Alverden strømmer hen »aux Italiens«.
See udenfor Theatret — hvilken Tummel!
I Gaden Pidskesmæld og Vognes Rummel;
Fiacre, Faëton og Cab iflæng,
Kareth og Omnibussens store Skrummel
de mødes, krydses — tusind Lygter straale,
Stenbroen gungrer af det tunge Train,
og: »Gare là-bas!« de arrige Kudske skraale.
Thi hele Staden er i travl Bevægelse,
og nyhedsgraadig Flok til Vederkvægelse
Aviserne basuned ud hans Ry,
som alt iforgaars gjorde sin Debut
og vakte sand pyramidalsk Furore,
men nu iaften vil der sikkert skee
Demonstrationer prægtige og store,
— del siges iblandt selve »haute volée.«
Hidtil har man ei hørt en slig Tenor,
og Rygtet siger, at han er opfostret
i Spægelse og Faste; ja man troer,
at i Italien han løb bort fra Klostret. —
O hvor piquant for Staden, i hvis Skygger
Voltaires Aand dog stedse boer og bygger!
Af Kroner funkler Operaens Sal,
det summer, brummer som en Masse Gryder,
Toiletterne udfolde sig med Pral,
man snakker, nyser, leer og Næser snyder.
Her straaler Silke, Fløil af hver Couleur,
her aander man en yderst broget Duft,
af Patchouli, Essence, eau des mille fleurs
fortrænges rent al atmosfærisk Luft.
I Dragt, Frisure efter sidste Mode
beau-monde og demi-monde rivalisere,
og Damerne af begge kokettere —
vel sagtens med lidt Forskjel i Methode.
Med Viften dække hine halvt sig til,
men over Randen driver Øiet Spil,
og disse kneise kjækt med opreist Ho’de,
og Blikket søger ganske ugenert
i Salen om, indtil det ømt sig fæster
paa Løven nede i les stalles d’orchestre,
hvis Nakke er saa nydelig frisert.
Tys! nu Orchestret Ouverturen spiller,
og Instrumenterne slaae ind i Chor,
Basunen brummer, Fløiten fletter Triller,
vellystigt Violinen Øret kilder.
Hvor Nydelsen af slig Musik er stor,
naar nys man kommer fra et lækkert Bord!
Man er ei klogere, naar man er færdig
end ved Begyndelsen. Den er af Verdi.
Tæppet gaaer op; det første Chor begynder;
man snakker fort, endskjøndt hver stakkels Synder
af Chorets Flok sig strænger ærligt an.
Nu standser det — og saa en lille Pause
gaaer forud for den rette Hovedmand
og Arien, der skal Publikum forbause.
Høi skrider han nu frem paa Scenens Bræt
med Ridderkappen flagrende om Skulder,
og gjennem Salen mægtigt Stemmen ruller,
man lyttede med standset Aandedræt.
Thi sælsomt løftes op til Kæmpevæxt
Musikkens lette, flade Melodier,
til ægte Poesi hans Spil indvier
endog den dumme, meningsløse Text.
Hver Gestus hos ham slaaer med Aand i Pagt
og Skjønhed aander gjennem Armens Bøining
og Kraften gjennem Brystets kjække Høining,
man gribes af hans dybe Øies Magt.
Og Stemmen var af dem, som bære kunne
alt, hvad der i et Hjerte sluttes ind:
nu klinge Suk fra Havets dybe Bunde,
nu dandser Glæden frem paa Sylfetrin,
nu Haabet ængsteligt og uvist stønner,
nu runger Trods fra en fortvivlel Aand,
og alt i Velklangs fagre Klædebon.
Fra Hænder, Munde Klap og Bravo drøner.
Resten er glemt for hint Tenorparti;
hvad Bas, Sopran og Bariton leverer,
det ønsker man var ikkun snart forbi,
men tys: paany Tenoren intonerer, —
da regner det med Bravi og Bouketter;
de sidste gjemme ømme Smaabilletter.
Og Jublen steg, jo længer frem det skred,
og blev til Raseri ved Stykkets Ende;
han maatte frem, mod Publikum sig vende
og bukke, medens han slog Øiet ned.
Men der var noget i hans Buk, der tyded
paa, at det var en Konge, der modtog
en skyldig Hyldest, som ham Slaver yded,
hvem ned han havde tvunget under Aag.
Strax efter Stykket han sig hurtigt listed
fra Kammeraters bittersøde Smil,
— hvert var en smukt forgyldt, men giftig Pil —
selv Direkteurens Hyldest ham ei fristed.
Han afslog høfligt, men bestemt hans Bønner,
om Aftnens Helt som feiret Æresgjæst
i Selskab med de andre Kunstens Sønner
ei vilde pryde deres Broderfest.
I Kamret, hvor han gjorde sit Toilet
man bragte ham den Blomstermængde mægtig,
og strax hans Øie faldt paa en Bouket,
der fremfor alle smagfuld var og prægtig.
Han tog den fra — og see bag Rosens Blad,
der lo ham vellystfuldt og skjælmsk imøde
og aabned sig som Kvindelæber bløde,
en Kapsel lumsk til Stilken bunden sad.
Han aabned den — og Rædsel ham betog;
hans Arm faldt ned som ramt af Slag og vissen,
og Kulde stivned Haaret ham om Issen,
mens Blodet voldsomt mod hans Hjerte jog.
Det var et Billed af en Kvinde, — men
det ligned En — hans Dæmon — der fra Graven
svang over ham med Vælde Herskerslaven:
»Kan du, min Dødningbrud staae op igjen?«
I begge Hænder han sit Hoved holdt,
— saa slog han op en skarp og haanlig Latter:
»Nei jeg vil ud, hvor Livet mig omfatter,
jeg bindes ei af Dødningriget goldt.
Og Stemmen fra din Grav skal ei mig skrække,
som Krigstrompeten skal den om mig bruse,
i Nydelsernes Hvirvel skal den suse
og fra de syge Drømme op mig vække.
Champagne hid, garçon! jeg bringer dig
et Dødningoffer, blege Brud, — det sidste!
saa Dødens Frygt jeg af mit Bryst vil vriste
og ud, hvor Solen straaler paa min Vei!
Det er ei dig, hvis Billed her jeg seer,
det Aasyn intet Bud fra Graven sender,
bag Læben Perletanden muntert leer,
og Livets Altraa dybt i Øiet brænder.
Han undersøgte nøiere Bouketten.
og see — et lille Brev han fandt deri.
Han Seglet brød og læste saa Billetten:
»Kom strax, saasnart som Stykket er forbi,
til Boulevard du Temple, Nummer tretten!«