Meget blev den tilmaalt, hvem Guderne skjænked den Evne
stille at vandre sin Gang, tænke kun lidt paa sig selv,
men i de Andres Glæder at leve og offre sig villigt,
selv om det synes, at knapt Sligt bliver ændset og følt.
Meget blev den tilmaalt, som gjemmer tro i sit Indre
Tonernes rislende Væld, brogede Billeders Pragt,
selv om den Rigdom ei flyver paa udspændte Vinger mod Solen,
selv om den ei kan ud klinge i tonende Røst.
Men I Venner, som færdes omkring de blysomme Sjæle,
skjænk dem et vennehuldt Blik, skjænk dem en vidtaaben Favn!
Det gjør de stille Sjæle saa godt, det løfter dem Modet,
giver dem Tro paa sig selv, giver til Livet dem Lyst.
Tænk paa Violen i Græsset, den veed ei frem sig at trænge,
har dog den fineste Duft, har dog en Krone som Fløil.
Gud forlade den Fod, som ufølsom træder paa Blomsten!
Rigt belønnes det Blik, som har sig glædet derved!