Hvor det er sødt engang at færdes ene
med længst forsvundne Tider og at tale
med Skikkelser, som op af Glemsels Dvale
opvækkes under Klang af Toner rene.
Selv op for svundne Sorger vil jeg lukke
og lade alvorsfulde vel, men milde,
forædlede ved Bad i Mindets Kilde,
frem under Orgelklang dem langsomt dukke.
De svundne Glæder larme ei og støie,
harmonisk de til Krandse nu sig slynge,
det er som de til Fløitetoner synge,
og Solglands blinker end i deres Øie.