Kraftigt runger gjennem Hallen i den faste Takt
fra Orchestret polske Dandses kjække Melodi.
Men en sælsom Alvor binder Ungdomsglædens Flugt,
tvinger tungt den ned igjen, naar den vil løfte sig.
Det er, som om Ridderskarer drog til Valen ud,
fulgt’ af tappre Amazoner, viede til Død.
Dette Folk har tabt sin Glæde, og det unge Sind
tidligt hærder sig til Modstand, til fortvivlet Trods
mod det Slaveaag, som trykker paa den stolte Hals.
Men hvor mange stolte Skikkelser man skuer der,
ranke Mænd med brune Kinder og med kraftigt Skjæg,
høie slanke Kvinder, blege og med sorten Lok.
Tause snoe de sig i Dandsen, fra den hele Rad
høres ikke Spøg og Latter, — ikkun Hvisken tyst.
See den Kvinde hist, som dandser — hvilket herligt Syn —
rank og svai som Birkestammen paa den grønne Høi,
Arm og Hals saa hvide som den nylig faldne Sne,
Brynets tynde Linie trukken som med Pensel fiin,
Øiet brunt og lidet vel, men glandsfuldt, kjækt,
Øienlaaget langt og smalt; naar ned hun sænker det,
er det, som det gjennemstraaltes af den mørke Kreds;
Kindens Rødme sig fortoner som i Bronce mat.
Som de Andres hendes Aasyn er alvorligt stolt;
men naar sig Musiken løfter, seer man hendes Barm
bølge stærkere, men Kinden vorder mere bleg,
medens hendes Blik i Salen svæve sky omkring,
som om al den Alvor var en Byrde, som hun helst
kasted bort og drukned i de Toners dybe Sø.
Hendes Dandser derimod mechanisk dreier sig;
ubevægeligt og stift, en Maske lig af Vox
er det brune Ansigt, grovt og stærkt markert,
og hans ene mørke Øie har en Skelen let.
Kraftig er hans Legemsbygning, knoklet, skulderbred,
lodne Dun sig kruse tæt paa Bagen af hans Haand.
Sangeren er med paa Ballet. Mod en Pille staaer
taus han lænet; tungt og dybt han paa den Skjønne seer.
Først hun vender sig fra ham, men tvungen som en Fugl
af en Klapperslanges Stirren, drives hun med Magt
til at rette Blikket mod ham, svare paa hans Smil.
Nu Baronen smiler ogsaa, og som ledet af
en dæmonisk Tanke, gaaer han til ham hen,
bukker høfligt, skødesløst og mæler saa paa Fransk:
»Ikke sandt, min Herre, De er den berømte Mand,
som fortryllet Warschaus Damer har med Deres Sang?
Fru Grevinde, dands med Herren, prøv om han i Dands
er en Mester fuldt saa vel, som han det er i Sang.«
Damen nøler, ængsteligt hun paa Baronen seer,
der med Munden trukken op til Siden smiler stygt;
men med kraftigt Tag omslynger Lelio hendes Arm,
flyver rask afsted med hende over blanken Gulv.
Det var som en Dands paa Tillie med udslagne Haar,
det var som Musiken Flammer slog i deres Blod,
gjennembruste alle Aarer som en Lavastrøm,
det var som hver Takt og Rhythme til blev Kjød og Blod;
og da Dandsen endte, sank hun mat paa Stolen ned,
blussende, mens Barmen bølged som et oprørt Hav.
... Og Baronen nærmer sig med samme kolde Smil:
»Frue, dands paany med Herren, det er stolt at see,
dobbelt skjøn og straalende mig tyktes De saae ud;
dands, at jeg i fulde Drag kan nyde dette Syn!«
Sangeren og han hinanden maalte. Stolt Triumf
aanded i den Førstes Mine, men Baronens var
som sædvanlig mumieagtig, stiv og kold og haard.
Næsten bønligt seer Grevinden op mod Lelio,
som hun vilde sige: »Brug ei mod mig denne Magt,
lok mig ikke som en Havmand ned i Bølgens Dyb!«
Men han svared med en Dands end mere vild end før,
og mens han til Toners Susen kraftigt hende svang,
lød hans Elskovsord til hende, blødt som Fløilens Klang:
»Skjønne Kvinde, lad den varme Sjæl, Du gjemmer paa,
ud i lyse, brede Luer op mod Himlen slaae!
Jeg vil styrte mig i Baalet, i Din Flammefavn,
drukne brat i Ildens Bølger Hjertets dybe Savn.
Tidt en Troubadour har vundet sig en Adelsbrud,
naar med Mandolin om Skulder han paa Tog gik ud.
Hvad der tungt og dunkelt ruger inde i Dit Bryst,
skal jeg synge frem til Livet, synge klart og lyst.
Fly med mig fra snedækt Steppe, fra den haarde Is
bort til Sydens milde Zone, Elskovs Paradis,
hvor Orangeblomster dufte, hvor de Myrther groe,
hvor de dunkle Ranker yppigt sig om Bjerget snoe.«
Og han saae i hendes Øie store Taarer staae,
hendes Haand han følte skjælve, og han mærked grandt
gjennem Handskens fine Hinde Pulsens tunge Slag.
Dæmpet, frygtsomt hendes Røst arbeidede sig frem:
»Ja mod Syd, mod Sol og Glæde higer Hjertet kun,
og den syge Sjæl ved Tonen vorder frisk og sund.
Vinteris og Hjertekulde spænder om mig tæt,
Fuglen fløi saa gjerne bort, som fangen blev i Net.
Ja den døer tilsidst af Længsel efter Guds Natur;
gjerne havde den paa Vandring fulgt en Troubadour,
før de vilde Rovfuglkløer i dens Fjedre rev,
før dens unge, glade Vinge brudt og stækket blev.
O, men bliv en Stund endnu og syng Din søde Sang,
at jeg drømme kan om Frihed bag min Gitterstang,
kom til stakkels fangne Fugl, naar ingen Vogter grum
ruger paa den med sit Øie, gjør den syg og stum.«
Brat hun slap hans Arm som rammet af en panisk Skræk;
dybt han bukked, førte hende taus i Rækken hen;
gik af Salen ud, forvisset om en snar Triumf,
det ham tyktes, at i Favnen alt han Byttet holdt.
Rask han foer ad lange Gange, nynnende den Vals,
i hvis Toner nys han fletted ind Forførerord.
Snart han er ved Husets Udgang — Kulden mod ham slaaer,
tæt han svøber sig i Pelsen, gik paa hurtig Fod
over Pladsen. Da han mærked bag sig tunge Trin;
knapt han fik sig vendt, før brat det glimted med et Knald,
op mod Brystet foer hans Haand — det sortned for hans Syn,
halvt bevidstløs syntes han at see et Ansigt tæt
bøiet over hans med stivt og hæsligt Skeleblik,
mens der om hans Øre surred en forvirret Støi —
da forgik ham Hu og Sands — hans Øie tungt sank til.