Damen, der ham sendte det duftende Hjertesuk,
var baade Marquise og overmaade smuk;
kunstnere og Poeter hende særlig tiltrak,
med Iver hun studered Musset og Balzac.
Men plebejisk var Blodet, der i hendes Aarer randt:
Papa var Millionær og Maccaronifabrikant;
Marquis d’Étang, Roué fra Restaurationens Tid,
fik Lyst at nyde Frugterne af Industriens Flid
og ægted Mélanie, da han var tredsindstyve Aar
med spidsbuet Mave og sparsomme Haar,
med megen Interesse for Hazardspil og Heste;
men var han hos sin Frue, saa sov han fordetmeste.
Til Gjengjæld var som Ægtemand han meget tolerant,
mod Fruens Kammerpiger spendabel og galant,
laa tidt ved et Bad, og naar Tiden blev for lang,
han slog den ihjel med Roulettens gyldne Klang.
Længe teede Fruen sig ret trofast og smukt
og elsked les belles lettres i al Ære og Tugt,
holdt hver Uge Salon for beaux-esprits og Literater
og havde sin Loge fast i hvert et Theater.
Hun naaede tredve Aar — og det er et farligt Punkt —
spørg blot Balzac derom — da blev lidt Humeuret tungt,
hun blev adspredt, melancholsk, nervøs — ja har I blot
læst lidt af hin Forfatter, saa kjender I det godt.
Saa kjender I og det Skraaplan, ad hvilket hun gled,
om Kundskabstræets Frugt hun vidste snart Besked.
Først skrev hun pseudonymt Noveller, hvor tilslut
Heltindens zarte Dyd under Taarer gik kaput.
Siden blev hun greben af Verdis Musik,
aux Italiens hver eneste Alten hun gik;
især naar hun hørte en ægte Brysttenor,
elektriske Stød gjennem Nerverne foer.
Naar Sangen høit sig løfted, og Orchesteret bruste,
Blodet hende sælsomt for Ørerne suste,
Øiet sagte lukked sig, høit Brystet sig spændte,
mens Aarerne banked, og Kinderne brændte.
. . . . . . . . .
Man vaagned op og saae sig forstyrret omkring,
Alting hvirvled rundt for hans Øie i Ring.
Stuen laa i Dæmring i Lampens matte Skin,
sagte hendes Aande strøg over hans Kind.
Hun var saa blond og fyldig, og Huden hvid og blød,
lidt vexlede hun Farve, snart var hun bleg, snart rød,
Lokkernes brune Krøller i yppig Rigdom ruller,
Kinden kjælent bøied sig ned mod den hvide Skulder.
Paa Profilens rene Linier og de stærke Øienbryn
hun ligned den kvinde, der stod for hans Syn
som Skjønhedsgudinde, som Livets Dronning stolt,
og derfor hendes Billed ham Rædsel havde voldt.
Lænet til sin Albu han hen paa hende saae,
i bløden Slummer smilende saa yppig hun laa,
men kolde var hans Miner, om Munden laa Foragt;
han mumled: »Ingen eier dog hin døde Kvindes Magt.
Hun der er jo en Skjøge — hun er jo tilfals
for Hver, der gider nynne en smægtende Vals,
den Anden var en kvinde, opfyldt af en Gud,
en bacchisk Præstinde med flagrende Skrud.«
Han reiste sig sagte, mens bittert han lo,
og listed sig ud af den prægtige Bo.
Paa Gaden mod ham blæste den bidende Vind,
og Høstregnen pidsked ham i Ansigtet ind.
»Ret saa, blæs muntert løs og pidsk paa, alt som du vil!
Lidt Skarpt og lidt kraftigt jeg trænger just til,
det Søde og Bløde kan ei jeg ret faae lært,
jeg er for vant til Bodssvøbens sviende Snært.
Er det, hvad du kan yde, du høit besungne Liv?
er det den Magt, der vover mod Aand at yppe Kiv?
er det den Fryd, jeg attraaer, og som jeg kjøbe vil
for Evigheders Pinsel i den luende Ild!
En Kvinde! ja hun maatte i Høihed være lig
Madonna, der i Guldglands bader sin Kjortelflig,
og yndig dog som Hin med den smeltende Røst,
hvis Billed selv ei Døden kan rive fra mit Bryst.
Men fremad, længer frem! det koste, hvad det vil!
Jeg vinde maa det Skjønneste i Livets vilde Spil!
Jeg har alt gjort en Indsats saa stor, som Ingen veed:
min gamle, mørke Celle! du kjender, hvad jeg led.«