Vel fire Aar hun havde gjemt hans Minde
fra Dagen, da han pludselig forsvandt.
Den Gamle havde flygtigt sagt til hende,
at han var rejst, fordi en Pligt ham bandt.
Hun havde studset, sét paa ham med Spørgen,
han havde lét og klappet hendes Kind
og sagt: „Naa, der er ingen Grund til Sørgen;
han kommer nok med en og anden Vind.”
Da trøsted sig det bøjelige Sind;
at det var saaret, anede det ikke.
Hun passede sin Dont bag Hjemmets Dør,
hun legede med Søsteren som før,
men fulgtes af den Gamles Forskerblikke.
End ængstedes han for sin Datterdatter,
end frygted han, at kun en Hinde laa
paa Saaret, som hun lønligt gjemte paa,
men hendes gamle, sølverklare Latter
for hans Bekymring trøstede ham atter.
En Aftenstund, da hun var stegen op
til Gavlens Kammer, hvorfra Synet rakte
hen over Haven, Marken, Skovens Top,
der i den violette Dunst sig strakte
og bølged hen i Linier lange, bløde,
til Vindvets Karm hun længe lænet stod.
Fra Engen op Cikaders Sange løde,
og Skyggen slog sig tæt om Træets Fod,
og Kryderdufte gjennem Luften brøde.
Det var den Stund, da Fantasiens Trang,
som Dagens Lyslogik ironisk spotter,
med Aftendæmringen sig sammenrotter
og hævder stolt sin gamle Adelsrang;
den Stund, da hver en dristig Drøm sig vover
ud til Sejlads paa Aftnens store Hav
og styrer smilende sin Fart derover
mod Flammekysten, Dagens Purpurgrav;
den Stund, da højt i Lysets sidste Flamme
Alt, hvad der skjules dybest i vort Bryst,
faar Liv og nyder Livet med en Lyst,
hvorved vi os den næste Morgen skamme.
Hin Scene, som den unge Mand forgangen
i Haven havde læst med Ild i Blod,
med Tryllemagt tog hendes Tanke fangen.
Hun saâ, om ikke han i Haven stod,
hun lytted, om hun skulde høre Klangen
af Shakespeares Rhythmer svæve op imod
sit stille Stade; og imens hun lytted,
og Stemningsrusen hende helt betog,
til ham, som til en Planke, hun sig knytted,
og Minders Flok igjennem Sjælen drog
med ham i Spidsen for det hele Tog.
Han førte an den lange Billedrække,
han slog til Lyd for Jubelsangens Kor;
det var jo ham, der havde læst de Ord,
der Sang og Klang i Sjælen kunde vække.
Hun havde siddet et Par Timer dèr,
og Søvnen voved knap sin Ret at kræve;
hun gik i Seng, men saâ ham om sig svæve,
mens halvt hun blundede ved Morgnens Skjær.
Og medens Alt i Huset endnu sov,
og mens et fugtigt, flosset Taagelagen
blyfarvet, svøbte sig om Mark og Skov
og varslede om Regn for hele Dagen,
hun rejste sig igjen, tog Klæder paa.
En Tvang, hun ikke kunde selv forstaa,
en dump, en lønlig Tvang i hende virked;
hun gjennemilte tyst det tavse Hus,
gik ud i Haven, hvor det vaade Grus
med dæmpet Skratten under Foden knirked;
paa Træer og Planter store Taarer hang,
i Taagen glinsed mat de mørke Blade,
og rundt i Gang og Bed Smaatudser glade
paa Kryds og Tværs med væver Hoppen sprang.
Hun gik til Bænken henne under Hylden,
der dækkede den som et Omhæng tæt;
paa samme Sted hun havde drømt en gylden,
begejstret Drøm til Shakespeares Harpeslæt.
Hun hylled sig i Shawlet, lukked Øjet,
og medens Dryp paa Dryp mod Bladet klang,
dødsstille sad hun der, med Hoved bøjet,
en Billedstøtte under Løvets Hang.
Sært dreied Tanken sig i Taageringe
og raved om, beruset og bedøvet;
langt borte stærke Ord forvirret klinge,
som var dem ganske Meningen berøvet,
som mangled Den, der Liv dem skulde bringe.
Og mens hun mer og mere lulles ind,
hver Følelse flyer bort fra hendes Sind,
undtagen den, at hun er dybt bedrøvet.
Hun mærked ej, at Regnen gjennembrød
de tætte Blades Skjærm, at Draaber flokker
sig til en fugtig Krans om hendes Lokker
og derpaa ad de kolde Kinder flød
og væded Hænderne i hendes Skjød
og hang fra Bænkens Rande ned som Klokker,
indtil de tungt sig hen ad Jorden gød.
Hun havde siddet der saa længe, længe,
helt sammenkrympet af sin Sorrigs Magt,
og næppe blev hun op af Døsen vakt
ved Lyd af Skridt, hun hørte mod sig trænge.
Først da den gamle Bedstefader stod
med Søsteren ved Haanden foran hende,
slog Gyset Liv i hendes døde Blod,
og Kinderne i Feberblussen brænde.
Den Gamle nærmede sig ganske tyst;
med Hænderne han hendes Hoved fatter,
og fæstende sit Øje mildt og lyst
i hendes ind, han siger: „Lille Datter,
kom med, græd ud af Hjertens Lyst, vi kan
i Aften samles i en Time stille;
paa Trøstens Harpe skal den gamle Mand
forsøge for sit kjære Barn at spille.”
Dybt i hans Favn sit Ansigts Glød hun dulgte,
og ved hans Arm i Stuen ind hun ilte;
mens Søsteren i Hælene dem fulgte
og højst forbavset op sit Øje spilte.
Den Gamle blev i Stuen og gik ej
som ellers ind i sit Studerekammer,
og da en Stund derefter Solens Flammer
igjennem Morgentaagen brød sig Vej,
gik tankefuld han til Pianofortet
— et gammelt et fra Marschalls bedste Tid —
hvis Tone lod saa guitaragtig-blid;
det Vinteraftnerne dem tidt forkorted.
Med let og færdig Haand han præluderede,
og til Akkorders Akkompagnement
han sagte nynned eller reciterede
en sagtens af ham selv forfattet Sang:
Lille Barn, min hvide Due,
blev af Høgeklo Du saaret,
da Du op mod Skyens Lue
steg saa ung, saa lysbedaaret?
Sank Du mat mod Jordens Tue,
bævende i Dødsens Angst?
Jeg skal gjemme Dig paa Brystet,
hvil Dig der fra Angstens Vaande;
der, hvor Kloens Greb Dig krysted,
skal paa Saarets Ild jeg aande;
ikke mer, af Krampen rystet,
skal Du sitre, lille Fugl.
Mane vil jeg Dig med Sange
fast til Hjemstavnsdueslaget;
Fredens Flag ud over Vange
vajer jo derpaa fra Taget;
vov Dig ej paa Farter lange
fra din Barndoms Redes Ly.
Flyv ej bort! I Kløftens Hule
kredse Høge, Gribbe, Ørne;
bagved Kroner røde, gule,
under snoede Kaktustjørne
Slangen eftertragt er Fugle
med sit blanke Stirreblik ....
.... Æolsharpens Sangbund griber
varsomt Stormens Hvin, de skarpe;
Lidenskabens Orgelpiber
kjendes vel i Skjaldens Harpe,
naar ved den hver Hjertefiber
dirrer sødt i Efterklang;
men den søde Sangerstemme
os med Fortids Kval forsoner;
kun en Sky med Rosenbræmme
paa Erindrings Himmel troner;
alt det Bitre vi forglemme,
naar sig Sorgens Graat fortoner
i det grænseløse Blaa.
Den Gamle knap det sidste Vers fik endt,
før op hun sprang, af Livskraft gjennemluet,
og noget Stærkt, der trodsed eller trued,
Protestens Lyn i Øjet havde tændt.
— „Nej, Bedstefader, nej — jeg véd for vel
at hvad jeg lider, stammer fra den nøgne,
den bitre Sandhed; den slaas ej ihjel
ved Sange, Billeder og skjønne Løgne.
Ja — om Du vredes ved det, Bedstefader —
der rører sig i dette Øjeblik
hos mig en Følelse, der Sangen hader
som en for Hjertet ond og grusom Drik.”
— Hun slog sit Hoved ned i Sofapuden,
og Sorgens Vælde ud i Taarer brast.
Den Gamle slog Klaveret til i Hast,
gik hen og trommed tankefuld paa Ruden.
Han følte godt, at Tankeknoppen brød
det Svøb itu, som hidtil om den spændte,
men det, der frem med Magt for Lyset skød,
var Noget, han aldeles ikke kjendte.
Hvad mente hun? Mon der var voxet frem
en Slægt, for hvem den søde Tro var bristet
paa Billedverdnens Sandhed, og for hvem
den Fe, der Glemselsrunen havde ristet
imod Dæmonerne i Sjælens Gjern,
mod alt Forstyrrende i Støvets Hjem,
sin Tryllemagt aldeles havde mistet?
Var Fantasiens guddomsglade Spil
da ej det absolute Væsenssande?
Var ej den egentlige Verden til
i Billedvrimlen bag en Digterpande?
Den gamle Mand var bleven rent konfus;
den Gud, for hvis Tilværelse han fægted,
var kjættersk bleven af hans Barn fornægtet;
han følte sig som hjemløs i sit Hus.
Men Hjertets Ærlighed og Sandhedssans,
der gjerne højest i ham løfted Røsten,
just naar han droges mod sit Lotoslands
sangfyldte Skov i Romantikens Østen,
til eftertænksom Gransken Tanken vendte:
mon ej han handled for sin egen Skyld,
da bort den unge Mand saa brat han sendte,
som trued at forstyrre hans Idyl?
Imens han grubled saa i Dage lange,
til Side han for Pigebarnet gik,
og over Bordet blev han næsten bange,
naar han tilfældig mødte hendes Blik.
Saa tog han sit Parti. En Morgenstund,
da i den Tanke, at kun hun var vaagen,
hun tyst var gaaet ud af Havelaagen
og vandred om paa Engens bløde Bund,
som blaa og gule Blomster overspætted,
af hvilke tankefuld hun Kranse fletted,
han fulgte efter hende; men saasnart
hun saa ham, tænkte først hun paa at flygte
og kasted sine Blomster bort i Fart;
dog da hans Blik med Beden hendes søgte,
saa skred hun ham med hurtigt Skridt imøde
med Hjertet bankende, med Kinder røde.
De vandred over Engen, Haand i Haand:
den Gamle skrifted med oprigtig Aand,
at det var ham, der Vennen havde fjernet,
den Gang han frygted, at det stærke Blod
ubændig skulde vælte sig imod
det Fredens Dige, der hans Hjemstavn værned.
„Han flygted strax ved dit Formaningsord?”
med næppe hørlig, klangløs Røst hun talte;
og Harmens Taarer i et Smil hun kvalte,
der haanlig dirrende langs Læben fòr.
Den Gamle skottede til hende hen
og sagde tøvende med lav Betoning:
„Hvad, om jeg skrev til — ja vor fælles Ven,
maaske vi bragte Alting til Forsoning?”
— En Latter høj og kort var hendes Svar:
„Nej, Bedstefader, nej — ifald han mener,
jeg er for ringe til at se de Scener,
hvorom hans Genius ham varslet har,
saa lad ham ene Sejersvejen gaa;
tro mig, som liden Hund jeg ej vil ligge
dybt for hans Fod og Kjærtegn af ham tigge;
jævnbyrdig har jeg villet hos ham staa.”
Den gode Gamle gjorde paa sig Vold
og tænkte ved sig selv: „Jeg fatter ikke,
at hun har voxet sig saa stor og kold.”
Fra nu af lod hun sig med Intet mærke.
Om hendes Væsen laa en sikker Ro;
et dødstræt Havblik efter Storme stærke
nu ruged i den før saa glade Bo.
Den Gamle lukked mer og mer sig inde,
og var han hos de Andre, sank han sammen:
man saa hans Kræfter mer og mere svinde,
og i hans Øje langsomt mattes Flammen.
Først da han saâ i Bladet Krages Navn,
som fløj saa hurtigt op for brat at dale,
den Gamle vaktes af sin Sløvheds Favn
og kunde ikke dy sig for at tale:
„Ja, lad dem pibe ham af Scenen ud,
han suser ind igjen paa Aandens Vinger;
jeg véd, han er beaandet af en Gud,
hvis Flammetunge Skraalet gjennemklinger.”
Der blussed op igjennem disse Ord
et flygtigt Blink af Sjælens gamle Lue;
den unge Pige tav og saâ mod Jord,
ikkun en Trækning sænked Brynets Bue.
Og siden gik hun uden Nogens Vidende
at møde Landpostbudet hver en Dag
blot for paa Landevejen ret i Mag
at kunne gjennemlæse „Berlings Tidende.”
Det lange Aar gik hen, og ingensinde
den Svundnes Navn kom over hendes Mund;
thi Sorgen var groet fast til Hjertets Grund,
og, Barnet op var voxet til en Kvinde.
Det var i Efterhøst en Aftenstund;
— alt Bordet havde været længe dækket.
... „Hør, Bedstefa’er er falden vist i Blund,
gaa ind, min Pige, se at faa ham vækket!”
— Den lille Søster gik. Da lød paa Stand
ud fra den aabne Dør et Raab forskrækket.
I Lænestolen sad den gamle Mand,
hans hvide Hoved laa paa Bordets Rand,
og uden mindste Spor af Dødens Krampe
hans Slummer tyst var gleden hen i Død;
paa Bordet brændte klart hans lille Lampe,
og Platons „Fædon” fandtes paa hans Skjød.
Nu kom saa haard en Tid. Mens Sorgen gjemmer
den trætte Sjæl i Halvbevidstheds Dvale,
de unge Pigebørn maa handle, tale,
skjønt deres egen Stemmes Lyd dem skræmmer.
Det gamle Hjem, hvor hver en Krog, og hvert
et Møbel blev Personer ved et Minde,
som svunden Sorg og Glæde gjorde kjært,
var aabent som for Himlens fire Vinde.
Beslægtede og Fremmede fòr ind
og ud af hine før saa tavse Stuer,
og i en Krog som tvende bange Duer
de to Smaapiger sad med Graad paa Kind.
De maatte høre Tanters, Onklers Raad
om nu at vise from og tam Forsagelse,
samt alle Egnens pæne Folks Beklagelse
og gamle Damers officielle Graad.
Saa blev der holdt Avktion. Den Gamles Skat
af græske Bøger, Billeder og Skizzer
blev høkret ud, og Publikum blev sat
i godt Humør ved Avktionarens Witzer.
Familien raaded Anna til at søge
en Lærerindepost hos Folk af Stand;
hun svared: „Nej, hvorfor skal jeg forøge
de Manges Tal, der love Børn at lære,
hvad de jo selv aldeles ikke kan?”
— „Men hvordan kan Du tale saadan, Kjære?
Husk paa, Din Bedstefader var en Mand,
der færdedes i Aandens høje Sfære.”
Ved disse Ord blev Pigen rød som Blod
og sagde hidsigt: „Bedstefaders Evne
gik i en Retning, som jeg ej forstod;
jeg du’r kun til at vandre paa det Jævne,
forstaar ej, hvad I kalder „Poesi”;
men jeg er stærk, har gode Arme, Hænder,
og derfor vil jeg lære Mejeri
hos Onkel Hans ved Flensborg, som I kjender.”
— „Ja saa, min Pige, gjør saa, hvad Du lyster!”
.... Ved Udlæg af sin lille Kapital
fik hun i Skole sat sin yngre Søster
og drog afsted for ved prosaisk Gjerning
med Mælkens Skumning og med Smørrets Kjerning
at stemme op mod stærke Minders Kval.
Og det gik godt. Naar Hjertesaaret brændte,
og Taarerne mod Øjet stormed frem,
tog hun et Tag, der hver en Scene spændte
og tvang tilbage Sorgen i dens Hjem.
— Saa kom den Stund, da Gribben Kloen slog
i Danmarks Hjerte, Slag paa Slag, utrættet;
hun bad om Orlov, ind til Flensborg tog
og gjorde Tjeneste ved Lazarethet.