Til Tryllelandet ved Alpernes Fod,
didhen har jeg higet saalænge,
hvor Bjergsneen rødmer i Solens Blod,
som Rosen rødmer i Enge;
hvor Pinien kneiser mod Himlen rankt,
hvor Guldoranger bag Løvel blankt
i straalende Fylde hænge.
Hvor ud fra Stenen de Seklers Røst
os veed at trylle og binde,
hvor det maa være en Høitidslyst
at hilse paa hvert et Minde;
hvor Folkets Liv bruser ud i Sang,
hvor Sproget selv eier Toneklang,
o kunde dog did jeg vinde!
Da vilde jeg gaae til den Dødningestad,
som drømmer ved Adrias Vande;
hvor tusind Pragtruiner i Rad,
erindringsbetyngede, stande,
og hvor San Marcoskuplerne slaae
de svaie Linier i Luften blaa
og krone Venezias Pande:
Milanos Tempel med Skoven høi
af Spir, der mod Sky sig strækker,
San Pietro i Rom, hvis Rygte fløi
saa vide, som Verden rækker,
og Oldtids Kolosser, dækte med Mos,
der skue paa Nutid ned med Trods
og Rædsel fast i den vækker:
det skulde jeg skue med henrykt Aand,
selv Himmelen aaben jeg skue
da vilde ved Rafaels Tryllerhaand,
see Engle bag Guldskyers Lue,
og følge de Sjæles myldrende Tog,
som Buonaroti i Dybet slog,
hvor Flammer knittrende true.
Da lufted det op vel i Brystets Rum
til Plads for lidt større Tanker,
man bliver saa ærbar og sat og dum,
naar altid blandt Smaat man vanker.
Man træller for mangen forloren Gud,
da visne de frodige, lovende Skud
paa Ungdommens svulmende Ranker.