæreste,
er hun behagelig og karesserende,
men Konerne — af dem er det de Færreste,
som ikke bliver yderlig generende.
Lad Kjæresten først Dug og Disk erobre,
saa biir hun griset, sjuskevorn og fæl;
og er det En, som hører til de Propre,
saa er hun arrig, som den Lede selv.
Min er nu arrig, Jensens der er skiden;”
— her peged han i Talen hen til Siden
paa En, der svared strax: „Der er ved Gud
ej vasket Plet paa hendes hele Hud.”
Nu græd den sidste Taler, men den første
til Krage sagde: „Kan De nu forstaa,
at Folk som jeg til Kroen søge maa,
og jeg er bleven til en fugtig Børste?
Naar hjemme man maa leve som en Hund,
naar Mutter gjør med Ungerne Spektaker,
og de saa vræler op de sølle Stakler,
saa har man en gemytlig Aftenstund!
Vi maa dog hvile os. Den fine Sort
kan hvile ved Klaverspil og ved Bøger;
det er man ikke oplært til, man søger
sin Hvile ved en Snaps og et Slag Kort.
Ja véd De hvad? Har man en lille Snitser,
saa er det li’som man fik Vinger paa;
man trænger til i Bordet Slag at slaa,
man føler sig saa stor, man river Vitser.
Man føler sig til Mand i Huset skabt,
naar man gaar hjem fra Kro en Aften silde,
og siger til sig selv: Hu — hvis jeg vilde,
saa maatte Kællingen dog gi’ fortabt.”
— „Snak” — lød det fra en noget ældre Mand,
der hidtil havde hørt og tiet stille
og ladet Fingrene paa Bordet spille,
„man kan jo ikke mere, end man kan.
En Kone, som fra hun fik Dug og Disk,
har slidt sig op med Arbejd hele Dagen,
kan ikke sprælle som en lystig Fisk;
den Stakkel er foraset — det er Sagen.
Min egen var som Pige af de Vævre,
for der var Staalfjersfart i hendes Gang;
de Sko, hun den Gang gik i, var saa snævre,
som nogen Frøkenbens af første Rang.
Nu vralter hun saa tungt paa brede Plader,
til Slæber bliver alle hendes Sko,
og Næven er saa kroget som en Klo;
men tror I, jeg mit gamle Madskab hader?
Nej mangen Søndag i den varme Sommer
ta ’r vi til Skoven ud med alle Ungerne,
med Surbrød, Sild og Æg i vore Lommer,
og væder Halsen lidt og renser Lungerne.
Dèr lunter jeg og Mutter jævnt omkring
og sér paa Rollingernes Bukkespring.
Der gi’s jo bedre Morskab — det forstaar sig —
og hvis de kloge Ho’der hitter ud
at skaffe os lidt mer i Bøtten, gaar jeg
natyrlig ind paa deres gode Bud.
Men En, som han — den sorte Rad der henne,
der ikke gider selv til Føden tjene,
men æder op sin Kones Arbejd blot —
han kan vel spinde Jer en dygtig Ende,
men skaffer Jer s’gu ej det mindste Godt.”
„Hør, sig mig”, spurgte Krage, „om hver Uge
det Dobbelte De kunde bringe hjem,
hvortil De helst de Penge vilde bruge?”
— „Til at faa Ungerne en Smule frem,
faa banket dem lidt Lærdom ind i Panden,
saa de kan bjerge Føden paa en anden
Façon og uden alt det grove Mas.
Vi Gamle til Fornuft maa ræsonnere os;
vi kommer aldrig til at gjøre Stads,
om de saa vil med Skedevand polere os.”
— „Men jeg vil gjøre Stads,” en Snes Aars Knøs
faldt ham i Ordet i en myndig Tone,
„for jeg har ingen Børn og ingen Kone;
men jeg er Kjærest med en prægtig Tøs,
og hun skal ikke komme til at ligne
om nogle Aar en gammel Gulerod,
men holde sin Kulør som Mælk og Blod
og let, som hen ad Dansegulvet, trine.
Jeg selv vil ogsaa være pæn, saasnart som
jeg kaster væk mit Skjødskind og min Fil,
og jeg vil skyde gjennem Verden Fart som
en Præmiejolle, som en Flitsbu’pil.
Og hjemme vil jeg synge med et Vejr,
der kyser ud af alle Kroge Støvet;
hver ærlig Klejnsmedsvend, som kommer dèr,
skal blive muntret, hvis han er bedrøvet.
Hver Ærgrelse vi ned mod Gulvet smækker,
saa med et Sæt den springe skal til Vejrs,
til Loftet, som en Boldt, en Viskelærs!”
— Familiefaderen paa Skuldren trækker
og brummer: „Jeg er bange for, tilsidst
det Boldtspil ender med, at man Dig lægger
paa Ladegaarden ind som Pensionist.”
— „Saa? Mine Arme de er ganske stærke;
de søgne Dage skal de holde ud,
men Søndag og blaa Mandag vil jeg mærke,
jeg er et Menneske og ingen Stud.”
— „Men fine Folk for Kvæg os æstimerer,”
tog Ordet nu en Blikkenslagersvend;
„jeg har en vindtør Fætter, som studerer;
ham møder jeg hver Morgen; han spadserer
paa samme Tid, jeg gaar paa Arbejd hen.
Han lister sig til Side snu som Katten,
fordi han ikke lette vil paa Hatten;
jeg lader, som jeg ta ’er det meget flot,
men hør — det ærgrer mig dog lige godt.”
Og Krage sad og saâ paa dem, der talte,
hvis Hoveder saa sælsomt traadte frem
paa denne Baggrund, som Tobaksrøg, Em
og bleggult Lampelys helt rembrandtsk malte.
Snart saâ han stivnede, snart slappe Træk,
der viste, Livets Strøm var enten bunden
af Frosten eller ud i Sandet runden.
Hist rev en ung Profil sig løs saa kjæk,
hist flød en anden ud i Dæmringsgrunden;
hist funkled Blikket blankt som Høgeøjet,
der spejder Byttet fra den høje Flugt;
her løb det om, godmodigt og fornøjet,
som ventede det lutter Rart og Smukt.
„Ak!” — tænkte han — „ de unge Slagfjer stækkes,
snart bliver mat og dumt hint Fugleblik,
de glade Illusioners Blomster knækkes,
snart tørres ud hvert Bægers Honningdrik;
de friske Tanker skulle langsomt sløves
i skumle Vraaer uden Luft og Dag,
og Haabets glade Sange overdøves
af Remmes Knirken og af Hammerslag.
Ja, skummer trodsigt i Dig Modets Strøm,
Du kan tilvisse den til Tamhed ave,
hvis Du Aar ud, Aar ind skal staa og lave
kun Skrueho’der eller Støvlesøm.”