Det er saa stille, den dybe Nat
har svøbt om Jorden sit dunkle Dække,
hver Menneskerøst er forstummet brat,
og Vinden hvisler i Hegnets Hække.
Og Haven dæmrer i Maaneskjær,
mens Planten drikker saa tørstig Duggen,
en Fredens Aand svæver Jorden nær,
der slumrer sødt, som et Barn i Vuggen.
De blanke Stjerner, de Blomster smaa,
de føre sammen saa mild en Tale;
saa venlige Ord man fornemmer gaae
fra Stjernehimlen til Jordens Dale.
Hvad der er adspredt og skilt saa vidt,
med kjærlig Hu sig nu sammen nærmer,
og Maanen smiler til Mødet blidt,
som Mulmets hellige Stilhed skjærmer.
Det er, som samledes Alting i
saa fast et Favntag, der varsle vilde
om den livsalige Harmoni,
hvorom vi drømme i Timer milde;
som Skaberaanden det sammen tvang,
der fjendtligt vil sig ved Dagen fjerne,
og løste hver Mislyd op i Klang,
der fylder Rummet fra Blomst til Stjerne.
Og sagte Sukke fra Nattens Vind
er Røst for Længslen, men ei for Smerten,
de føie sig jo saa villigt ind,
som Moll-Akkorder i Livskoncerten.
Da tier Uroen i vort Bryst,
og Nattens Ro til vort Hjerte daler,
om Klarhed, Kjærlighed, Fred og Trøst
en Haabets Spaadomsrøst til os taler.
Den hvisker: Engang du fatter grandt
det Præg, som Alt her paa Jord blev givet
af Evighedskilden, hvoraf det randt,
og at det hviler i Guddomslivet.
Hvad hidtil har dig fra Andre skilt,
som visne Hylstre til Jord skal falde,
hver Menneskesjæl skal du dømme mildt
og favne kjærligt som Broder Alle.