Mens Danmarks Hær veg smertelig tilbage
og viedes til Skuffelser og Kval,
et Gilde stod hos Prokurator Krage,
hvor tappert tømtes mangen fuld Pokal;
hvor Talerne de lød saa flot og fage
om glansfuld Sejr paa minderige Val.
og Værten raabte: „Hvis jeg havde havt
til Raadighed endnu min Ungdoms Kraft,
jeg selv i forrest Fylking vilde drage.
Men, Venner, lad os tømme her en Skaal
for vor Regerings Visdom, Kraft og Snille,
der sligt et Værn paa Fode kunde stille,
mod hvilket Tyskerpander knuses ville,
som yder Tryghed os i fulde Maal.
Midsundekampen er et Forspil til
den nye Tids vidunderlige Drama.
Jeg varsler et Evropas Panorama,
hvor et forenet Nord vi skue vil
sig løfte som et Fjeld med trende Tinder,
hvis Sne med Rosenskjær i Solen skinner,
en Frugt af Politikens fine Spil
og unge Heltes Kamp for Danmarks Minder!”
Nu bruste der et Hurra gjennem Salen;
Etatsraad Løve sagde: „Kjære Ven!
det kalder jeg poetisk Sving i Talen.
Jeg er saagu’ aldeles reven hen;
i Politik vi sejred som paa Valen,
hvis Danmark ejed mange slige Mænd.”
Der sad en gammel Oberst, som alene
forholdt sig skeptisk blandt den glade Flok;
han brummed gnavent: „Hm, jeg skulde mene,
af den Slags Folk har Danmark fler end nok.”
Saa længe svælged man i Sus og Dus,
at Gjæsterne fast maatte overnatte;
og medens det stod paa i Fad’rens Hus,
drog Sønnen langs ad Slesvigs Veje glatte,
af Kulde dirrende, med Sanser matte,
med Sjælen gjemt i Febersyners Rus.
Og Dagen efter, da hint Rædselsbud
om Danevirkes gaadefulde Rømning
hen over Hovedstaden vælted ud
Forbitrelsens og Raseriets Strømning,
stod gamle Krage frem som Taler i
en fornem Klub og med pathetisk Stønnen,
oppumpende fra Maven al sin Røst,
udtalte Ordet: fejgt Forræderi!
— Det skete just i samme Stund, som Sønnen
paa Sneen faldt med Kuglen i sit Bryst.
Nu var han bragt til Flensborg Lazareth,
laa paa Matrassen strakt med Kinder blege;
tyst mellem Senge Vogtere sig snege,
i Stuen lød de korte Aandedræt.
Hint Smertens Sted var et nevtralt Terrain,
og de, som nys hinanden skulde dræbe,
laa der med lukket Øje, blodløs Læbe
ved Siden af hinanden, Seng om Seng.
I underlige, vilde Syner rørte
det svage Liv sig i vor unge Ven.
Kun tvende Røster han bestandig hørte,
der rykked nær og fjerned sig igjen.
De vexled stadig. Højt den ene sang
om lystig Færd med Latter, Kaadheds Glæde,
der mægted strygende sin Dans at træde,
saa let som under Sølverbjældens Klang
hen over Sneen fly’r den spinkle Slæde.
Den anden lød som Skovens sagte Suk
i kirkestille Sommernat paa Landet,
og som en ensom Rørfugls Vemodskluk,
der toner ud fra Sivene i Vandet —
til begge drukned i et Brag af Skud:
Trompeter skingrede, Kanoner bruste,
hen over Marken Rytterskarer suste;
han selv paa Hesten sad; den sprængte ud,
langt ud fra Troppen, over hviden Slette
som tvungen frem af Uvejrsstormens Bud.
Omkring ham Sneen føg i Fnugge tætte,
og Alting saa han flimre hvidt i hvidt;
hans Sanser mer og mere sig forvilded,
alt efterhaanden som hans Drømmeridt
sig dybere i Sneens Kaos hilded.
Vildt raabte han om Hjælp, men Angstens Skrig
blev slynget hen i Vinterørknens Øde —
derpaa blev Alting mørkt. Men Noget, lig
to Kvindehænder kjærlige og bløde,
han følte dække for hans Øje tæt;
et Kys berørte Panden varmt og let,
og gjennem Kulden Livets Kræfter brøde.
Han aabned Øjet. Tvende Øjne vare
med bange Spørgen fæstede paa hans.
De lyste med en dæmpet, fugtig Glans,
som om de friske Spor af Taarer bare.
Han kjendte dem. I mangen Vildskabs Stund,
i mangt et Øjeblik, naar mest forbitret
han hidsed Lidenskaben som en Hund
til Glam mod Graad, der inden i ham sitred,
han havde mødt et bønligt, sorgfuldt Blik,
et Stjernebilled fra sin Ungdoms Himmel,
hen over hvilken Haabs og Drømmes Vrimmel
engang som lette Dæmringsskyer gik.
Han saâ og saâ, og mer det vemodsmilde
og blege Pigeaasyn toned frem.
Der stod hun — klædt i Sort — saa høj og stille,
en Aabenbaring fra et fredlyst Hjem.
Hans Læber aabned sig, han tale vilde;
hun lagde hurtig Fingren paa sin Mund
og fjernede sig tyst; hans Øjne fulgte
den slanke Skikkelse, indtil den dulgte
sig i den lange Stues dunkle Grund.
Fortumlet og forbavset rundt han skuede,
mens Lampeskjæret døsed dunkelrødt,
lig Livets træge Gnist, som Døden truede
i disse Unges Bryst, der havde blødt
paa frosne Mark og laa af Døden kuede.
Nu saâ han, hvor han var, og han erkjendte,
han saaret, fangen var fra Slaget bragt,
og Harmens Luer i hans Sjæl sig tændte,
men Saarets Smerte slukte dem med Magt.
Nu saâ og hørte han de tyske Læger,
der stod og løste eller lagde Bind.
Hvert Fjendesprogets Ord var som et Bæger
af Haan, der langsomt maatte suges ind.
Da Dagen over Natten Sejer vinder,
den bringer ogsaa Lys til Smertens Vraa;
paa Lazarethet møder ædle Kvinder,
der kjærligt om iblandt de Syge gaa.
Med Omhu og med villig-flinke Hænder
de bringe Hjælp til Fjender som til Venner.
Med skjønne unge Damer saâ man der
de jævne gamle Koner sammen virke,
og Tjenesten i Kjærlighedens Kirke
gav hvert et Aasyn Aandens Skjønhedsskjær.
Vor syge Ven blev lindrende bevæget,
og medens han lod Øjet glide om
og følte sig ved Synet vederkvæget,
saa blev han vár den samme Kvinde, som
i Nat han drømte ved hans Leje vaaged,
den Gang da Døden holdt ham under Aaget;
hvis sagte Kys med Livet til ham kom;
hvis Haand han havde følt paa Øjelaaget.
Ja det var Havens Barn, den unge Brud,
han havde valgt i Aandens Løvspringsdage,
hvis Billede han drev med Vold tilbage,
da han ad vilde Veje styred ud.
Der gik hun stille i sin Sørgedragt
og sysled sammen med de andre Kvinder
med Vemod svævende om Mund og Kinder
og Alvorspræget dybt i Øjet lagt.
Imens hun snart bar om en Læskedrik
og til de Saarede den ivrig rakte,
snart Lærred og Charpi til Lægen bragte,
han fulgte hende stadig med sit Blik.
Naar Begges Øjne saa hinanden mødte,
svagt rødmende hun sænked sine ned,
som deres Flugt mod noget Fjendtligt stødte,
men strax derpaa, som tvungne, hen de gled
imod hans Ansigt med en stille Frygt.
Hun nærmed sig. Ved Nabosengen stod hun,
tog stærkt sig sammen, og fra nu af lod hun
sit Øje hvile paa ham fast og trygt.
Og medens hun holdt Skaalen hen for Munden
af denne Saarede, der tørstig drak,
det syntes, hendes Angst var helt forsvunden;
hun nikked roligt, da han sagde Tak.
Nu stod hun hos vor Ven, og uden Tvang
hun skjænkede i Skaalen ud af Kanden;
men han blev hvid som Lagnet, og paa Panden
en iskold Sved i store Draaber sprang.
Da sagde hun: „Vi to er jo Bekjendte;
vi fulgte hjemme stadigt Deres Spor,
og Bedstefader Dem en Hilsen sendte,
førend han toges bort fra denne Jord.”
Hun rørte ved hans Haand, og hendes Blik
ligned en Moders, der paa Barnet tysser;
han griber hendes Haand og ømt den kysser;
hun trak den sagte bort, imens hun gik.
Det Mod, som Villien havde sammensanket,
var spændt for voldsomt; med et Knæk det brast;
højt under halvkvalt Hulken Hjertet banked,
og ud af Stuen ilte hun med Hast.