Den unge Krage mødte. Lidt forbavset
han saâ sig i den grimme Kjælder om,
som gjennemrøget var og oversnavset;
dèr sad hans ældre Ven med Vand og Rom.
Han sagde: „Tiden vrager det Æsthetiske,
der fejgt fra Livets Alvor bort sig lusker;
nu i det Folkelige lidt jeg fusker;
her ser De trindt omkring det bramfri Ethiske.
Se over Knejpen bredt et Alvorslag
i Form af alt det Fed t paa Stole, Bænke,
saa ægte Aftryk, som man kan sig tænke,
af mangen menigmandig Buxebag.
Ja her studerer jeg i Ro og Mag
det kostelige Muld, der skal levere
vor Fremtids Grøde, mens vi Andre, som
det Overdyrkede repræsentere,
skal ned igjen i Dybet. Denne Dom
Historiens er; den maa vi respektere;
den vender alletider Bøtten om.
Naa, undskyld denne lange Digression!
nu haaber jeg, udførlig De fortæller
om Deres egen værdige Person,
thi derom hører jeg dog meget heller.”
Da Krage havde sluttet, hvad han nævned
Historien om sit Ungdomstosseri,
da sagde Skuespilleren: „Deri
De slutter fejl, at Intet er Dem levnet.
Paa Maa og Faa De ud i Livet stævned
med den Forvisning, De var et Geni,
hvem ingen Magt i Verden kunde hindre
at plukke Lavrbær et og andet Sted,
i al Fald Martyrkronens Lavrbær; mindre
De kunde aabenbart ej nøjes med.
Det gik nu ikke, som De havde troet,
og Skuffelsen slog strax Dem Vand i Blodet,
og endelig De tabte ganske Modet
og anser nu Dem selv for Idiot.
De glemmer, hvad i hvert Fald De besidder:
en varm, poetisk-kunstnerisk Natur;
en saadan har ej Lov at spille Ridder
af en saa højst bedrøvelig Figur.
I krænket Værdighed De Dem forputted,
da De fra Scenen flygted bort saa spag;
nu, deraf har jeg ganske simpelt sluttet,
at Scenens Gjerning ej var Deres Fag.
Saa bliv derfra for stedse! Husk: den Tro,
den Kjærlighed, som i de svundne Dage
beskytted mildt selv Kunstnerspirer svage
og gav dem Lys og Læ til smukt at gro,
er Noget, hvorom nu kun Saga mæler.
Vantrevne Efterskud vor Tid kun avler
af Fortids stolte Skov. De kryber, kravler
og af Misundelse hverandre kvæler.
Nej — før der bryder dybt fra Jorden frem
et vældigt Skud — af hine søjleranke,
som løfter op hver ædelbaaren Tanke,
der spired, gjærende i Muldets Gjem,
til Bad i Aftenglans, i Morgenrøde,
er Kunsten uden Ly og uden Hjem
og mangler Kraft til Tidens Sult at føde.
Nej — anbring Deres Fond af Poesi
som Kapital i Virkeligheds Rige,
fordyb med Tro, med Alvor Dem deri,
og Duft og Glans fra det vil mod Dem stige.”
Imens de taler, efterhaanden fylder
en Gjæsteskare hvert et Siddested;
der bliver Liv, og Krofa’er rasler med
de mange Flasker paa Reolens Hylder.
Hver har sin Vis, hvorpaa han vil sig lapse:
hans var at hæve Flasken rigtig højt
og træffe Glasset, uden at en Døjt
til Spilde gik af Hvidtøl, Bajrer, Snapse;
naar Vædsken ramte helt præcis sit Glas,
blev Krofa’er applavdert af Publikummet,
som dog han snød ved den Maner, thi Skummet
kom derved til at fylde megen Plads.
Hen Skuespilleren til Krage nikker:
„Mundus vult decipi. Enhver, som kan
behændig snyde den, er ganske sikker
paa Anerkjendelse som dygtig Mand.
Den Vært bedaarer dem, som Knejpen gjæste;
de ære ham som ægte Demokrat;
og det kan gjerne være, han i næste
Valgperiode styrer Folk og Stat.
Skjænk blot paa Skum! Det er en god Methode
til Ry at vinde som politisk Ho’de.”
Den unge Krage svared: „Den Satire
den imponerer mig nu ikke mer.
Naar nu en enkelt Gang jeg gjennemsér
de Minder fra hin Tid, da jeg bar Slire,
de bedste knytte sig til de Soldater,
der kom fra Plov og Spade, Sav og Høvl;
det var fortræffelige Kammerater,
og de gik paa foruden mindste Vrøvl.
Dèr er, som før De sagde, dette Muld,
der venter paa lidt Luft og Sol at fange.
Hvad Under, om den fede Jord er fuld
og overgroet af Ukrudtstrevler lange,
naar Ingen, som det synes, vil og mægter
at lede Livets Vande til dets Skjød?”
— „Stop der!” — den Anden ind i Talen brød —
„Sligt er just forbeholdt de yngre Slægter.
Vi andre Gamle fast er groede i
en højromantisk Ironi, der fjerner
det Jordisk-Tunge; derfor gabe vi
bestandig efter Ætherluft og Stjerner.
Jeg har den Følelse, det er min Pligt
at løfte dem, der sukker i det Dunkle,
didop, hvor Himlens hvide Luer funkle;
men naar jeg vil forsøge mig i Sligt
og alt har komponeret mit Præludium,
saa brister jeg i Latter af mit Stof,
staar over det som kritisk Filosof
og bruger det kun til Komikens Studium.”
Stemmen sig løfted under Talens Varme,
og pludselig de sér foran dem staa
en sexfods Karl med sammenslyngte Arme,
hvis Mine — mildest talt — var noget raa.
Dog letted han paa Klædeshuen blaa
og sagde: „Daarlig kunde jeg forstaa,
hvad der De talte om — nej Gud forbarme
sig, naar man er et saadant Ærkebæst,
der aldrig har en Bog til Ende læst! —
Men ligegodt saa har jeg tænkt og grundet
paa Verdens Gang og fundet, den var skidt;
det Samme synes jeg, at De har fundet,
hvis ellersens jeg tale tør saa frit.
Men hvorfor sla’r De inte, hvad jeg kalder
et rigtigt Slag, og la’r det klinge ud
i hele Publikum med et Rabalder?
— jeg mener Dem, Hr. Skuespiller Glud!
De skal jo ha’ en tyvebrændt Begavelse,
men naar jeg har en enkelt Gang Dem sét,
saa har jeg aldrig sprunget op og lét,
jeg syntes, at De præked til Begravelse.
Sér De, min Dag gaar hen med Slæberi,
og hen paa Aftningen saa kan jeg trænge
til nogen Morskab, der er Mening i,
hvorpaa jeg gad spendere mine Penge.
Om Somren driver jeg jo mangen Gang
ud i Fredsberg Allé, gaar ned i Kjælderne
og hører ogsaa sommetids Mamsellerne
i de Beværtninger, hvor der er Sang.
Der kan jeg more mig — ja det forstaar sig —
det gjør jeg ogsaa — hælder ned i Maven
Snaps efter Snaps med Bajrer. Og saa gaar jeg,
men Dagen efter er jeg gal og gnaven.
Det sa’ jeg just en Dag i vores Smedie:
„Det har Du Ret paa,” sa’ en gammel Svend,
„og det er mere nobelt at gaa hen
paa Kongens Nytorv for at sé Komedie.”
Jeg tænkte: der kan være Mening i’et,
og tog mig samme Aften en Billet
og svedte myrderlig paa Galleriet.
Alverden sagde, Stykket var saa net;
alligevel jeg ærgrede mig gruligt.
Der var en Prins — hvad hed han nu? — Naa ja —
som var saa opsat, som det vel var muligt,
paa vores danske Dronnings Land at ta’.
Jeg tænkte: Det er ikke nogen Skade
om denne Prins er noget maliciøs;
den Gang jeg var, som han, en Snes Aars Knøs,
var jeg jo med til hver en Sort Ballade.
Jo Pyt! Det gik — De véd jo selv hvordan —
det blev til Torskesuppe, som det immer
maa blive til, naar disse Fruentimmer
gjør Ho’det kruset paa en sølle Mand.
For Fyren, der begyndte ret forsorent
og kunde mase baade Baand og Bast,
tilsidst lod sine Hænder binde fast
ved Pigebarnets Haar, som var forlorent.
Vi fik jo kun den bare Kjærlighed,
saâdanne som den drives blandt de fine
og rige Folk; blandt dem, saa vidt jeg véd,
skal Kjæresten nok altid gaa og tvine.
Og De var Prinsens Ven. Jeg mente strax:
Dèr er et Mandfolk af den ægte Slags,
og saadan En han er s’gu dog velgjørende.
Men De holdt inte ud, for Prinseknøsen
fik ogsaa Dem forledet til det Rørende;
De rendte pænt hans Ærende til Tøsen.”
Vor Skuespiller — Romantikens Barn —
brat følte hellig Vrede Hjertet kryste;
han syntes, Sjovernæver her slog Skarn
paa Digterkongens hvide Marmorbuste.
Og han, som var behændig til at svare,
som med ironisk Overlegenhed
var vant enhver Situation at klare,
stod trippende og sig i Læben bed.
Da unge Krage havde paa ham sét,
han smiled lidt og hvisked til den Anden:
„Nu er De jo bornert som bare Fanden
og det af lutter barnlig Pietet.
De ligner Præsten i sin lange Kjole,
der ellers nok er klog paa verdslig Skik
og ikke uden Sans for det Frivole,
men naar man rører ved hans Dogmatik,
naivt han stejler som en toaars Fole.”
— „Se se! nu har De ogsaa lært at drille,”
han svared mildt og vendte sig til Smeden:
„Saa sig mig, kjære Mand, hvad De vil stille
op til Erstatning da for Kjærligheden?”
„Der er vel kloge Ho’der, kan jeg tro,
de hitter vel paa Noget, der kan vække
de rige Slubberter af deres Ro
og fattig Folk af Skarnet op kan trække.
Lav Noget om en Mand, der gjør en Gjerning
og inte kurrer, som en brunstig Due,
som sætter Alting paa den ene Terning
og vinder Spillet; gaar igjennem Lue
og Storm og Søgang, Regn og Sne og Slud;
spil os en saadan Kraftkarl godt, Hr. Glud,
som slaar sig op fra ingen Ting til stor,
med Næver eller Hoved, som det falder sig,
til Trods for Fanden og hans Oldemo’r,
saa skal jeg klappe ad Dem, og saa kalder jeg
Dem et Geni. — Tag ved! — Det er et Ord!”
Begejstret Krofa’r drak en Snaps paa Stand
og plirede med Øjet, om hvis Rand
de hvide Øj’nhaar strutted som paa Grisen,
og brølte: „Leve Smedesvend Matthisen,
ham kan man kalde for en Folkets Mand!”
Et Kæmpehurra gjalded gjennem Hulen,
Matthisen takked med en Haandbevægelse;
han tog en god Slurk Øl til Vederkvægelse
og sagde: „Saadan, Folk! Humør paa Bulen!
Jeg giver Ordet nu til Frederik.”
En Mand stod frem. Hans svære Skuldre højne
sig op om Ørene, og glubske Blik
stod ud som Flammer fra hans sorte Øjne.
„Den Karl har ingen Sans for Drik og Grin,”
lød nu Matthisens Røst til Orientering,
men han har megen Læsning og Studering.”
En Stemme, tør og skarp som Savens Hvin
til Orde tog: „Matthisen talte rigtig.
En fattig Mand kan aldrig være pligtig
til Kunst og Videnskaber at forstaa.
Et Samfund, der er lavet af de Store,
maa holde i Uvidenhed de Smaa:
selv det, hvormed de Rige kun sig more,
skal stænges til for os med Bolt og Slaa.
Det gamle Vrøvl, som Ingen af dem tror,
det proppes ind i vore Børn i Skolen;
de spændte helst et Dække over Jord,
saa bare de, der højt i Vejret bór,
fik Lov at glæde sig ved Lys fra Solen.
Nej — Arbejdsklassen bliver ikke fri,
før tydelig det af den selv erkjendes,
at Ejendom er bare Tyveri.
Vogt Jer, I fine Folk! Det kunde hændes,
at der om nogle Aar en Fakkel tændes,
der svider af Jert hele Maskepi:
Jer selv med Jeres hele Slavestab,
som I har lejet, at den skal fornøje
Jer, naar I Jeres Middagsmad fordøje,
med al Slags Vrøvl om Kunst og Videnskab.
Nu er en Videnskab til Verden bragt,
ja jeg tør sige, jeg har kikket i’en;
vent bare! den faar snart den hele Magt,
den hedder Socialøkonomien.”
Forbavset saâ den Ene paa den Anden,
og Nogle brølte: „Skrækkenborg har Ret!”
og Andre raabte: „Ret? nej han har Fanden.”
Da sprang fra Sædet Smeden med et Sæt
og slog til Lyd paa Præsidenters Vis
og sagde: „Jeg vil sige Jer, at Manden,
der talte, kommer lige fra Paris.”
Vi vide Intet mer om Diskussionen,
thi Skuespilleren, der rød og varm
i Ho’det blussed, tog i Krages Arm
saa kraftig, at han med sig trak Personen
ved Rykket gjennem Gadedørens Karm.