Sov godt, mit Barn, drøm sødt, min Glut!
de Hænder smaa bag Dynen put,
og luk de brune Øine til,
din Moder hos dig vaage vil.
Hun paa dit lille Ansigt nu
vil vogte med opmærksom Hu
og følge hvert et Aandedræt,
der løftes fra dit Bryst saa let.
Og hun vil prøve, om hun ei
kan følge dine Drømmes Vei,
om hun kan gjætte, hvad din Fe
dig lader huldt i Drømme see.
Mon Verdens Farve, Form og Glands,
der bølger dunkelt for din Sands,
som du slet ikke kan forstaae,
men hæfter store Øine paa;
mon de nu lege for Dig smukt
i rige Drømmes lette Flugt,
og brede mod dig deres Favn
og kalde dig med Kjælenavn.
Er Drømmen skjønnere maaskee,
end hvad du vaagen fik at see?
mon bag dit fine Øienlaag
der drager hen et Alfetog?
Mit Barn sov godt, min Glut drøm sødt!
din Moders Hjerte bliver blødt,
mens smaat hun nynner denne Sang
til Vuggegængens stille Gang.