Men denne Gang han ej var knust og brudt;
jo mer han tænkte paa Situationen,
desmere latterlig han fandt Personen,
der havde saa forkert af Maalet skudt.
„Jeg er dog en evindelig Fantast!
Naar jeg forsøger mig i praktisk Virken,
saa løber jeg i gamle Drømme fast.
Jeg har jo prøvet paa at bygge Kirken
ved at begynde ovenfra med Spiret —
ja tegner man en Kirke paa Papiret,
saa gaar det meget glat ...”
„Hvor De har Hast!”
en Stemme bag ham lød; og da han vendte
sig om, han paa det skarpe Øjekast
Gaarsdagens Aftens sidste Taler kjendte.
„Vi to” — tog denne alvorsfuld til Ord,
„er Brødre, Forbundsfæller, kan jeg mærke;
den Uret, vi har lidt, har gjort os stærke
i Stedet for at kaste os til Jord.
I Aften Ingen kunde Dem forstaa
undtagen jeg — jeg fatted hele Visen.
Men der maa smøres anderledes paa;
dèr kan De lære Noget af Matthisen.
Sæt De hans Tanker ud i Deres Vers
med Alvorsord, som stikker og som svier;
men De kan gjerne bruge Melodier,
som ellers synges bare for Kommers.”
Han standsed ved et Hus i Borgergade
og peged op med Stokken mod dets Kvist
og sagde dæmpet: „Ingen aner vist,
at her en Reformator har sit Stade,
hvis Gjerning mulig kræver meget Blod.”
Ved Lygteskinnet Krage kunde læse
paa et Slags Skilt i Døren, hvor der stod:
„Louise Châteaupeur, fleuriste française,
au cinquiaème, er oplært i Paris,
besørger Alt af Faget. Billig Pris.”
„Kom med og se mig inden fire Vægge! —
men vogt Dem — Trappen er saa smal og stejl
som Ærens Vej, og hvis De træder fejl,
saa kan særdeles let De Halsen knække.”
De klavred op og tren i Stuen ind.
I Krogen sad i Lænestol en Kvinde;
hun snorked højt; men Lampeblussets Skin
faldt ned paa Bordet, lyste ej paa hende.
Det halve Bord var dækket af en Dug,
oprindelig til Viskestykke kaaret;
den en Tallerken bar, hvis Rand var skaaret,
og viste Spor af ganske nylig Brug.
Paa Bordets anden nøgne Del man saâ
en Hoben Klude, røde, gule, blaa,
Materiale til Fabrikationen
af Blomster, hvoraf nogle færdig laa;
der straaled Rosen, Lilien, Anemonen,
der glødede Avriklen og Pæonen;
den hele Flora vælde frem man saâ
af Kludekrammet ved Imitationen!
Haardt Husets Vært slog Knoen mod sit Bord,
saa hastig op af Søvne Damen fòr.
Ved Synet af en Fremmed lidt hun studsed.
Nu var det ganske tydeligt at se,
hun var saa temmelig i Negligé,
og med et Slags Gevandt sig pænt drappered:
en broget Sirtses Slaabrok — før vatteret.
Hun tager frem paa Husets Herres Bud
a f Kakkelovnen en Assiet og sætter
den hen paa Dugen. Tvende Koteletter
en branket Os i Stuen sendte ud.
Og da paa Værtens Tilbud om at dele
sit Maaltid med ham, Gjæsten sa’: „Nej Tak”,
fortæred hin med Lynets Fart det hele;
hvert Ben som under Ulvens Tænder sprak.
Derpaa han lænede sig langt tilbage
og sine Skuldre op til Øret skød.
Han sagde: „Sig mig, aner De, Hr. Krage,
at naar jeg dør, et Slags Geni er død?”
— „Jeg kjender Dem jo næppe,” Krage svarer.
— „Nej, det er sandt, det gjør De ikke heller,
men det er bedst, jeg Alting strax Dem klarer,
thi, som jeg hørte før af Deres Digt,
har De Geni. Brug kun, hvad jeg fortæller!
endnu har ingen Digter lavet Sligt.
Uægte født jeg er. En Vaskerpige
til Verden bragte mig; mit Fødested
er Fødselsstiftelsen. Jeg maa Dem sige,
jeg føler mig just stolt og glad derved.
Vort Samfund har mig til sin Fjende kaaret,
da det min Fødsel mærked med en Plet,
og derfor er jeg i min gode Ret,
naar jeg til Gjengjæld gi’r det Banesaaret.
Naa — jeg er fostret op ved Prygl og Sult,
men hvert et Slag og hver en sulten Time
er ført til Bogs; den skal betales fuldt
den Dag, jeg kan med Hævnens Klokke kime.
I Skolen vilde de mig prygle til
at tro paa alle deres gamle Fabler,
men om de havde fugtlet mig med Sabler,
med mig de aldrig havde vundet Spil.
Saa blev jeg konfirmeret, afleveret
som Slave til en større Maskinist;
jeg sled for Brødet Dagen lang og trist,
men naar de Andre sig paa Kroer trøsted,
saa sad jeg hjemme, grandsked og studered;
Mathematik jeg læste, Mekanik —”
(Her sendte Krage han et Sideblik)
„Har De studeret Sligt?” — Da denne rysted
paa Hovedet, han trøstig vid’re gik:
„Nu vaktes mit Geni. Jeg gjorde snart
Opfindelser i disse Videnskaber,
Ideer gjennem Hjernen røg i Fart,
— naa — dersom De Taalmodigkeden taber —
saa vil jeg nævne kun den allerførste,
som var at bryde Dampens Verdensmagt
og bruge bar Elektromagnetisme;
mit Navn vil glimre blandt de allerstørste,
saasnart jeg faar Maskinens Mekanisme
i alle Enkeltheder færdig bragt.
Men tænk Dem, da jeg viste min Dessein
til en Professor, uden al Begrundelse
forkastede han den af bar Misundelse
og talte til mig, som jeg var en Dreng.
Ja — vent, I Pak, som nu er kravlet op
ad magelige Trin til Stigens Top,
som ud af Smaafolks Sved har draget Guldet,
snart skal I væltes, trædes ned i Muldet!
Før dette sker, kan intet sandt Geni
fra Folkets Skjød gaa frem til Anerkjendelse;
derfor bør den Slags Folk som jeg og De
først virke for vort Samfunds Endevendelse;
kun det kan løse Aandens Slaveri.”
Da spurgte Krage: „Sig mig nu en Gang,
naar Deres Krig De sejrrig gjennem tvinger,
hvad Løn De saa Dem selv som Chef betinger?”
Et Lynblink frem i Mandens Øje sprang, .
hvori en hed og vældig Attraa knitred;
bredt spændte Munden sig, og Læben sitred,
og som med Møje Ordet frem sig tvang:
„Jeg? Jeg vil nyde — smage, føle, skue,
og jeg vil vugge mig ved fulde Bryster,
og jeg vil drikke af den bedste Drue,
hvorved nu Jordens Konger sig forlyster.
Men Kvinder allerførst! Jeg vil betro Dem,
at jeg er Noget af en Don Juan;
de Kvinder, som jeg møder paa min Gang,
kan jeg betvinge, hvordan end de sno dem.
Det glatte Ansigt nægted mig Naturen,
men det er overflødigt for en Mand,
og jeg fik fuld Erstatning i Figuren;
mød op med den Slags Skuldre, hvis De kan!”
Han vendte sig mod Husets Dame hen:
„Men hvorfor sidder Du i Skyggen, Kjære?
Kom nærmere og flyt Din Stol, min Ven!
— Det er, Højstærede, min ménagère.
Da, led og kjed af dette lumpne Land,
der aldrig har det Store ret forstaaet,
jeg modig dragen var til Seinens Strand,
da traf jeg denne brave Landsmandinde,
et stort Talent, men ogsaa her forsmaaet.
Med Kammerater — Revolutionære —
i en Café chantant jeg hørte hende.
De havde vundet mig for deres Sag
og ivrig raadet mig at lade være
med Studium og Grandskning, til den Dag
vi kunde Fanen frem til Sejer bære
og vælte dette Samfund med et Brag.
Vi applavdered hende, naar hun sang
en rigtig radikal og dristig Vise,
eh bien, elle avec moi bientôt s’est mise.
I al Ting deler hun min Tankegang;
hun vil de radikaleste Reformer,
og hun vil følge med, naar frem jeg stormer.”
— Med Tøven havde Damen vel sig nærmet,
men holdt sit Hoved noget dukket ned,
og med et Tørklæd for sin Mund hun skjærmed.
Men, som hun sad der — sminket, stor og fed,
med Haarets kruste Tjavser ned i Panden,
fandt Krage ud, at det var ingen Anden
end hans kasserte Ungdrømskjærlighed
— Louise, fordum Primadonna i
Hr. Pfingstenmayers Kunstnerkompagni.
Han havde sjældent tænkt paa denne Kvinde,
og som man kyser Fluen med sin Haand,
han havde jaget bort hvert flygtigt Minde,
der ridsed hendes Billed for hans Aand.
Nu følte han, at Glemslens Jordlag skødes
til Side af — han vidste selv ej hvad;
men noget Hæsligt i hans Indre brødes:
en kraftløs Harme, Væmmelse og Had
mod hende, mod ham selv, mod hele Livet
med dets mefisto-agtige Logik,
der straffer Rusen af hver daarlig Drik,
hvortil man sansesløs har hen sig givet,
med Morgendagens væmmelige Kvalme
og Nøgterhedens Klarhed, der formaar
at rippe op Samvittighedens Saar
og faa Pailletkostumet til at falme,
som før man tog paa Puf med frejdigt Mod
i Fantasiens Marchandiserbod.
End sværere det er at formulere,
hvad der i hendes Indre foregik.
Gud véd, det var ej ellers hendes Skik
for den Slags Gjensyn stort sig at genere.
Vist er det, at hun følte Noget stemme
sig pinefuldt mod hendes Hjerte op;
vist er det, at hun kunde nu fornemme
en Gysen gjennemrisle hendes Krop.
Var der én Gang i dette stakkels Liv,
hvori med Løgn og Løshed, Pjank og Flitter
Sentimentaliteten førte Kiv,
et Frøkorn faldet bag et lønligt Gitter,
der hegned om en mere frugtbar Plet?
— Hun vilde — om hun havde turdet — grædt.
Men hun var allerede bleven rammet
af de mistænkelige Øjekast
fra Manden, der betragted hende hvast,
og for at faa de slappe Nerver strammet,
hun førte et Glas Kognak op til Munden,
og i et Drag hun tømte det til Bunden.
„Saa”, brummed Manden; „syng Du nu Din Vise,
hvori Du skildrer Kampens Resultat.
— Som jeg har nylig sagt Dem, har Louise
Geni trods hver en lavrbærsmykt Krabat,
men det er humoristisk, mit alvorligt;
og ofte, naar Humøret bliver daarligt,
hun op mig muntrer med „vor Fremtidsstat”,
som hun betitler Visen.” — Og Madamen,
hvem hin Slurk Kognak havde givet Mod,
tog sit Parti, bed Hovedet af Skammen
og højt sin sprukne Stemme høre lod:
Vor Fremtidsstat.
I den store Avenue
i les Champs Elysées
vil vi rejse vort Palads
med forgyldte Kupler tre.
Portièrer af Fløjl
skulle slæbe i dets Sale;
det selv skal rage højt
over l’Arc de l’Étoile.
Vi vil bruge som Kok
Seinens tykke Præfekt,
og i Køknet hans Madam
skal besørge Kogt og Stegt.
Parises Ærkebisp
lukker Porten op som Schweizer;
og til Støvlepudser ta ’r
vi en podagristisk Kejser.
Under Lysekroners Skin
runger højt ça ira:
vor Cancan skal trodse kjækt
Closeries du Lilas.
Mens en Præst sætter Fart
i tre smækfede Nonner,
i Ligvognskuskens Favn
Abbedissen svedt sig vaander.
Alle Blusemænd vi først
byde med til Kalas;
Glas og Flasker slaas itu
med et myrderligt Bras.
For hvert miskjendt Geni
vil vi aabne vore Haller;
hver en Sang skal faa Applavs,
mens Champagneproppen knalder.
Bliver Nogen fuld og træt,
faar han Nattelogis,
men maa ligge, som han kan,
uden alt Snerperi.
Paa de Slumrende strøs
næste Morgen friske Roser,
og en Frokost de faar
med Genever og Ansjoser.
Lidt efter bød vor Helt Godnat, og førend
hans Vært en Afskedsfrase drejet fik,
og Damen fik ham sendt et Lueblik,
var i en Fart han kommen ud ad Døren.