Naar jeg dybest er bedrøvet,
naar, min Glæde jeg berøvet,
sidder ene uden Ven,
Blikket sænket, Ryggen bøiet,
uden Med og Maal for Øiet,
stirrer i det Tomme hen;
naar saa mørk og vaad og taaget
som med Bly paa Øienlaaget
al Naturen døser tungt,
og jeg endelig kan skimte
paa den mørke Himmel glimte
frem et enligt Solskinspunkt,
som de Skyer sagte spreder,
som en sagte Klarhed breder
ved sit milde Øiekast,
saa de tunge Draaber dunkle
rigt i Farvespillet funkle —
da jeg lever op i Hast.
Da har jeg ei Lyst at græde,
da maa flugs en Sang jeg kvæde
til det evig høie Lys,
der med Smil alt Mulm henveirer,
der med Smil i Livet seirer,
der betvinger Dødens Gys.
Skin da paa den høie Himmel,
lys henover Verdens Vrimmel,
tryl de rige Farver frem!
Lys igjennem Dødens Taage,
saa de trætte Øienlaage
løftes mod dit Guddomshjem!
O, lad ei det Haab mig miste,
lad min Tro dog aldrig briste
paa et Lys bag tættest Sky,
paa en Sol paa Himlens Bue,
paa en Hjertets Alterlue,
paa et Aandens Morgengry!