Scene af Guillen de Castros „Las mocedades del Cid”
(Oversat fra Spansk)
(Oversat fra Spansk)
Don Diego.
Ei lidet Lam, der bræger saa bedrøvet
for Hyrdens Tab; ei Løven, naar den brøler
i Raseri, for man dens Unger røved,
har følt den Kval, som for min Søn jeg føler.
I Nattens Mulm jeg favner tomme Skygge;
mit Hjertes Barn, Rodrigo, svart du nøler!
Hvis fra din Færd du kom med Seir og Lykke,
bestemte vi jo dette Sted til Møde,
men tusind Ængstelser min Sjæl nedtrykke.
Paa hvilken Hindring bar du kunnet støde,
som dine faste Skridt til Maalet hæmmer?
hvad eller er Ulydighed din Brøde?
Iskoldt mit Blod sig op mod Hjertet stemmer.
Ak! er du fangen, saaret eller død?
O mørke Anelser, som jeg fornemmer!
Tys! Er det ham? Jeg synes, Skridt der lød!
Nei, det er Ekko af min Stemme ene,
som svarer mig i dybe Sjælenød.
Tys! — Jo, af Hovslag gungrer Veiens Stene!
Det er Rodrigo! Af sin Hest han stiger!
vil Himlen mig en Saligs Fryd forlene?
(Rodrigo kommer).
Diego.
Min Søn!
Rodrigo.
Min Fader!
Diego.
Er det dig, som siger:
Min Fader? Er det dig, som her jeg favner?
O vent! o b i! Min Aande fra mig viger,
og Ord saa stærke som din Daad jeg savner.
Nei — jeg vil ei med Spørgsmaal trætte dig,
nu da du frelst fra Heltefærden havner.
Hil dig, mit Barn! I dig gjenfødtes jeg,
i dig min Ungdomskraft blev gjenoprettet,
du har betalt det Liv, du skyldte mig.
Mit hvide Haar er atter rent, uplettet;
berør det, bøi din unge Mund imod
min Kind, hvorfra du Skjændselsmærket tvætted.
Min stolte Sjæl skal knæle for din Fod,
du har bevist, at Drotter af Castilien
med Føie hædret har vort Adelsblod.