Stygotius staaer vindtør paa Katheder
og distingverer paa scholastisk Vis,
von Bremenfeld ved Politiken sveder,
Jeronimus gi’er »Allamoder« Ris,
von Tybo disker op med tydske Eder,
Hr. Leonard betænksom la’er en Pris,
man mangler Tanker, men har nok af Nykker,
man mangler Ho’der, men man har Parykker.
Da sidder Holberg stille i sit Kammer,
ad alle disses Fagter lunt han ler,
han tænder Viddets, Lunets klare Flammer,
og i det skarpe Lys hin Flok man seer,
han svinger Svøben; snærtende den rammer,
og Latterbølgen stiger mer og mer.
Af Ho’derne Parykkens Bukler falde,
og pudsigt glindser frem den nøgne Skalle.
Og alt mens han i Tryllehornet støder,
de laante Pjalter falde af paastand,
Olysses klædes af af gamle Jøder,
alt Trylleri bli’r løst af Chilian,
da Svinene til »Svins-Konfekt« han nøder
og kysser Jorden med »det salte Vand«;
Filosofusser slaae som Skolefuxer,
og Jean de France tilbage har kun Buxer.
Strax var man daanefærdig, men Madame
la Flèche fik Ret; »c’était un Uebergang«;
thi Folk de lærte snart sig ei at skamme
ved at faae Lattermusklerne igang.
»Pedanteria« blev til »Maren Amme«,
man sprængte Fiskebenskorsettets Tvang;
Poeterne behøved ei at skjule
sig mer i Aabenraas den mørke Hule.
Ja Isen den blev brudt af Holbergs Hænder,
den Is, der om den frie Strøm var lagt,
som os Naturens rige Kilder sender,
snart frem den risled med ustandset Magt.
Nyt Lys den gamle, muntre Digter tænder,
nyt Syn fik han de sløve Øine bragt.
Og da Thalia først hos os var hjemme,
kom andre Muser til ved hendes Stemme.
Saa lad os ei den gamle Digter glemme,
men lad os elske ham af Hjertens Grund.
End lyder til os jo hans kjære Slemme,
der vækker os til Latter frisk og sund.
Og lad, som han, os hver Filister klemme,
til op han vaagner af sin dorske Blund
og »gnikker Øiet« med forbauset Mine,
fordi han hører hver Mand ad ham grine.