Rundtom i Cellen han vanked, og Haanden
voldsomt mod Brystet han slog.
Gru og Forfærdelse omspændte Aanden,
Legemet sittred og bæved i Vaanden,
Svimmel hans Tanke betog.
»Herre, min Gud, ak udløs mig af Pinen,
før mig af Fristelsen ud!«
skreg som et Barn han med skjærende Hvinen
pidsked sig rasende med Disciplinen,
Blodstrimer flængte hans Hud.
»Livet i Verden mig drager og lokker
med sin bedaarende Pragt,
bredt sig for Øiet i Billeder flokker,
suser for Øret som Klemten af Klokker,
lammet jeg er af dets Magi.
Tant er dets Glimmer, og Løgn er dets Stemme,
Satan er selv jo dels Drot!
kjødet maa dødes for Lysten at glemme,
flænger mit Kjød da, I snærtende Remme,
pidsker det blodigt og blaat!
Kvinde, hvad var det for Ord, som du talte?
Djævelen sang i din Røst.
Skjændsel og Skarn var den Fryd, som du malte!
Lyst og Begjær, som jeg troede var kvalte,
ville nu brænde mit Bryst.
Havde jeg favnet dig, førend du døde,
kraftigt med knugende Arm,
følt dine Læber mod mine at gløde,
trykket mig tæt til din høie, din bløde,
gyngende, svulmende Barm.
Satan! vig fra mig, forbandede Frister!
koglende, liftige Aand!
gjennem hver Pore du i mig dig lister,
men jeg skal kæmpe, til Pulsaaren brister.
Herre — o, laan mig din Haand!«
Tungt som et Legeme, Døden har lammet,
faldt han paa Fliserne ned.
Bønner, som døde i Struben, han stammed,
Krampe hans Legem og Ledemod strammed,
mens som en Orm han sig vred.
Op han saa springer, — mod Vindvet han iler,
gispende tungt efter Luft.
Haven derude i Sollyset hviler,
kjælent dens brogede Blomsterflor smiler,
aander imod ham sin Duft.
Rosernes Aande og Sollysets Varme
var som fra Livet et Bud:
Livet, som aabned de favnende Arme,
lovende Glemsel og Fylde og Varme,
hviskende: Kom, kom herud.
Fuglene sang som den døende Kvinde,
sang om det deilige Liv.
»Ti dog, ti stille!« han skreg, »det er hende,
hende jeg gjemmer i Hjertet derinde;
Herre, min Dæmon uddriv!
Ha, jeg er viet til Kvinden, den Døde,
hende opsøge jeg vil;
hende jeg blandt de Fordømte vil møde,
Seile med hende paa Ildbølger røde;
Helved min Hu stunder til.«
Jernkrucifixet han trykker mod Brystet,
læner sit Hoved derpaa.
»Herre, min Frelser, som før mig har trøstet
see hvor min Tro nu er mægtigen rystet,
hjælpe du skal og du maa!«
Matheden fulgte paa Tankernes Brynde,
døved hans Aand og hans Sands.
Vindpust i Haven en Spotvise nynne,
Bladene suse om Elskov og Ynde,
lege i blinkende Glands.