Tro de Røster ei, som summe
foran, bag dig, rundtenom,
disse gammelkloge, dumme,
der ad al Begejstring brumme
deres gnavne Hverdagsdom.
Ja de love Fred og Hygge,
Ly for Stormens vilde Sus;
ja de spaae dig Dage trygge,
hvis du blot din Ro vil bygge
paa det blomsterløse Brus.
Tro dem ei! De vil kun øve
Vold imod din Aands Begjær,
og de kan din Sorg kun døve
ved dit unge Blik at sløve
for Guds Sol og Stjerners Skjær.
Lev saa heller som Zigeuner,
pidsker Regnen end dil Skind;
i det Fri sig Blikket høiner,
saa det i det Fjerne øiner
Drømmeborgens gyldne Tind.
Styrk dig ved din Tro at fæste
paa de Øjeblikke faa,
da dig Himmeldrømme gjæste,
ridende paa Vingeheste
kjækt igjennem Luften blaa.
Husk de Timer, da du skuer
under Sang af Sfærers Chor
rige Farvers blanke Luer,
fulde Formers bløde Buer
bryde frem af Taagens Flor.
Tro paa Ordene, som Aanden
hvisker mildt i Øret ind.
De vil styrke dig i Vaanden,
naar du sidder bleg med Haanden
modløs støttet til din Kind.