See Slottet med de tvende Kæmpefløie,
der mægtigt breder sig i Solens Bad
midt blandt Alleer prægtige og høie,
hvor Lindene med Susen svagt sig bøie,
hvor Aanderøster hviske bag hvert Blad.
Louis-Quatorze! det er din stolte Borg,
din Magts Paulun, din Enevældes Datter,
hvor Sang og Klang og Dands og Leg og Latter
høit overdøved Folkets Suk og Sorg.
Nu Dødens Stilhed om Palladset ruger,
og store Minders Tyngde Brystet knuger,
naar man i disse Haller vandrer om.
Naar du paa den uhyre Trappe triner,
i Echos Røst du hører Tidens Dom,
Kaskadens Guder, Nymfer og Delfiner,
de stirre hen mod dig med Dødningminer.
Men for halvandet Sekel! hvilket Liv
har Slægten her i Thronens Solskin levet,
en kunstig Væxt, af kunstig Varme drevet.
Her spanked Kavalleren, strunk og stiv,
med høie Hæl paa Silkeskoens Saaler,
her rasled Atlaskjolens tusind Folder,
her bølgede Plumagens hvide Fjer
om Hatten, der sin gyldne Bræmme trykker
let paa de mægtigt buklede Parykker,
og Perler blinkede i Solens Skjær.
Ved Sanguhrsklokken vakt hver Morgenstund,
saae Kongen strax de mægtige Terrasser,
med Stolthed smilte da hans fine Mund
ved Skuet af de kolossale Masser.
Hans Dag blev dræbt i Festens Trylleglands,
hvor Vers og Prosa fletted Smigrens Krands
omkring den store Konges Herskertinde.
Men naar for Dagens Skygger Lyset veg,
til svale Lysthus Drotten hen sig sneg,
der vented ham en fyldig Elskerinde, .
hvis høie Barm kjækt trodsed Silkens Tvang
og svulmed stærkt i Elskovs Bølgegang.
Den næste Dag lød Prædikantens Ord,
rhetorisk dreiet, til den Helgens Ære,
der bredte ud den sande Tro paa Jord
ved de bestøvlede Dragoners Hære.
Til Helgen blev den fromme Drot raabt ud
i et forenet Chor af Præstestruber —
en ydmyg Lovsang for den nye Gud
af prisende Serafer og Keruber.
Ja selv naar Bossuets malmklingre Bryst
lod Domsbasunen runge over Jorden,
saa blev den rædselsfulde Sinaitorden
Salutskud, der fra Syden indtil Norden
forkyndte Kongens Pris med lydig Bøst.
Nu til Theatret! Atter her et Telt
opreist for Frankrigs og Europas Helt!
Stolt paa Kothurnen sees Heroer skride.
Louis-Quatorze man bag hver Heros seer,
naar han med tragisk Gravitet sig teer,
med stor Paryk, med Kaarde ved sin Side;
mod denne Helt er Romas Helte Dværge.
Hyrdinder dandse om paa Taaen net,
og Nymfer synge Solo, Chor, Duet
om ham, hvis Magt, som Troen, flytter Bjerge.
Og Molière! — han maatte ogsaa bøie
sin Røst i dette store Smigerchor.
Mon Pragten blænded rent det skarpe Øie,
saa ei det saae, at bag det rige Flor,
der tæt og yppigt sig om Livet slynged,
laa Hulhed, Raaddenskab og Last opdynget.
Bandt hint Versailles ham med Trylleri?
Mon Flitterguld selv Seklets Bedste blænder?
Kan Sandhedsrøsten være ganske fri,
hvor ved en sælsom Skjæbnens Ironi
dens bedste Tolk er Kongens Kammertjener?
Tartufferne var det alt dristigt nok
at røre ved, mens frodigst de florered,
dog blandt de høie Herrer var en Flok,
der ad en afklædt Hykler applaudered.
Men selve Hoffets Herrer — o mod dem
hvo turde vel Satiren kalde frem
og Latters kaade Satyrskarer hidse?
Der var saamange Hanreier blandt disse,
hvis Horn fuldtvel var en Komedie værd,
men Purpurfløil og gyldne Kjerters Skjær
en Hanrei i et tragisk Lys omsætter;
Sligt gjør Rouéen til en Hyrde øm,
der kjælent synger ud sin lystne Drøm,
og til Hyrdinder, Skjøger og Koketter.
Mon stundom, naar den store Digters Barm
var sønderslidt af Livets dybe Smerte,
naar skuffet Elskov fyldte ham med Harm
og nagede hans kjække, varme Hjerte,
han ei da mangengang med knyttet Haand
har høit forbandet Troløshedens Aand,
der jo hans eget Liv saa grumt forgifted,
indtil paany blev løst hans Smilebaand,
og atter med sin Musa Pagt han stifted?
For Kammertjeneren var det umuligt
at tale ud for hint Versailles Hof;
til Sganarel blev slig en Filosof,
hvem Don Juan blot havde spottet grueligt.
Louis-Quatorze! Du selv din Sol saae dale,
forladt du vanked i din Kæmpeborg,
dit Dødssuk gjenlød fast i dine Sale,
du døde uden Kjæres Graad og Sorg.
Et stille Tog til Saint-Denis drog frem;
for Pøbelskaren det sig dølge maatte,
dit Lig med Stenkast hilstes nu af dem,
der før ei knyede, naar du paa dem traadte.
Og da dit usle Afkom Thronen arved,
hvad var det, som med den i Arv det fik?
Et kraftløst Kuld, af Lasters Gift udmarvet,
til Liv kun vakt ved Viddets Naalestik.
Voltaire dæmonisk grinte Slægten ud,
og altfor mat til Modstand og til Vrede,
lo selv den med for ikke sig at kjede
og dyrked selve Spotteren som Gud.
Under slanke Lindetræer
Trianon koket sig strækker,
langs de røde Søilerækker
stryger kjælent Solens Skjær.
Mangt el Aar et pragtfuldt Bur
var det for de løse Fugle,
maatte Kongeskjøger skjule:
Maintenon og Pompadour.
Men et Keiserbarn fra Wien
siden tidt dets Mure rummed:
stolt sig Læbens Bue krummed,
Skikkelsen var høi og fin.
Ofte saaes i samme Slot
Kongen mild og fed, fuldblodig,
med en Mine sat, godmodig,
brav som Husbond, slet som Drot.
Hun — af Habsburgs gamle Æt —
var fra Vuggen vant at byde,
vant at hyldes og at nyde
som i Kraft af hellig Ret.
Han, det svage Efterskud
af en alt fortrøsket Stamme,
kæmped kun med Arme lamme
imod Folkebølgens Brud.
See, da stormed mod dem Alt!
Disse Tvende maatte bøde
for, hvad syndet var af Døde,
Seklers Hævnslag paa dem faldt,
da om rige Kongehjem
smudsig Pøbelhob sig flokked
og ved Vanvidshylet lokked
lurende Dæmoner frem.
Men et Heltefrø fremskød,
vandet under Smertesdaaben;
han, som skjalv i Kongekaaben,
saae i Øiet kjækt sin Død.
Ført til Dom fra Temples Mur,
stod han stolt, mens Pøblen spotted,
Triumfator paa Skafottet,
ret en kongelig Natur.
Keiserdalteren, som før,
ammet op ved Smigers Sødhed,
vugged sig i yppig Blødhed,
som en Martyrinde døer.
Da berørt den hvide Haand
blev af Bødlens plumpe Næve,
Frankrigs Dronning saaes ei bæve,
ligned en forklaret Aand.
Folkets tunge Kølleslag
knusende ei Fjender levned.
Mange Slægtleds Suk blev hævnet,
blodig gryede Friheds Dag.
Men den Æt, som, lad og sløv,
raved paa de høie Tinder,
Hellemod ved Faldet vinder,
synker tragisk-stolt i Støv.
Fra Byen straaler den tændte Gas
med tusind Lys mig imøde;
Louis-Qualorzes Kæmpepallads
ligger nu mørkt og øde.