Hør Havet, hvor det hult, forvirret brummer
op til os i den tause Midnatsstund!
Det er, som vilde fra dets dybe Bund
sig rive løs en tung og lønlig Kummer,
men som dens Røst paa Veien opad kvaltes,
saa Sorgen kun i dumpe Suk udtaltes.
Har du ei seet det samme Hav sig brede
med gylden Bræmme paa hver Bølgerand
og dandse henad Kystens hvide Sand
og lege med de runde Sten dernede?
mens Maagen pilsnar flagred hen derover,
der blinked kjækt et Smil i alle Vover.
Har du ei seet det Hav, naar det sig løfted
mod Himlen op, som i gigantisk Trods,
og Skummet sprøited som fra vilden Fos,
og Stemmen lød, som tusind Løver snøfted?
Igjennem Stormens Hvin du hørte klinge:
Til Kamp jeg byder, hvo der vil mig tvinge!
Og nu — nu stønner det saa angst og bange,
nu sukker det saa smertestungt og dybt,
nu ryster Livet i dets dunkle Krypt
fortvivlet sine Lænker som en Fange,
Hvo har vel tvunget saa den Stærke, Kjække —
hvo kan slig Kæmpes Trods i Lænker lægge?
... Ak, du er glad — du svulmer høit af Kraften,
din Sjæl sig løfter op i Ungdomsmod,
de rige Kilder vande Livets Rod,
og gjennem Aaren strømmer Sundhedssaften;
hvad er del vel for Dig al storme Himlen?
Er der for høit for Dig til Stjernevrimlen?
Derfor som Bølger solbestraalte Tanker
gaae over Livets Sand i lette Dands,
derfor med lystig Trods som Havets Vands
din Aand sig bryder imod alle Skranker;
Prometheusgnisten luer op i Flammer,
fra Solens Ild paa Himlen høit den stammer.
Men listed man sig til den Stærkes Leie,
naar Natten ruged over Alting lyst
og med sit Mulm tilhylled Jordens Bryst,
og intet Lys stod over Livets Veie,
naar Sjælen var alene som i Ørken —
mon da man fandt ham trodsende paa Styrken?
Mon tidt ei Suk, lig dem fra Havets Huler,
der kvæles, før til Fladen op de naae,
ei tidt sig løfte op fra Sjælens Vraa,
hvor dunkel, uforstaaet Frygt sig skjuler?
Maaskee han just har døvet den om Dagen
ved vildt at storme frem i Kampens Bragen.