Paa Gaden først den unge Krage mærked
af Vennens Færd, at Harme ham betog;
til Løb han næsten deres Skridt forstærked,
mod Fliserne han Stokkens Dupsko slog,
saa ud af Stenen Gnisterne den jog.
„Aa, hvem der havde Magt, den sorte Slyngel
at klynge op i Galgen eller skyde!
hans Ord er Dragetænder; de vil bryde
af Jorden op igjen som Øgleyngel!
Det har jo været hidindtil det Kjønne
ved den Slags Folk, at de paa en naiv
gemytlig Maade to g det hele Liv,
men slige Ord forgifte Livets Brønde.
Naar Ærefrygten for det Store, Skjønne,
for det, der gi’er Tilværelsen dens Glans,
for hele Livets hellige Substans
af Sindet vristes ud — da staar tilbage
et Bestie, hvis Rovdyrappetit
først stilles, naar det har i Stumper slidt,
hvad Mennesket bør ære alle Dage.”
Ved Siden af ham gik den unge Krage
og hørte næppe disse Vredens Ord
af ham, der ofte havde prist den Jord,
hvis Muld var svanger med den ædle Spire,
som mægtig skulde bryde frem en Gang
og overdøve højt med Livets Sang
den gamle Romantiks forspilte Lire.
Men i den Unges Sind og Hjerte skød
der Tankepupper ud fra Hylstrets Gjemme:
i denne underlige, skarpe Stemme,
der nys i Kroen for hans Øre lød,
han hørte store Krav paa Hævn og Død
fra Skarer af Forkuede, Fortraadte,
hvem Verdens Herrer overse og spotte,
mens selv de strække sig paa Puden blød.
Og var han ej blandt Hines Tal? Var ikke
det Idealeste i hans Natur
just tørnet mod den lumpne Fordoms Mur
hin Aften, da en ussel Skriblerklike
slog ind i Hyssens Mol og Pibens Dur?
Mon ej han siden den Tid Stemplet bar
paa Panden som en Aandens Proletar?
Og da han kjaekt og ydmygt havde svoret
at ofre Livet Fædrelandets Sag,
var ikke Kuglen, der ham gjennembored
ved Oversø hin skumle Vinterdag,
men spared ham et Liv i Tryk og Vaande,
hvor Sjælen ikke kunde drage Aande,
— var ej hint Gjenfærd af hans Ungdomsdrøm,
der mod ham rejste sig paa Smertenslejet,
Beviser for, at alt hans Lod var vejet
paa Skæbnens Vægtskaal, for at Livets Strøm
kun bar ham hen mod glædeløse Strande?
Han i sit kolde Kammer længe sad,
tæt klæbet laa til Flænderne hans Pande;
saa stod han op, og paa Papirets Blad
han skrev, til bag Gardinet Morgnens Skjær
begyndte stærkt at hvidne Lampeflammen.
Den hele næste Dag distrait og tvær
han gik af dunkel Spænding knuget sammen,
og da han færdig var paa sit Kontor,
han strax til den bemeldte Knejpe fòr,
gik ind i Stuen, slog et Slag i Bordet
og raabte: „Godtfolk, maa jeg be’ om Ordet!”
„Hm”, brummed Værten; „sikken en Kanut!
han lader rigtignok, som han var hjemme!”
— Da recitered han med kraftig Stemme,
der af og til dog lød stakkat og brudt:
„Se, frem med trodsende Mine
Aandernes Herrer sig svinge,
ingen Slags Trense og Line
Ynglingeskaren kan tvinge.
Saa klare, saa sarte, saa fine
Toner fra Fjeldtoppen klinge:
Oppe fra Bjergenes
Æthersale
se vi paa Dværgenes
Puslen i Dale.
Stolte, med Tindingens
Kranse brede,
spotte vi Vindingens
Slaver dernede.
Sværdet faldt Ridderes
Æt af Haanden:
Nutids Besidderes
Glavind er Aanden.
Løfter da Skjoldene,
Aandens Helte!
Lad over Troldene
Fylkinger vælte!
Fjenden de male til
Grus paa Valen:
Materiale til
Aandspiedestalen.
Men hist bag Verandaens Søjler
Børsvældens Folk sig forlysted,
og har de paa Bagen ej Nøgler,
Kors har dog Mange paa Brystet.
Hos dem faar Aandsgarden Tøjler,
imens den bli’r kvæget og trøstet.
I Musernes Sønner! o stop Eders Fart,
o hør os, I aandrige Svende!
Vi Huse har bygt af solideste Art,
de rives ej let overende.
Paa Bjergets Terrasse vi tømred saa godt
et Ly for de mødige Kroppe.
Vi under Jer gjerne Jert Ætherslot,
der er vist lidt køligt deroppe.
Bryd blot ikke paa med ungdommelig Trods,
og spil kun paa doucere Strænge!
Vil Verden I vinde, slut Forbund med os;
til Krigen behøves der Penge.
Kom her! Vi har Døtre med tryllende Magt,
slut med dem og med os Alliance;
naar Penge og Aand slutter Ægteskabspagt,
bli’r Frugten det Barn Elegance.
Det Nor klækkes op ved Diner og Kommang,
Kalkuner med Trøfler og Østers;
og klynker det, klinker vi. Glassenes Klang
kan dysse som lullende Røsters.
Prr! stop saa i Farten! Kom ind og lev fint„
for Mad giv os Aand i Erstatning!
vi trænge til dette, I trænge til hint,
saa lave vi Danmarks Forfatning.
En dump, en knurrende Vrede
gjærer i Dalens Moradser;
der slynges fra Dybet dernede
Stene mod hine Paladser,
der braskende stolt sip; brede
oppe paa Bjergets Terrasser.
Længe vi løfted de udbredte Arme
tryglende op imod Lys og mod Varme,
stræbte at hæve den muldbundne Lod.
Gyldenrød Sne paa den højeste Tinde,
Sangen, Musiken i Slottet derinde
vakte i Sindet et higende Mod.
Brødsmuler kasted I ned til os Stakler,
medens I dansed ved viftende Pakler,
Pedlernes Legen og Pløj ternes Klang.
Tiderne randt. Efterhaanden den glade
Jubel slog ned i vort fattige Stade,
skærende, som den en Nidvise sang.
I har Jer kvæget ved Vinen den søde;
vi under Slavedont smægted tildøde,
Ryggen blev kroget, og Hjernen blev dum.
Pisket af Regnen og sveden af Tørken
vanked en Slægt i den evige Ørken:
Læbernes Jamren a f Sløvhed blev stum.
Nu er Forbitrelsen halvt bleven vaagen,
vælter sig tungt, som i Kløfterne Taagen
hen imod Daggry sig vrider i Ve.
Truende Stønnen fra Dalens Moradser
banker paa Døren af Eders Paladser,
ve Jer, hvis ej I vil høre og se!
Hjælp os at jævne den Vej, der kan føre
did, hvor os Luften kan suse om Øre,
did, hvor et Aandedræt løfter sig frit.
Ellers i Stormløb vi mod Eder iler,
slynger imod Jer som Kraftprojektiler
selve de Brokker, I til os har smidt.”
Mens Krage sang, han ud i Luften stirred,
og om sig hørte, saâ han ingen Ting.
Nu hørte han, at Glas og Flasker klirred
og saâ, at Værten vimsed rundt omkring,
fulgt af en Dreng, der bar en lodden Hue,
imedens selv han en Tallerken bar
og rakte ud mod Folk i Kroens Stue;
i begge kunde lægges Honorar
for Præstationen af den unge Krage:
to Skilling pro persona vel omtrent,
og deraf havde Krofa’r tænkt at tage
prænumerando tredive Procent.
Det plejede den brave Mand at gjøre,
naar Gjøglere paa Knejpen lod sig høre.
Men meget rigelig blev Høsten hverken
for Sønnens Hue eller Fars Tallerken.
Thi Publikum var uden Sympathi;
dets Mentor, Smeden, gabed, saa det runged,
og mumled: „Gud ske Lov, det er forbi.
Hvad Fanden er det dog, som han har sunget?
Kanske en Vuggevise? Allenfals
var jeg og Peter lige ved at sove.
To bitre Snapse, Jens! og af de grove
til Smørelse for vores arme Hals.”
Og Smedens Forslag alment Bifald vandt;
de „grove Bitre” alle vilde smage.
Fra Stuen skyndte sig den unge Krage;
det var hans tredie Fald som Debutant.