Naar du betragter mig, saa mildt og stille,
med disse Øine, store, dybe, klare;
da føler jeg: det Blik kun kan bevare
mit friske Liv; — det er min Ungdomskilde.
Naar Dagen jeg til Slid har maattet spilde,
da siger det, du ængstes for den Fare,
at snart skal intet fra mit Hjerte svare
din stille Trang til Sangens Toner milde.
Da maa jeg stemme alle mine Strænge,
jeg føler selv, blev slappe de og matte,
da maatte Tomheds Pine Brystet sprænge.
Var du den Eneste, der vilde lytte,
jeg ei for hele Verdens Guld og Skatte
min lille Strængeleg bort vilde bytte.