De Drømme hvirvled sig om hans Blik
og suste forbi hans Øre;
de Syner kom, og de Syner gik,
og Røster fik han at høre:
de Røster, han troede al have glemt
af Minder fra svundne Dage,
thi op som Viser og munter Skjæmt
fløi Barnetankerne fage,
der sang om broget Eventyrfærd
i Østens straalende Lande,
hvor Fepalladser med gyldent Skjær
sig speiled i dybe Vande —
og rummed Kvinder, hvis Lokkers Krands
som Glorier i Solen blinked,
hvis spillende Øines lokkende Glands
til evig Nydelse vinked.
Han tyktes, han saae sligt Trylleslot,
Hvis Tinder i Solen spilled,
foran laa Vandet saa sølverblaat,
der speiled hans eget Billed.
Sit blege Aasyn han speilet saae,
det dybt i Bølgerne dirred;
paa Panden de dybe Furer slaae,
og Blikket er stift og forvirret.
Da lyder fra Borgen ud der Sang
med Toner, vidunderligt klare;
de gyldne Porte fløi op med Klang;
ud strømmer en Kvindeskare.
De Kvinder de dandse paa Blomsterkyst
og flette Kredse saa fagre,
om hviden Arm og om fulde Bryst
de lette Gevandter flagre.
Da træder tilsidst af Slottet ud —
o vee — hin døende Kvinde!
Men nu er hun smykket som Kongebrud
med Stene og Perler, som skinne.
Hun seer ham, hun aabner mod ham sin Favn
»Kom hid til mit Bryst dig at klynge!«
Hun vinker ad ham, han hører sit Navn
af tusinde Røster udsynge.
Da styrter han sig i Vandet ud,
iskold ham Bølgen omfatter;
han raaber: »O vee, o hjælp mig, Gud!«
men svares af haanende Latter ...
.... Da vaagned han op i den dybe Nat
af Drømmen svarlig forfærdet,
og op fra Leiet han springer brat
som Fuglen fra Busken paa Gjærdet,
og sætter sig atter i Vinduet hen
og stirrer stille mod Himlen:
»O, er det ei sandt, jeg eier en Ven
histoppe bag Stjernevrimlen?«
»O, fly fra Verden, mens du er ung,
du styre mod Gud alene,
skjøndt Veien til ham er trang og tung
og gaaer over haarde Stene.
See ei paa Rosen, du gaaer forbi,
den aander dig Gift i Sjælen;
langt bedre dig under den Sten paa Sti,
der blodig skjærer dig Hælen.
Hos Mennesker tør du ei bygge og boe,
de vil dig svige og spotte;
den Eneste, jeg har givet min Tro,
mit Hjerte med Fødder traadte.«
at synge med kraftig Stemme;
det var en gammel kjendt Melodi,
hans Moder den sang derhjemme.
Han sang den igjen, men alt som han sang,
han Ordet for Tonen glemte;
han hildes ind i sin Stemmes Klang,
der helt uroligt ham stemte.
Man havde jo sagt, da han var Dreng,
han var som skabt til at sjunge,
naar Moderen slog sin Guitars Stræng,
strax rørtes til Sang hans Tunge.
Men da han havde det Løfte bragt
sin Tanke og Krop at spæge,
saa turde ei heller sin Stemmes Magt
med Frihed han lade lege.
Naar Messen blev sungen til Klokkers Klemt
han havde sin Røst jo dæmpet,
tilsidst han havde den næsten glemt,
nu løs den sig atter kæmped.
Og ud den foer som en rivende Strøm,
der overskylled hans Tanke,
den lød om Elskovs deilige Drøm,
om Kvinder, kraftige, slanke.
»Min Moder, vil ogsaa du være med
til ud mig paa Dybet at drage?
Farvel min Celle med Herrens Fred!
nu kommer jeg aldrig tilbage.
Han ned i Haven fra Vinduet fløi,
igjennem Gangen han løber,
han klavrer over den Mur saa høi,
ei Nattens Mørke ham røber.
Da ei han til Morgenbønnen kom,
man efter forgjæves Leden
fandt Pater Lelios Celle tom,
da mæled andægtig Abbeden:
»Han var en Helgen for god til vor Jord
og til at vandre blandt Vrimlen.
Inat som Elias han sikkert foer
paa gloende Vogn til Himlen.«
Og Cellen blev til et Valfartsted
for mange troende Stakler,
der kasted de sig paa Ansigtet ned:
endnu der skeer dog Mirakler.