Mat og døsigt Lampen brænder
i det store Sovekammer,
hvor den Syges korte, tunge
Aandedræt alene høres.
Morgenlyset allerede,
som en Stribe tynd og blank,
sees i Revnen, hvor de tunge
grønne Fløielsgardiner skilles,
spiller paa den syge Kvindes
fine, marmorhvide Ansigt.
Dækket halvt af Sengens røde
folderige Silkeomhæng,
sidder der en gammel Kone;
snart af Slummeren betvunget,
nikker sagte hendes Hoved,
snart af Angstens Uro vækket,
retter hun det trætte Øie
forskende imod den Syge,
frygtende at see de kjære
Træk i Dødens Kulde stivne.
Operaens Primadonna
Mariquita de Velleda,
fostret under Andalusiens
høie, solbestraalte Himmel;
hun, som i et stolt Triumftog,
hyldet, tilbedt og bekrandset,
havde faret gjennem Verden
som i Dands med løste Lokker,
høit paa Tonebølger baaren,
tæt af Bifaldsstorm ombrust —
ligger, rørt af Dødens Finger,
syg i Napoli, der gjenlød
nys af hendes Lov og Pris.
Hele den Tilbederskare,
der til hende havde offret
Blomsterregn og Bifaldstorden,
kostelige gyldne Smykker,
kjælent kurrende Sonetter,
havde Mariquita glemt;
de, som laae for hendes Fødder,
naar hun stolt som Dronning throned
i de festlig-lyse Sale,
hvor de klare Kjerter funkled
over blomstersmykte Borde,
hvor den vilde Latter runged,
hvor Champagnepropper knalded
under dum og villig Tale, —
havde Mariquita glemt.
Kun den gamle, simple Moder,
der var ført omkring med hende,
der saa lidt med Hovedrysten
og enfoldig, lang Moral
havde mødt den skjønne Datters
Lyst til Livets blanke Druer
ret med fulde Tag at kryste,
men dog lønligt følte Stolthed
ved de glimrende Triumfer,
hun blev Mariquita tro,
dengang Dagene blev onde,
pleied hende ret som fordum
i den spæde Alders Dage.
da hun laa ved hendes Bryst.
Hvert forkjælet, flygtigt Lune,
hvert et bittert Ord, som stundom
foer mod hende fra den Syge,
mødte hun med venlig Mine
og med altid hjælpsom Haand.
I de lange Vaagenætter,
naar, af Søvnen overmandet,
hun sank træt og mat tilbage,
sprang hun op som vakt af Lynet,
naar blot mere stærkt end ellers
lød den Syges Aandedræt.
Da hun saae, at Dagens hvide
Straaler ind i Stuen trængte,
stod hun op og bøied sagte,
varsomt ned sig over Leiet,
og hun saae, hvor Mariquitas
Øienlaages fine Buer
dirred sagte, som de mangled
Kraft til selv sig op at lukke.
»Moder er det dig?« hun hvisked,
og til Svar den Gamle trykked
ømt et Kys paa hendes Pande.
»Moder! nu jeg vel kan mærke
snart vil Livets Porte lukkes
for din stakkels Mariquita,
Livets blomsterrige Have
skal for Dødens Aande visne,
Livets Røst med fulde Toner
skal af Gravens Taushed kvæles.«
»Kjære Barn! vil bort du vandre
fra din stakkels gamle Moder,
o, saa glem ei, at bag Graven
lyser der en Morgenrøde
mere skjøn, end du har skuet
den i Jorderiges Land.
Og, endskjøndt en Præst har sagt mig,
at det Liv, hvortil du fæsted
al din Hu og al din Tanke,
ei var Gud til Velbehag,
troer jeg dog, at han vil huske
paa, hvor du var god og kjærlig,
og vil mildt dit Liv forlade.«
Mariquita slog de store
sorte Øine op, og Læben
krummed sig som til et Smil:
»Vær kun rolig, lille Moder!
Præsterne fortælle tidt os
Ting, som Gud vist ei forstaaer.
Vei jeg nok til ham skal finde
uden Præster, uden Munke.
Ja, jeg veed jo godt, de ville
ei i kristen Jord mig lægge,
at for dem er Scenens Brædder
Broen til den Ondes Rige;
men de Roser, som du planter
paa min Grav med kjærlig Haand,
ville spire, ville voxe,
ville gløde, ville dufte
fuldt saa vel som de, der plantes
Bagved Campo Santos Ringmur.«
»Kjære Datter, gaa dog ikke
som en Kjætter bort fra Jorden!
Lad mig dog en Præst dig hente!
just jeg kjender Pater Lelio,
denne hellige Capuciner,
vidt bekjendt i hele Staden
for sit Liv, det pletfri, rene.
Han har lovet hid at komme;
kjære Datter, tilgiv, tilgiv!
jeg har ikke kunnet taale,
at du skulde døe som Hedning
uden Præst og Sakramente;
tag imod ham, skrift oprigtig
hver en Synd, som du kan mindes.
Rødmen foer i Mariquitas
blege Kinder, og i Øiet
glimted næsten lystig Trods.
»Moder, lad kun Munken komme,
jeg har Lyst med ham at tale;
han skal see, at Hedningkvinden,
Sangerinden fra San Carlo,
ei er bange for en Præst!«
Knapt den Gamle Ordet hørte,
før hum skikked Bud til Klostret,
og det vared ikke længe,
før man meldte Pater Lelio.
Og med langsomt Fjed han vanked,
høi og stille over Gulvet,
iført Capucinerordnens
grove, brune Hættekappe.
Skjøndt kun tredve Aar han talte,
saaes der i det blege Ansigt
med de store, skarpe Træk
alt paa Panden og ved Øiet
dybe Furer, tause Tolke
om de tunge Sjælens Kampe
i den dunkle Cellehvælving,
og i Mundens fine Muskler
bæved som en Efterklang
af en fast betvungen Livskraft;
ned mod Jord var Øiet sænket
med de halvtillukte Laage.
Lige hen mod Sengen skred han,
hvori Mariquila slumred,
og sin Haand, den kolde, haarde
med de magre Knokkelfingre
lagde han paa hendes bløde
Haand, hvor svagt de lilla Aarer
dæmred i den hvide Hud.
Som berørt af noget Fjendtligt
sittred hendes hele Legem,
medens hun slog Øiet op.
Munken løftede sin Stemme,
dyb og hæs og dæmpet lød den,
lig en Klokke, hvori Kneblen
er af tykke Bind omviklet,
men det syntes, som den eied
Kraft, som tvungen blev tilbage,
som han frygted for at høre
tone ud med Livets Klang:
»Kast din Sjæl i Støvet, Kvinde,
for den Gud, mod hvem du synded!
Angeren dit Hjerte slide
for dit brødefulde Liv!
Thi med Verdens Gunst du boled,
virkede for Satans Rige,
der i Øjenslyst og Kjødslyst
finder Grundvold for sin Bygning.
Mangen Sjæl du har besnæret
ved den Tryllelyd, som Satan
lagde i din Røst, der vækked
tusind onde Kjødets Tanker,
der berused og bedaared
ret som Vinens søde Gift,
saa i Vanvidsrus man tyktes
Engles Strængeleg at høre.
I dit Øie havde Djævlen
lagt en Slangemagt, der lokked,
som den svage Verdens Sønner
tog for Glands fra Lysets Rige.
Paa den onde Glædes bløde
Vellystpuder har du blundet,
paa den Rosensti du vandred,
som til Helved sikkert leder.
Den, som Himlens Rige søger,
finder Pinsel her paa Jorden,
saa han vaander sig i Skrig som
San Lorenzo paa sin Rist;
og han skræmmes og han ledes
ved den falske Verdens Skjønhed
saa han svøber sig i Vadmel,
tugter sig med Disciplinen,
saarer sine nøgne Fødder
som den hellige Francesco.
Men du vide ogsaa, Kvinde,
Naadens Dyb er uden Bunde.
Angrer du din Synd og sværger,
at dit onde Liv du hader,
skjænker du i Dødens Time
alt dit Gods til helligt Brug,
til de Fattige i Herren,
kan maaskee du Djævlen undflye.
Da vil ved de varme Bønner,
der som Røgelse opstige
fra den hellige Kirkebue
til Alnaadens Herres Throne,
Sjælen lindres i sin Pine,
naar i Purgatoriets Flammer
den sig vrider, naar de gule
Bølger over den slaae sammen,
og vil muligt luttret vorde
efter lang og megen Vaande,
saa den, svøbt i hvide Klæder
stædes kan for Herrens Throne.«
Al den Rest af Liv, som boede
i den Døende sig reiste
op til Kamp mod disse Tanker.
Lig det vilde Dyr, der, jaget
uden Haab om Flugt og Redning,
faaer forunderlige Kræfter,
saa fik dette svage Legem
Styrke til sig op at reise,
og den før saa svage Stemme
lød med Klarhed og med Kraft:
»Munk! din Tale rammer Luften;
vore Tanker ei kan enes.
Hæld kun Æddiken, den sure,
i den milde, bløde Olie, —
aldrig dog de flyde sammen.
Denne strænge, grumme Dommer
med det bistre Vredesaasyn
aldrig været har min Gud.
Dog jeg frygter ei for Døden,
thi min Gud vil ei forstøde
den, som glad de Frugter plukked,
som han Sødme gav og Farve
paa den skjønne, rige Jord.
Og hvis hist jeg skulde møde
disse Helgener, du nævned,
San Francesco, San Lorenzo,
skal jeg synge for de Gamle,
og hvis end de skulle mindes,
hvad de have lidt paa Jorden,
skal min Læbe for dem synge
om det Skjønne, om det Glade,
som de ei fik Tid at nyde
eller lukked Øiet for.
Muligt de igjen kan lære
mig, hvad jeg i Livet glemte.
— Svart du feiler, hvis du tænker,
at mit Liv var gudsforladt;
naar fra Scenens Bræt min Stemme
bar de Toner frem for Lyset,
som i Sjælens Bund var fødte,
følte jeg min Gud mig drive,
følte jeg hans Livsens Aande
lægge Klangen paa min Tunge;
og de Toner, som jeg strøede
lig Fontainens klare Perler
over Mængden ud, som lytted,
faldt i mange Hjerter ned,
gav dem Kraft til op at svinge
sig til Lysets rene Sfære,
minded om de bløde Længsler,
stille Timers hvide Roser.
Tro ei, at jeg vil benægte,
at i mine Toner suste
ofte Lidenskabens Storme,
ofte Glædens vilde Orgier;
men i sligt er Gud tilstede,
mere kraftigt, mere fyldigt,
end i hæse Skræmmeprækner
og i golde Munketanker.
Overalt, hvor Livet løfter
sig med Kraft og Sving og Fylde,
overalt, hvor Sjælen vækkes
op af træg og aandløs Døsen,
vifter stærkt Guds Aandepust.
Selv hvor blankt Pokalen funkler
under Skjæmt og Sang og Latter,
medens Glædens Perler spille,
lig den skummende Champagne,
medens skjønne Piger snoe sig
i de muntre, kjække Dandse
ret som brogede Guirlander,
selv paa Elskovsrusens Høide,
hvor hver Puls i Feber banker,
hvor i mægtigt Favntag mødes
Mands og Kvindes hele Livskraft,
har min Gud jeg kunnet dyrke.
Han har lagt mig Sang i Brystet,
han har lært min Sjæl at glædes
ved, hvad der er skjønt og aandfuldt,
ved, hvad der er kjækt og varmt,
og til Had mod alt det tunge,
dvaske, aandsforladte Stof.
Ja, du ræddes, Præst! men tro mig,
saae du mig i Kraft og Sundhed,
skulde jeg ved Tonens Kræfter
og ved Ilden i mit Øie
og ved dig at aabenbare
Skjønhedstanken, som mig fylder,
gjennem hver mit Legems Gestus,
gjennem bløde Bølgelinier,
gjennem Dandsens faste Rhythmus
faae dig til at lee og sværme
i bacchantisk, mægtig Hvirvel,
glemme Svøben, Disciplinen
for de røde, fulde Roser,
glemme Klostrets Fastespise
for den luehede Vin;
faae dit Øie til at gløde,
faae dit Hjerte til at banke
hæftigt i dit magre Bryst.«
Kvinden brændte, Øiet tindred,
Barmen løfted sig som Bølger,
medens Mariquita talte.
Pater Lelio flere Gange
vilde ved et Anathema
standse Talens vilde Fart,
der fik Haaret til at reise
sig med Rædsel paa hans Hoved;
men det var, som om en Trolddom
bandt hans Læbe, som hans Væsen
grebes af en Dæmons Haand.
See, der stod han som en Støtte,
Sveden isnede hans Kinder,
Blikket stivned i hans Øie,
Haanden knuged sig om Kappen.
Bølgebrud af mægtig Attraa,
hidtil dæmmet og betvunget
bag Askesens sikkre Dige
vælted op sig i hans Bryst.
Da paa engang foer han sammen,
mens et halvkvalt Skrig sig pressed
ud med Magt igjennem Struben,
og, som pidsket af en Furie,
foer i Løb han ud af Døren.
Mariquita faldt tilbage;
Smilet end om Munden spilled,
medens Kind og Læbe blegned,
og umærkeligt gled Livet
bort fra Aasyn og fra Lemmer.
Maalløs sad den gamle Moder,
helt af Skræk og Rædsel lammet,
og da Kraft hun havde vundet
til at gaae til Dattrens Leie,
fandt hun kun det kolde Lig.