Tiden listed sig med Sneglefjed
afsted for Ynglingen, hvis Kraft i sagte
men sikre Kampe Livet Sejren bragte,
fòr Danmarks Sorg i Ørneflugt afsted.
Og han, der for var ungdomstrodsig, kaad,
var nu saa nem til Taarer som en Kvinde;
ved Dybbøls, Alses Fald den bitre Graad
han mærkede fra sine Øjne rinde.
Nu saa han ikke mere sin Veninde;
den sidste Gang, hun for hans Leje stod,
han lige op af Søvnens Bad var dukket,
og endnu banked Febren i hans Blod.
Det forekom ham, at hun havde sukket
og hvisket: „O, hvor bedsk er Livets Drik!
og angst han atter havde Øjet lukket,
forstenet ved det kummerfulde Blik.
Vor Helt slap ikke før fra Lazarethet,
end da med Blodet, som ved Alssund flød,
den sorte Fugl var foreløbig mættet,
og Danmarks Stolthed fik sit Naadestød.
Og det var anden Gang, vor Helt sig fandt
stødt ned fra Stien op mod Fjeldets Tinde;
det var det andet Fald som Debutant
paa Scenen, hvor han havde troet at vinde,
om Sejren ej, saa dog Martyriets Krans.
Han drog til Hovedstaden, tung i Sinde:
et Liv laa for ham, uden Pryd og Glans.
Thi han, der havde følt sin Kraft at hige
mod i et mægtigt Stof at gribe fat,
der vilde styrte sig i Strømmen brat,
saâ nu i Ebbe Vandets Bølger vige,
saa at hans Ungdomsstyrke Intet mægted.
Med bittert Smil han stod nu stum og dum
paa tørre Sand; mekanisk Armen fægted
med Svømmetag ud i det tomme Rum.
Saa havnede han i sit Hjem tilsidst,
hvor Alting var af Modløshed besløret:
det før saa glade Hus laa tyst og trist,
og gamle Krage havde tabt Humøret.
Af Gnavenhed blev han Absolutist
og brummede: „Uh — havde vi en Mand,
der rigtig kunde kuske Folkemeningen,
den Trold, der fik den dumme Krig istand!”
— Saa blev han Medlem af Augustforeningen.
Men da det unisone Pressekor
brød ud med en bersærkeragtig Vildhed
og løs imod de gamle Stakler fòr,
Hr. Krage meldte strax sig ud i Stilhed
og tænkte: „Fanden tage Politiken!
Nu vil jeg bare passe mit Kontor;
jeg hader og foragter Pressekliken,
men — Gudbevares! hvor dens Magt er stor!”
Imidlertid han følte mangen Gang,
naar dødstræt han sig havde slidt ved Pulten,
til lidt Motion for Aand og Legem Trang;
hvorledes skulde bedst han mætte Sulten?
Han grubled frem, han grublede tilbage
og fandt tilsidst et godt Arrangement:
han gik i Tivoli de søgne Dage,
hver Søndag Kirken i sit Skjød ham fandt;
en slikket Pønitenseprædikant
han hørte flittig, fik hos ham sin Trøst
mod Tidens drillevorne Kvindeluner,
naar Præsten med en spinkel Fistelrøst
forfærded Folk med Dommedags Basuner.
Saa fyldte Prokuratoren sin Tomhed
dels med uskyldig Glæde, dels med Fromhed.
Sin Søn betragted han med Hovedrysten,
den Fyr var tavs og underlig distrait;
han spurgte ham i Vest, fik Svar i Østen
og tænkte: „Han er vistnok dog et Fæ.
Men Noget maa han være, stakkels Skind.
Hos mig kan han jo faa Logis og Kost,
og mulig kan jeg faa ham lirket ind
ved Telegrafen i en lille Post.”
Han foreslog ham det, og Sønnen svared
ham med et adspredt, ligegyldigt Nik,
og Fad’ren mumled med bekymret Blik:
„Gud véd, om han er rigtig vel forvaret?”
Han drev imidlertid paa Tingen, klared
den hele Sag og nikkede fornøjet,
da han den før ustyrlige Krabat
saâ sidde paa Bureauet, sammenbøjet
hen over Telegrafens Apparat.
Tænk paa en Taagedis ved Havets Rand,
naar blygraa, søvnigtunge Bølger vælte
sig mod det smudsiggule, vaade Sand,
hvori man kan til Anklen staa og ælte,
naar Øjet intet Hvilepunkt kan faa,
naar alle Farver sluges af det Graa,
og tænk saa paa vor Helt, som han sad plantet
med tavs Resignation i sit Bureau!
Han klaged aldrig — af og til han lo
og hvisked: „Fa’r har Ret, jeg er jo fjantet!
Men det er sagtens sat mig som et Maal
at blive dvask og alle Kræfter kue,
der helst gad springe som en Fjer af Staal,
til Muldvarparbejd i den lave Tue.”
Han slæbte trofast, raabte til sit Hjerte,
som Lear, naar det sig vilde løfte: „Ned!”
og tilstod ej sig selv, at lønlig Smerte
ind til de dybest skjulte Nerver sved.
Han gik bestandig, som en Møllehest,
den samme Vej fra Hjemmet til Kontoret;
fra Vrimlen surred om ham Snakkekoret,
han veg til Side, som han kunde bedst.
En Dag, da der blev bragt ham en Depeche
og Overbringrens Stemme for ham lød,
han sammen fòr; det var, som der en Breche
paastand igjennem Sløvhedspansret skød;
dog strax igjen sit Hoved ned han dukked,
og i hans Inderste det stille sukked:
„Ned, ned, mit Hjerte, husk, at du er død!”
Men Manden hvisked til vor Ungersvend:
„Bravo, Højstærede! De Tiden fatter.
Nu har De slaaet ind paa, hvad den skatter,
og slængt i Krogen Gøglerbrixen hen.
Se det kan jeg forstaa til Punkt og Prikke;
var jeg i Deres Alder, sprang jeg strax
ind fra Theatrets Brakvand, som en Lax,
for lunt i Industriens Aa at ligge;
den Tingest, som man hører stadig dikke,
er Kur mod Tanker af uvoren Slags.”
Hermed han hen paa Apparatet peged,
hvor Knappen dikkende for op og ned;
i Kinden paa vor Ven var Farven steget;
han svared med en Stemme kort og vred:
„Hvor skjønt at høre den, der ejer Huset,
at prise fra sin bløde Lænestol
Haandlangeren, der triller gjennem Gruset
den tunge Hjulbør, midt i Støv og Sol.
Det klinger som en Rokkokoidyl
fra Frankrig i det attende Aarhundred,
da Hertuginder, klædt’ i Gaze og Tyl,
sentimentalt Hyrdindens Lod beundred.”
Vor Skuespiller svared: „Ja saagu’!
Det var ej nogen slet Ripost, De ga’ mig;
jeg maa saa mange Gange bide fra mig
og være spydig, saa det er en Gru.
Det hører med til Kampen for Tilværelsen
hin slaaende, moderne Theori;
om den jeg venter mig af Dem Belærelsen
endnu i Aften, naar De bliver fri.
Men for at ej Bekjendte skal forstyrre
en — mulig skjøn •- platonisk Dialog,
saa mod i Knejpen „Den forgyldte Snog”
i Lille Kongensgade tre og fyrre.”