Til Kapitain Harald Hertel
efter Træfningen ved Mysund, Februar 1864
efter Træfningen ved Mysund, Februar 1864
Maaskee du kan erindre,
hvor i Sølvgadens Vraa
vi tyred Italiensken
efter Ollendorff, den blaa.
Du husker sagtens bedre,
hvor midt i Parises Pragt
vi rask gik løs paa Fransken
med Mod og Dødsforagt.
Men nu har du Luven
taget fra mig i Sprog,
da du ved Mysund viste dig
som Storfilolog;
thi der et Maal du talte,
som runged høit i Sky,
hvergang du konstruered
en Sætning af Bly.
Du konjugered Verber
med »myrderlig« Effekt,
hvergang der kom et Transitiv,
da vee dets Objekt.
Det kunde neppe bruges
til Konstruktioner fler,
thi aldrig nogensinde
det blev til Preusser mer.
Og hvor din Stil var glimrende,
hvor flot og kjækt den flød,
naar gjennem tykke Dampe
dens røde Lynglimt brød;
og skjøndt man vel maa kalde den
hel stærkt kolorert,
saa var den dog alt andet
end søgt og manierert.
Det var en anderledes
Examen svær og stor
end dem, der staae paa Frueplads
bagved det grønne Bord;
og dog du med Laudabilis
præ ceteris den tog.
Høit leve Harald Hertel,
den store Filolog!