Leg nu kun om mig, I Puslinger smaa,
I, som tidt før fast gjorde mig bange,
naar jeg ej kunde i Flugten Jer fange
og faa Jer udsendt i Verden som Sange
og Jer i Rhythmer og Rim faa klædt paa.
Mens Eders Læbe endnu var tillukt,
var det, som løfted I Øjnene vaade
bønligt imod mig og bad mig at raade
Eders Tilværelses lønlige Gaade,
give Jer Mæle i tonende Flugt.
Undslap En af Jer min udstrakte Haand,
blev jeg bedrøvet ved rent den at miste,
frygted, at Verden et Tab vilde friste,
at paa dens Harpe en Streng monne briste,
en af de bedste i Strengenes Baand.
Tiden saa klart mig dog kjende Jer lod,
at nu jeg véd, hvad bag Sløret I gjemme,
sikkert ej Nogen vil Tabet fornemme,
om I saa aldrig fik Mæle og Stemme,
aldrig af Svøbet fik viklet Jer Fod.
Derfor dog ej jeg bortskræmme Jer vil;
jeg holder af Jer og sér Jer saa gjerne
fremdukke hist fra det taagede Fjerne,
fødes i Skjæret af Aftenens Stjerne,
Hjertet det vugges saa mildt dog dertil.
Puslinger, leg kun omkring mig med Lyst!
Kan jeg nu stundom et Par af Jer fange,
faaer jeg vel give Jer Ordet i Sange, —
fattige Fugle som henover Vange
synge saa sagte og flagre saa tyst.
Møder I En paa Jer ukjendte Gang,
som vil en Stund paa de Smaasange høre,
sværm da en Stund om det lyttende Øre,
men bliver stille, hvergang der sig røre
fuldere Toner med renere Klang!