Sophus Schandorph (1836–1901)

En Ungersvend saa fager han drog i Verden ud,

bag Brilleglasset lyned det brune Øie Bud

til mangen skjøn Jomfru, der blev saa rød som Blod,

thi ud af Øiet lyste det varme Ungdomsmod.

Det Ungdomsmod blev fostret af bøi og liflig Sang,

som da fra Skjaldekoret i fulde Toner klang

og lokked Livets Fylde i Skjønbedslinien ind;

da svulmed vel hans Hjerte, da gløded vel hans Kind.

Og aldrig han forgjætted de rene Toners Lyd,

de mildned Livets Alvor og løfted Livets Fryd

og hæged om hans Ungdom, der end saa frodig staaer;

den smiler skjælmsk fra Øiet op mod de hvide Haar.

Og derfor er hans Hjerte jo med de Unge ungt,

og derfor ei han kj ender, hvad der er dvaskt og tungt,

og derfor end han smiler til Pigerne, de smaa,

og derfor ei han svigter, hvor fyldte Flasker staae.

Og derfor end han gløder for Alt, hvad der er skjønt

og smiler saa godmodigt ad det, som er lidt grønt,

og derfor vi ham ønske saa glad en Aftenstund,

og derfor skal et Hurra nu klinge fra vor Mund.