Ja vist har jeg nu faaet rene Gulve,
paa Stolene Sæder, paa Bordet Lampe!
Hvad siger I nu, I gamle Ulve,
med hvem jeg har døiet saa varme Kampe,
naar ud det gik til en drabelig Dyst
mod kneisende Flaskers Helbatterier,
og vi blev fulde i Stridens Lyst
af svulmende Fantasier?
I Slaabrok, hvori mangt et Hul var revet,
jeg sad i en Stue som sorten Gryde,
der har I paa Loftet med Kjeppe skrevet
de Runer, som knapt nogen Lærd kan tyde
Der Tankerne foer med de frieste Sving
fra høist balstyrige unge Hjerner,
fra Jordens Pøl de satte i Spring
høit op over Himlens Stjerner.
Sig, ræddes I nu ved de Spyttebakker,
der glindse saa skurede, blanke, rene,
og mumler I, at I Jer betakker
for saadan en snærpet, afskyelig Gêne?
Og tænke: Skal nu vi forandre vort Sprog
og stramme os op i den sorte Kjole,
og tale pænt som en Andagtsbog
i polstrede Lænestole.
Jeg nægter jo ikke, at midt i Rusen,
tidt knittrede Gnist af en Guddomslue,
at stundom et Vingeslag af Musen
har viftet igjennem den gamle Stue.
Men altid for Hende her aabent skal staae,
og høit skal hun hyldes som Æresgjæsten,
jeg beder blot, om hun tage maa
Chariterne med til Festen.
Men Pænhed skal ei lægge Baand paa Talen,
og Selskabsgrimacer I ei skal lære;
hist staaer jo Apollon paa Piedestalen,
gid venlig han vilde min Husgud være
og skræmme fra Stuen med seirende Smil,
hvad ind sig har listet af Flovhedsvæsen,
og ramme sikkert med kraftig Pil
Dumheden midt paa Næsen.
Saa lader kun Ordene dristigt runge,
det gjør ikke noget, de falde lidt drøie,
naar Hjerte og Aand har dem lagt paa Tunge,
og Tankerne hige imod det Høie;
et let Draperi kun, der folder sig smukt,
men ei forvandsker det kraftige Nøgne,
det hæmmer ikke den frie Flugt,
hver Muskel sig kjækt kan høine.
Og Bacchos skal ei gjennes bort fra Huset,
nei, lad ham kun komme med alt sit Følge,
da slynge vi Efeu rundt om Kruset,
mens lystige Viser i Stuen bølge.
Min lille Viv kan saa godt være med,
den glade Gud hende ei generer,
der er jo slet ingen Fare ved,
Apollon selv præsiderer!