Maaneskin blinker paa Rhinen,
Staden hviler i Ro,
Bølgerne sagtelig skvulpe
under den mægtige Bro.
Ligefor Broen sig hæver
Domen kraftig og let;
sælsomt i Skumringen flettes
Pillers og Sprængbuers Net.
Fortids og Nutids Symboler
kneise ved Rhinens Strøm:
Nutids jordiske Vælde
Fortids himmelske Drøm.
Trainet paa Broen buldrer,
farer med Sus forbi,
inde fra Domen klinger
Psalmer og Litani.
Maanestraalen, der blinker
hist paa den gule Rhin,
kaster sit Skjær i Sjælen,
aabner Drømmenes Skrin:
.... Ridderen traver paa Gaden
høit paa Gangeren rap,
Damen skotter fra Vindvet
hist paa Husets Karnap.
Ridderen rider den næste
Dag ad den samme Vei;
Blikket søger Karnappen;
Damen finder det ei. —
.... Nonnens drømmende Øie
stirrer bag Gitterets Stang,
Hjertets Kvaler hun lulle
vil ved Bølgernes Sang.
Kjerter og Voxlys funkle,
drage Klostret forbi;
dumpt den Munkesang lyder
i et Dødslitani.
Præsten i hvide Skjorte
gaaer hos den sorte Munk,
Sakrestanen er pyntet,
kneiser saa stiv og strunk.
Lysskjær falder paa Baaren,
viser en Ridders Lig;
Nonnen farer tilbage
med et ræddeligt Skrig.
Det var hin unge Ridder,
sidst hun saae ham igaar,
da man i Klosterkirken
skar af hendes gyldne Haar;
ham, som i Pillens Skygge
stod med fortvivlet Blik,
næste Dagen i Favnen
Rhinen hans Legem fik.
.... Det har man læst saa ofte,
Visen er velbekjendt,
men i dens Toners Traade
atter min Sjæl blev spændt.
Gjerne min Tanke drager
hen til den gamle By,
der mig tvang til at synge
gamle Viser paany.