Er vor Moder kraftløs vorden,
er hun en udlevet Kvinde,
halvt til Ynk og halvt til Latter,
sløv paa Sind og sløv paa Sands,
der i matte Drømme nynner
hæst de gamle Kæmpeviser,
hvortil hun i Ungdomsdage
svang sig under Kjærters Glands;
og er hendes yngre Sønner
kun en marvløs Æt, der trodser
jammerligt paa svundne Tider,
paa et ældre Broderkuld;
blev hvert Minde, Sagn og Saga
til en kold og sjælløs Mumie,
Gjenstand kun for aandløs Studsen,
naar de graves frem af Muld;
da har nys Kanonens Buldren
været Klokkeslag, der ringed
Slægten ind til snarlig Færden
i det golde Dødningland;
da kan ingen Hjælp os baade,
steg end Engle ned fra Himlen,
da har vi vort Dødssuk aandet
ud i Blod paa Slesvigs Strand.
Men hvis end vor Moder evner
Børn at føde, Børn at amme,
der kan Sundhedsmælken die
af det fulde, høie Bryst;
Børn, der voxe til at vorde
Mænd til Daad og Mænd til Tanke,
der kan døie Livets Smerte,
der kan nyde Livets Lyst;
da er Dybbøls Skandsers Grushob
ikke Folkeaandens Gravhøi,
lad kun tydske Horder vælte
frem med Sværd og Blus i Haand,
snart skal dog en Morgenrøde
høit med Spot ad Alle smile,
som har troet, man kan ihjelslaae
vor udødelige Aand.