Har jeg leget letfærdigt og vildt
med mit Væsen og Verden en Leg?
har ved Sange jeg inddysset mildt
Alvorsrøsten, naar i mig den steg?
Har et Dække om Livet jeg lagt
af en broget Flitterstads syet?
har til leiet og uægte Pragt
i de gjøglende Syner jeg tyet?
Denne Tanke tidt ængstende foer
dybt igjennem mit skræmmede Bryst,
og min Ungdoms farvede Flor
blev da gulblegt som Stubben i Høst.
.... Paa en Vaardag jeg vandrede ud,
Løvet blinked i funklende Skjær,
Jorden pranged i spraglede Skrud
af den Skovbunds myldrende Hær.
Ad hver Frygt for Henvisnen og Død
Lærken høit under Skyerne lo,
Livets Fødsel i Sollysets Glød
gav hver Skabning paa Ungdommen Tro.
Skjøndt jeg vidste, den festlige Dragt
var saa flygtig som Skummet paa Vand,
var en legende, ødslende Fragt,
var den derfor ei deilig og sand?
Og jeg tænkte: Er visnet end let
mangen Blomst, som du evig har troet,
har til Livet den dog havt sin Ret,
hvis engang den blot frodig har groet.
Er din Vaartankes Glands vorden bleg,
ei for Løgn du dog skjælde den maa,
sand var engang dens tryllende Leg
og det Skjær, hvori Livet du saae.