Søvnen flyer mig,
og jeg ræddes
ved at lukke mit Øie.
Syner drive mig
op fra Leiet.
Helgenskaren,
de døde Martyrer
pege med Smil paa
de lægte Vunder,
Hovedet hades
af Himmelluft.
Deilige Engle
med Lilier bestrøe dem
over dem svæver
Himlens Dronning,
vuggende Barnet
paa bløde Arme.
Der er min Celle,
lille og skummel,
træt jeg ligger,
pint af Slag.
Men Paradishymner
om Øret lege,
Smerten inddyssende,
Salighed fødende. —
Og den hellige
Jomfru kommer,
kysser min brændende
hede Pande. —
Hende jeg flyede,
hende jeg solgte;
Helvedes Luer
svide min Sjæl!
Hvor vare de søde,
Aftenens Seire
fra Dagens Kampe!
Kjødet laa knust
under Aandens Fod.
Lysten var dræbt, og
Blodet var tæmmet,
det var som randt der
Æther i Aaren.
Frelseren saae jeg paa
Himmelens Throne.
Tornekronen
sittrende funkled
i Demantluer;
med rolige Folder
Kjortelen bølged
i Luftens Guld.
Mildelig skued
han paa mig ned,
rakte mig Palmen,
Seirens Palme.
Kom dog tilbage,
kom dog tilbage
salige Timer!
Kunde jeg kaste
dybt mig i Støvet,
sanke Jer op
Sekund for Sekund!
Gud jeg søgte,
vilde mig styrte
op mod hans Bryst.
Derfor jeg tømred
paa Jakobsstigen,
stige jeg vilde
til Himmelglandsen
opad de stejle
Forsagelsens Trin.
Stigen er brusten!
og jeg knuses
af dens Ruiner.
Kvinden sagde:
»Gud er paa Jorden,
Gud er i Glæden,
Gud er i Tonen,
Gud er i Kvindens
duftende Barm!«
Og jeg styrted
ud for at søge,
ud for at favne
den nye Gud,
saa tæt, at hans Hjerte
slog i mit.
Vee mig for Gud
jeg fandt i Verden!
Det var den gamle
Menneskefrister;
ham har jeg favnet,
og jeg har hvilet
tæt ved hans Bryst,
og hans Hjerte
har banket i mit.
Evig fortabt
og evig forskudt!
Dagen jeg dræber
i Syndens Tummel,
om Natten jeg ligger
i Angst og Skrig,
og Tungen brænder
den tørre Gane;
Ingen vil dyppe sin
Finger i Vand
og lædske min Tunge!
Gud har jeg flyet
forraadt ham som Judas.
Jeg vil beruses
af Jordens Druer!
jeg vil kvæle
de Natterædsler
i Kvindearme
fyldige, hvide!
Ve mig, naar ret
jeg vaagner af Rusen
og aldrig mere
ind kan slumre!