Du kjender de gamle Sange
om Dybets sælsomme Magt,
der levende Sjæle kan fange
med lokkende Blik som en Slange,
der holder paa Fuglen Vagt;
hvorlunde det Dyb os fylder
med Længsel forførende, sød,
mens Bølgen, som glimtende skyller,
med sugende Kraft os tryller
derned i sit tause Skjød.
Saa gaaer det og, naar vi længe
har stirret i Fortids Hav,
fjernt toner der lokkende Strænge,
der bort fra Livet os trænge
ned i Aarhundreders Grav.
Hvor fristes vi til at støde
Foden fra haarden Jord!
hvor drages vi hen til de Døde
hvor længes vi efter at møde
det lydløse Aandechor!
Gaa bort fra Brinken itide,
du tause, stirrende Mand!
Vend om for vaagen at stride,
vend om for modigt at lide
igjen i de Levendes Land!