Flyv over Gulvet, mens I har Magt
til Dands henover Livets Tillie!
Træd med i Dands, mens Musikens Takt
er mere stærk end Eders Villie!
Det Lette leve høit, det Tunge dø!
Se, Roser voxe rigt paa Livets Ø;
Træd da i Dands,
flet dem i Krands
og slyng dem om den unge Pande!
Den Tid kan komme, da tungt og haardt
I maae paa knortet Markvei stavre,
da Rosenfloret maa meies bort
og give Plads for Rug og Havre;
da Livet gaar saa smaat i Luntetrav
alt under Dagligdagsmoral og Gnav;
hvert et Kvartal
er en fatal
Termin med Rodemesterfordring.
Men har I dandset og har I leet,
mens Lunden stod med Blade grønne,
og har begeistret og rent I seet
og nydt det Friske og det Skjønne,
da drager gjennem Livet sig en Klang,
da nynner I ved Kvæld en sagte Sang,
dæmpet og mild,
give den vil
en Gjenklang fra de fagre Dage.
Staaer end Jert Navn i Kommunens Bog,
og skal end Rigsdagsmænd I vælge,
og skal I lægge en Plan saa klog,
hvordan I kjøbe skal og sælge,
saa vil I dog bestandig huske paa
„de røde Roser og de Øine blaa”,
huske dengang
rundt I Jer svang,
og nynne og slaae Takt med Hov’det.