Bestandigt Mariquita om ham spøgte,
og hendes Billed til hans Vei var lænket,
i hver en Kvinde, som sin Gunst ham skjænked,
en Aabenbaring han af hende søgte,
og naar han saae den drømte Lighed flygte,
han syntes, han den Døde havde krænket.
I sligt et Øieblik han kunde myrdet
den Skjønne, i hvis Favn han nys sig styrted.
Men blev ei Hjertet knust paa disse Kvinder,
der villigt kastede sig i hans Favn?
Hos Sangens, Dandsens straalende Heltinder
var der i Hjertet næppe Plads til Savn,
kun Enkelte blandt dem, der, uden Navn
i Chorets Masse skjult’, ei Laurbær vinder,
græd ret saa bitterligt, naar han forlod dem,
men han — han lod, som om han ei forstod dem.
Fra vævre smaa, parisiske Grisetter,
der frydes ved Cancan og Slikkeri,
til le beau-monde’s glimrende Koketter —
de lukkedes mod ham som ved Magi.
Og da han sig mod andre Lande retter,
er ikke mindre stærkt hans Trylleri,
hans mørke Blik, hans byronianske Mine
forførte mangen engelsk frisk Blondine.
Hans Krop, der ikke mer sig kroget sænkte,
men efterhaanden Kraft og Runding vandt,
hans høie Væxt af Keisergarderlængde
hos Ruslands Skjønne varm Beundring fandt,
og hans med Romantikens Skjær isprængte
forsvundne Liv ham gjorde int’ressant
for »holden Mädchen in den deutschen Auen;«
de elsked ham »mit heimlich-süssem Grauen.«
Og det forstaaer sig, at »de spanske Piger«
ham trykked tidt til Barmens Luesne,
og om Historien end ikke siger,
han naaede til de »tusinde og tre,«
for Don Juan han dog ei meget viger,
En Dame — vel af daarligt Renommée —
— men dog af Kongeblod — ham tilskrev hemmelig,
men hun fik Kurven — hun var altfor væmmelig.
... Det var i Warschau paa en Vinterdag,
da Is paa Weichsel, af en Alens Tykkelse,
gav Ryttere og Heste fuld Betryggelse
til at bevæge sig paa den imag.
Vor Helt lorgnerede til sin Opbyggelse
en Dame, der, indsvøbt i Pelsværks Lag,
sad i en Slæde, der med Klang kom kjørende,
ført af en Mand med Huen ned om Ørene.
Det var et flygtigt, snelt forsvundet Syn,
thi over Isen foer de rappe Heste
til Pidskens Smælden hurtigt som et Lyn,
dog skimted han to smukke Øine fæste
sig paa ham under sorte, fine Bryn.
»Her er et Eventyr vist af de bedste!«
En Kane han sig i en Fart fik leiet,
og efter hin han henad Isen feied.
Efter hin Kane speidede han nøie,
og blandt de andre han den skjælned snart,
paa Herren, der stod bagpaa, fik han Øie,
og bagfra kjendte han hans Knebelsbart,
hvis stive Spidser sig til Siden bøie
paa ægte polsk og magyarisk Art,
og hans var nu saa lang, at man ham kjendte,
paa den, om han endogsaa Ryggen vendte.
Dem snildelig at krydse snart han vidste,
og kasted paa den Skjønne dette Blik,
hvortil kun faa Indviede sig driste,
et neppe synligt Smil til Svar han fik.
Han efter Kanen atter saaes at liste
og fulgte den, ihvorhen den end gik.
Og da de havde Farten endt, hun saae
paa Flodens Bred ham med Lorgnetten staae.
Den Aften han Ernani synge skulde,
der ganske særligt var hans Glandsparti,
thi Stemmen løfted op sig til sin fulde,
og høie Kraft i hver en Melodi;
og mens hans Blikke rundt i Salen rulle
midt i pathetisk, tragisk Raseri,
i Logen nærmest Scenen seer hans Øie
en Dame over Randen ud sig bøie.
Og paa den mørke Grund lidt bagved hende
den samme spidse Knebelsbart han saae,
hvorved han sidst paa Ryggen kunde kjende
den Mand, der bag paa Kanen monne staae,
En Hilsen maatte han den Skjønne sende,
— en saadan var ei svær at finde paa:
som i Affect han først slog ud med Armen
og lagde derpaa Haanden ømt paa Barmen —
og saae mod Logen op, mens hele Stimlen,
der i Theatret sad, var i den Tro,
at nu Ernani stirred op mod Himlen
og fløi i Tanken op fra Støvets Bo,
men Damen maatte holde sig i Ro —
hun var tilskue jo for hele Vrimlen —
Hun røbed kun, hun havde smagt paa Giften
ved en forcert Bevægelse med Viften.
Men dette stumme Tegnsprog blev beluret
af ham, der bag den Skjønne havde Sted,
en Rynke dybt den brune Pande fured,
sin tynde Læbe fast tilblods han bed.
Men strax med Smil han tog af Vesten Uhret
og bøied sagte sig mod Damen ned.
Hun reiste sig — til Scenen op hun sendte
et Afskedsblik, hvor dunkle Længsler brændte.
Vor Helt forstod det — og han havde nok i
det tause Svar — alt andet end et Nei.
Men hvem var hun, som blandt den hele Flok i
Theatret snildt sig baned til ham Vei.
»Du gode Gud, hvem kjender hende ei,
den unge Enke efter Grev Skrschocki!«
Han havde neppe spurgt om hende, førend
han fuld Oplysning fik af Regisseuren.
»Hun selv var fattig, maatte tage Greven
imod sin Villie paa Familiens Bud,
men meget snart hun dog var Enke bleven,
hvorfor vist nu hun takkede sin Gud.
Thi Greven, af Patriotisme dreven,
var, da den sidste Frihedskrig brød ud,
som Oberst i Kavalleriet draget
mod Russerne og fandt sin Død i Slaget.
Af Russerne hans Gods blev konfiskeret,
og nu den deilige Grevinde saae
for anden Gang til Trang sig reduceret,
og Stads og Pragt, det elsker hun som Faa.
Men dette Tab vil blive repareret;
snart skal til Alteret hun atter gaae
med Baron Schlapzky, som er Millionær,
men alletider voldsom sur og tvær;
og saa er han jaloux som bare Fanden,
og paa hans Miner tydeligt man seer,
at hver Rival han snarligt skjød for Panden
— han skyder, fægter som en Kavaller,
og derfor tør vel næppe nogen Anden
fra nu af nærme sig Grevinden mer.
Forresten er Baronen snild som tapper,
skjøndt Patriot, ham Russen vist ei napper.
Men hvis De møder i de Manges Tal,
der vil paa Torsdag sig til Bal indfinde,
— De veed, i Operaen her er Bal —
da kan De sikkerligt faae seet paa hende.
Men altfor kjæk De ikke være skal,
Baronen er en yderst farlig Fjende;
naar med det ene Øie fælt han skuler,
han sikkert allehaande Planer skjuler.«