...., ἀτὰρ σὐ μοὶ ἐσσι πατὴρ ϰαὶ πότνια μήτηρ.
ἠδὲ ϰασίγνητος, σὺ δέ μοι ϑαλερὸς παραϰοίτης.
Illad. VI., V. 429 f.
1.
Hvert Aar, som gaaer, forøger kun
mit Mindes rige Skat
og gjør de svundne Tider lig
den stjernerige Nat.
Hver Stund, hvori din Kjærlighed
har Glæde til mig sendt,
den straaler som en Stjerne paa
Erindrings Firmament.
Lad Tiden rulle, naar hos dig
jeg bygge kan og boe,
da kjender jeg en fredet Plads
med Skovens dybe Ro;
naar jeg mit Hoved til dit Bryst
kan lægge tæt og trygt,
da hviler jeg som Fugl paa Gren,
af Løvets Favn omskygt.
Vel blegned snart min Ungdoms Skjær,
min Morgenrødes Guld,
vel fik saa mangt et freidigt Haab
en Skjæbne lidet huld,
men findes endnu i mit Bryst
en Blomst, som ei kan døe,
da er det kun, fordi du tro
har værnet om dens Frø.
Saa hav da Tak for dette Aar,
for hvert et Aar, som svandt,
hav Tak for Alt, hvad du mig gav,
og hvad hos dig jeg fandt;
for at vor lille Stue blev
selv midt i Vintrens Kuld
en solbeskinnet Grønsværsplet,
af fagre Blomster fuld.
2.
Mens lig stride Strømme rulled vildt mit Blod,
mens i Nattemulmet tidt jeg veivild stod,
har du Strømmen tvunget,
har du for mig sunget,
og dit Øies Stjerne lyste for min Fod.
Siden da min Ungdom truedes med Død,
og da Verden ofte gav mig Sten for Brød,
vakte dine ømme
Ord de gamle Drømme,
kjøled mildt din Aande min hede Pandes Glød.
Uro i min Hu mig skjænked Skjæbnens Raad,
hvileløst fra Latter foer jeg hen til Graad,
du fik milde Taarer,
Smil, som aldrig saarer,
og din Tanke fletter i Fred sin fine Traad.
Sagtens matted Kampen mig i lange Aar,
dig har Himlen skabt i Aanden evig Vaar,
Vaarsang i den toner,
Krokus, Anemoner,
duftende Violer i rige Blomster staaer.
Hav da Tak, du Kjære, for hver Dag, hver Stund,
for hvert Ord, som klang saa kjærligt fra din Mund,
for din Favn, den milde,
for din Sjæl, den stille,
for den Fred, du huser dybt i dit Hjertes Grund.