I Rue de la Chaussée d’Antin
der skingred Sang, der klimpred Stræng,
og Latter klang til Glassets Lyd,
og Kvinder jubled høit i Fryd.
Der stod en Frokost flot og fin,
der sprudled rigt af ædel Vin,
og hvad parisisk Fantasi,
af grundigt Studium staaet bi,
af Gourmandise har udklækket,
det rigtbesatte Bord bedækked.
Maëstro Giranelli, som
vel Lyset havde seet i Rom,
men fandt, at Frankrigs fede Jord
fremskjød saamangen Louisdor
for den, der kunde vinde Gunst
som »professeur« i Sangens Kunst
han havde nys et Cursus endt
og vilde, før han ud fik sendt
til Verdens fire Hjørner om,
til Petersborg, New-York og Rom,
de unge Folk, han klækked op
til Operaen, Kunstens Top,
dem takke ved et Gilde flot,
fordi de honorered godt.
Kosmopolitisk var den Flok,
af Sprog man hørte fler end nok,
thi Vinen jog i Glemsel ganske
det Italienske og det Franske.
Tenoren talte Polsk saa kjækt,
en fyldig Altistinde skreg
i ægte Yankeedialekt,
Bassisten fed, sørgmodig bleg,
lod klinge Neapolitansk,
og Baritonen talte Spansk,
mens Sopraninden helt barbarisk
udtrykte sig paa Magyarisk.
Signore Giranelli mest
forholdt sig taus ved denne Fest,
ved Bordets Ende lunt han sad
og glemte ei sin egen Mad.
Paa Panden randt den blanke Sved,
som sat i Gang ved Dampens Magt,
hans Kjæber flittigt op og ned
bevæged sig i hurtig Takt.
Forat befri’ sin trinde Krop
for alt, som kunde snævre ind,
han knapped hele Vesten op
med ugenert og roligt Sind.
Og mens En sang, en Anden skreg,
en Tredie sig fra Bordet sneg,
en Fjerde til Klaveret gik
og hamred, saa det havde Skik;
han tændte paa Cigaren Ild
og nipped til sin Pousse-café,
imens han brummed glad og mild:
»Adesso sono come un re!«
Snart slog i Flamme Vinens Glød,
og Glæden ud i Vildskab brød,
høit skingred Latter fra hver Kant;
vor Altistinde, der nu fandt,
at Luften blev lidt tung og trang,
naar om paa Gulvet hun sig svang,
hun fulgte frit sin Lærers Skik
og for sit Snørliv løst hun fik
og blottede en kraftig Gorge:
»Brava! det lider jeg Miss Georges!«
skreg Sopraninden, der nu smed
sig mat i Kanapeen ned,
og Crinolinen tog Façon
af en udspilet Luftballon.
En Brodequin af Gedeskind,
en Silkestrømpe hvid som Sne,
en Fod saa smal, en Læg saa trind
sig lod i fuld Belysning see.
Som ret man havde hen sig lagt
for at faae Hvilens Sødme smagt,
en Tjener traadte ind, alert,
og mælte saa til Husets Vært:
»Pardon, Monsieur! en Kavaller
med høist forunderlig Maner
forlanger Dem i Tale strax.
Han er af en aparte Slags,
thi da jeg sagde kort og godt,
her Selskab var, han svarte blot:
»Jeg ikke gaaer af Stedet, før
De har mig aabnet denne Dør.«
Saa maalte han mig med et Blik,
at koldt det ned ad Ryggen gik.«
Knapt endte Tjeneren sit Ord,
før ud der brød et Latterchor:
»Aa lad os see det vilde Dyr,
der gjør saa angst den stakkels Fyr!«
Herr Giranelli mumled: »Ja, —
lad denne Herre komme da;
en god Forretning muligt kan
man gjøre med den sære Mand.
Ak kjære Venner, Folk som jeg
til rolig Fritid kjende ei,
man tør ei Kunder vise bort.
Man leve skal — ja det er haardt!«
Med Kraft han knapped Vesten trang,
saa fire Knapper af den sprang.
Da tren en Mand i Stuen ind,
han mager var og bleg om Kind,
hans Træk var skarpe, Øiet hult,
men i hans Aasyn, gustent, gult,
der Noget laa, som tvang og bød.
Vor Primadonna selv blev rød
og satte ærbart sig paa Stolen,
Miss Georges blufærdig hægted Kjolen.
»Signore!« mæled han, »jeg troer,
at der i mig en Sanger boer.
Vil De i Skole tage mig
endnu idag; thi skjøndt jeg ei
en Skilling eier, veed jeg vist,
at De vil om en stakket Frist
erkjende, at Dem snarligt venter
af Deres Arbeid gode Renter.«
»Ma caro mio! har De lært
at synge før? Husk dog hvor svært
man naaer til Kunstens Høidepunkt.«
»Ja, hvad der er for Andre tungt,
for mig er let.« — »Saa lad engang
os høre Deres Stemmes Klang!
Er det Tenor?« — »Det veed jeg ei!«
»Hvordan?« — »De kan jo prøve mig.«
I Stemmen, Minen laa en Ro,
en Sikkerhed, saa Ingen lo.
»Skal vi begynde?« — »Som De vil!«
— Nu lytted Alle tause til.
»O fly fra Verden, mens du er ung,
du styre mod Gud alene,
skjøndt Veien til ham er trang og tung
og gaaer over haarde Stene.
See ei paa Rosen, du gaaer forbi,
den aander dig Gift i Sjælen;
langt bedre dig under den Sten paa Sti,
der blodig skjærer dig Hælen.
Hos Mennesker tør du ei bygge og boe,
de vil dig svige og spotte,
den Eneste, jeg har givet min Tro,
mit Hjerte med Fødder traadte.«
Han stod hensunken som i Drøm,
først lød hans Sang saa mild og øm,
tilsidst den løfted sig og lød,
som Taarer i dens Klang sig brød,
den lød saa høi, saa sølverren,
og trængte dog til Marv og Ben,
den eiede en magisk Magi,
som tvinger Sjælen med i Takt.
— Et Bravo tordned høit i Chor
»Nei hvilken mageløs Tenor!«
og store klare Taarer glede
paa vor Maëstros Kinder fede.
Som alle fede Folk han var
til Rørelse særdeles snar:
»Porco di mondo: De har Ret
for Dem det Tunge bliver let.
Hvis bare for det første Aar
jeg Deres halve Gage faaer,
forlanger jeg ei Honorar!«
»Ebbene, saa er Sagen klar.«